Cordua: Allieret frem for skurk – deler DF's vælgere Krarups syn på Putin?

DF's udenrigspolitik er et dramatisk brud med den liberale udenrigspolitiske tradition, som vi sammen med den øvrige del af vesten har ført siden 2. Verdenskrig

Jarl Cordua

I gamle dage – før Murens fald i 1989 – var det uden tvivl kommunistpartiet DKP, der var Moskvas ivrige og altid loyale heppekor. Der var ikke grænser for opbakningen til kommunismens moderkirke og magthaverne i Kreml, som blev forsvaret i såvel ord som i handling. Ligesådan tordnede DKP mod Sovjets kritikere og mod forsvarsalliancen Nato og EF – Det økonomiske fællesskab.

I 2017 har vi fået et nyt russisk-venligt parti i Dansk Folkeparti, der som næststørste parti i Folketinget har en helt anden folkelig opbakning end det sekteriske ekstremistparti DKP. Partiet udmærker sig ved at være pro-Nato og positiv over for stigninger i det (set med Nato-forpligtelsernes øjne) noget skrabede forsvarsbudget på cirka 21 milliarder kroner.

Til gengæld er DF med forsvarsordføreren Marie Krarup, sekunderet af den mangeårige udenrigsordfører Søren Espersen, stærk fortaler for, at vesten skal droppe sanktionspolitikken mod Rusland til trods for at landet har brudt alle regler ved at annektere en del af nabolandet Ukraine og har begyndt og holdt gang i en borgerkrig i det selv samme land, hvori Rusland ifølge blandt andre DF's mangeårige ideolog Søren Krarups mening ”hævder rimelige og legitime interesser”.

DF har høstet stor troværdighed hos vælgerne ved som de første at have stået fast på en stram udlændingepolitik, som flere i dag kan se var rigtig, da partiet startede ud i 1995. Socialdemokratiet har efter mange års modstand nu helt tilsluttet sig DF's udlændingepolitik. Alt tyder på, at S-ledelsen simpelthen er blevet overbevist om, at det er den rigtige politik, hvis man vil bevare velfærdsamfundet, som vi kender det.

Det har sikkert også hjulpet, at man har analyseret sig frem til, at afgørende midtervælgere ikke vil betro S regeringsansvaret igen, medmindre de er garanteret, at der ikke rokkes ved udlændingepolitikken, når de får magten igen. Det er tydeligt, at S håber på, at partiet har neutraliseret udlændingepolitikken og dermed DF's og blå bloks mest effektive vælgertrumf.

En anden sag, hvor DF har haft gode kort på hånden i forhold til midtervælgere er EU-politikken, der aldrig har været populær i segmentet af ufaglærte eller faglærte arbejdere, som både DF og S bejler til. Med EU's permanente krise og nederlaget ved Europol-afstemningen har de to tidligere trækdyr på ja-siden, S og V, dog nu kørt alle ambitioner om større EU-integration i garagen.

Alene står tilbage en samarbejdsaftale om Europol. Skal der ske noget herfra, så må retningen blive mindre EU-integration, hvor initiativet kommer fra Bruxelles. EU-sagen er dog blevet et tveægget sværd for DF med de mange sager om påstået fusk, eller uforståelig bjergsomhed med EU-midler, der i meningsmålingerne har decimeret det ellers sejrsvante parti med en fjerdedel af vælgerne.

Samtidig ser det ud til at DF nu mister sine mest stuerene allierede i form af de britiske konservative, der nu siger farvel med et ”hårdt Brexit”. Tilbage står nu Wilders i Holland, fru Le Pen i Frankrig, det østrigske frihedsparti, Sverigedemokraterne og diverse nationalistpartier af fascistisk, eller autokratisk støbning i Østeuropa, som DF kan flette fingre med i Europa-Parlamentet. Der er selvfølgelig også Alternative für Deutschland, hvis man altså kan få det så symbolladede nationalistiske DF til at gå i alliance med et tysk nationalistisk parti om at få aflivet EU, som vel i grunden er DF-ledernes inderste ønske.

Det er i al fald tydeligt, at DF har et incitament til af vælgertaktiske grunde indtil videre at give den i rollen som det "EU-skeptiske" parti, hvor man favner bredere end bare "die hard" EU-modstanderne på højrefløjen.

At man ikke kan regne med DF's garantier og at man er betydeligt mere EU-skeptisk end man giver sig ud for blev i al fald afsløret, da Thulesen Dahl med sine egne ord tog "munden for fuld" og garanterede, at DF ville anbefale et ja til en folkeafstemning om en selvstændig Europol-aftale. Den garanti rendte han fra siden.

Mit gæt er at Thulesen Dahl og Co. vil ud af EU så hurtigst som muligt. Det ville være helt i tråd med Søren Krarups synspunkt om, at EF-medlemsskabet ved folkeafstemningen i 1972 var en katastrofe på linje med 9. april 1940 og den (alt for) liberale udlændingelov fra 1983. I dag i Børsen fastholder Thulesen Dahl et krav om, at danskerne skal stemme om EU-medlemskab på et eller andet tidspunkt. Det er der jo ingen grund til at kræve, hvis DF ønsker at Danmark skal forblive medlem.

DF er naturligvis meget interesseret i at Storbritannien, hvis premierminister i går meddelte, at hun går efter en total udmeldelse, får en så god aftale med EU med så mange fordele og så få forpligtelser som muligt. Måske endda på bekostning af danske interesser, hvorfor der vel så snarere er tale om, at man er Britisk Folkeparti mere end Dansk Folkeparti? Næste step for DF bliver naturligvis at kræve nøjagtigt det samme for Danmark, når tiden er moden. Det er den så ikke endnu. Spørgsmålet er, om UK – eller restUK – uden for EU med tiden bliver så velstående, at landet med troværdighed kan sælges som DF's modelland? Indtil videre er katastrofen for britisk økonomi i al fald udeblevet.

Det er ikke, fordi DF ellers er kræsen med hensyn til sine politiske sengekammerater, når DF anbefaler at køre vores mangeårige aktivistiske udenrigspolitik på møddingen. Det er et nybrud blandt landets store toneangivende magtpartier, at DF hellere ser en fremtid for et lille Danmark befriet for politiske alliancer blandt ligesindede demokratier i EU, i en verden, hvor store lande uden hensyn til politiske spilleregler kan presse mindre lande, sådan som man så det tidligere.

DF's udenrigspolitik er et dramatisk brud med den traditionelle liberale udenrigspolitik, som vi sammen med den øvrige del af vesten har ført siden 2. Verdenskrig, og som handler om at udbrede demokrati og menneskerettigheder til resten af verden. Men alt det er i DF's øjne noget værre fis.

I stedet skal vi herhjemme være meget mere snusfornuftige og alene fokusere på vores egeninteresser og så i øvrigt lade resten af verden klare sig selv. Kun når vores egeninteresse er direkte truet giver det mening at drage i felten. Og i øvrigt er prioriteringen en "kulturkamp", ja en "eksistenskamp" for vesten mod islam.

Det gælder om at holde muslimer – gode såvel som dårlige – ude af landet og Europa. Koste hvad det vil. Det er DF's mission, og hvis Donald Trump, Vladimir Putin, ja hvem som helst vil hjælpe med det, og går vejen over EU's lig, så er det bare helt fint. Ved at erklære, at vesten er i en ”eksistenskamp” mod islam, så må alle andre hensyn ligesom vige. Det siger sig selv. Men en sådan politik bryder jo med vores idéer om tolerance og respekt for menneskerettighederne og den slags, som vi så gerne vil have udbredt til Mellemøsten med videre?

Her er synspunktet hos DF, at menneskerettigheder er en vestlig opfindelse, som det ikke giver megen mening at bruge krudt på at udbrede til andre lande, som i øvrigt ikke er særligt interesseret i idéerne. Rent faktisk mener for eksempel en Søren Krarup, at menneskerettigheder er skadelige. Det er nok et synspunkt, der vinder gehør, når domstole med henvisning til menneskerettighederne ikke kan udvise for eksempel kriminelle udlændinge.

Senest har Højesteret tirsdag fortolket danske regler, hvor udlændinge på tålt ophold skulle melde sig i Sandholm-lejren som værende i modstrid med menneskerettighederne. Det må være vand på DF's mølle på præcis samme måde som det viste sig umuligt at udvise notoriske roma-gangstere, selv om de ikke har dansk statsborgerskab.

Og så skal vi selvfølgelig stoppe al vores "ideologiske" og "missionerende" præk overfor Putin om menneskerettigheder, og at man skal behandle sine borgere, politiske modstandere og mindre nabolande pænt og i stedet, ifølge Marie Krarup, prøve at "tage Rusland alvorligt" og udvise regimet "respekt". Det betyder egentlig bare i al sin enkelthed, at vi skal være bedøvende ligeglade med Ruslands dissidenter, Putins svage opposition og prisgive Ruslands nabolande til Kremls nåde.

Nogen vil måske indvende, at det er en noget kynisk politik, som er Danmark fremmed. Ikke desto mindre er det den politik, som Danmarks næststørste parti anbefaler for fremtiden.

Spørgsmålet man må stille sig er, hvorvidt DF's udstrakte forståelse for Putins interesser og indblanding i nabolandenes forhold er noget, der byder danske midtervælgere så meget imod, at de dropper DF?

Hvis de alligevel bliver hos DF, bifalder disse vælgere så en forøgelse af forsvarsbudgettet – på bekostning af udbyggelsen af kernevelfærden? Selv om man hos DF sikkert vil forsøge at forklare folk, at der bestemt kan blive råd til begge dele, så er det ikke sikkert, at tilstrækkeligt med vælgere køber kombinationen. Især ikke dem, der allerede har sagt farvel og tak til DF.

Det bliver spændende at se, om DF's mange folketingskandidater i valgkampen på møderne derude vil forsvare Vladimir Putins annektering af Krim og Marie Krarups meget anderledes ruslandspolitik, end den der, i al fald indtil Donald Trumps tilsynekomst, blev ført i vesten.

Politikken er formentlig ikke ukontroversiel i DF henset til, at formanden Kristian Thulesen Dahl selv er ret neddæmpet, når Marie Krarup hævder, at Putin er vores allierede i vestens eksistenskamp mod islam.

DF-toppen håber nok bare på, at det næste valg kommer til at handle om alt muligt andet end DF's udenrigspolitik, for i stedet at kredse om en udbygning af velfærden og en yderligere stramning af udlændingepolitikken. Fuldstændig som det plejer at være. Hvis den udbredte Putin-forståelse, som for en gangs skyld er klart ideologisk funderet, mere end den er vælgertaktisk, alligevel skulle få vælgere til at fravælge DF, så kunne partiet ændre kurs.

Indtil videre kan Marie Krarup i al fald frem til valget gå i byen med synspunkter, der omklamrer Putin, selvom det nok er mere end tvivlsomt, at meningerne deles af alle de 21 procent af vælgerne, der stemte på DF i 2015.

.....

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.