Cordua: Alternativet hverken har eller får de afgørende mandater

KLUMME: Alternativet ligner en religiøs bevægelse, hvor der ikke er andre alternativer end Alternativets politik, skriver Jarl Cordua. 

Placeholder image
"Alternativets folketingsgruppe tager stilling og tilkendegiver deres ofte markante holdninger hver eneste dag. Men beslutninger? Dem træffer de stort set ingen af," mener Jarl Cordua.  Foto: Linda Kastrup/Scanpix

Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, runder om nogle uger 50 somre, og i den anledning havde den ind imellem stormombruste, men også ganske centrale Christiansborg-politiker givet et interview til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Under snakken om stort og småt fik JP tilsyneladende trykket på de rigtige knapper, da de kom til at spørge ind til S-politikerens forhold til opkomlingene fra Alternativet, som i parentes bemærket for nogle uger siden oplevede en pludselig tilgang til folketingsgruppen fra det næsten nyvalgte S-folketingsmedlem – den indtil for nyligt i vide kredse ukendte Pernille Schnoor.

I al fald fik Henrik Sass Larsen ud igennem sidebenene sagt, at ”Alternativet svælger i for meget gruppearbejde og uendelige diskussioner uden konklusioner”. Ydermere var partiet ”et blufnummer” og ”et sted, folk er gået hen, fordi det føles rart lige for tiden, men hvis man virkelig tænker det igennem, er det jo håbløst”.

På kritikken svarede Alternativets politiske ordfører Rasmus Nordqvist: ”Jeg mener, at vi aldrig kan diskutere for meget. Selvfølgelig skal der træffes beslutninger, og det gør vi hver dag i Folketingssalen.”

Alternativet har tilsyneladende godt fat i det segment af danske vælgere, som er evigt bekymrede, og som frygter jordens undergang. I gamle dage var det sikkert dem, som gik i atommarcher. 

Jarl Cordua

Debatklubben
Her kan man indvende: Hvilke beslutninger træffer Alternativet? Med få undtagelser er de ikke med i de politiske forlig, der ændrer Danmark i disse år. Bevares. Alternativets folketingsgruppe tager stilling og tilkendegiver deres ofte markante holdninger hver eneste dag. Men beslutninger? Dem træffer de stort set ingen af.

Måske derfor har man så god tid til at bruge tiden på intern politisk proces, hvilket strengt taget gør partiet mere til debatklub eller måske græsrodsbevægelse end egentlig parti eller beslutningsmaskine. Det første involverer vælgerne, hvilket er sympatisk og populært, men også herligt uforpligtende, når intet af ens politik bliver til virkelighed. Det andet derimod giver reel indflydelse, der flytter samfundet i den retning, som man vil.
 
Siden spurgte TV 2 S-formand Mette Frederiksen om hun var enig i Sass’ kritik om, at Alternativet var et ”bluffnummer”, hvad hun ikke kommenterede på. Sådan er rollefordelingen tit i politik (Donald Trump undtaget), at partiledere udtaler sig mere diplomatisk end deres politiske løjtnanter. Der, hvor Sass og Frederiksen imidlertid kunne ”hænge deres hat” på kritikken af Alternativet er i spørgsmålet om det hul, som alle Folketingets partier inklusive Enhedslisten, men altså minus Alternativet fik lukket i sidste uge.

Lige så længe Alternativet har eksisteret, hælder man alle indvendinger mod partiets politik, som ofte bygger på offentlig støtte til stort set alt det, man vil, ned ad brættet med henvisning til, at klodens eksistens står på spil. 

Jarl Cordua

Ingen alternativer
Her stod samfundet – skatteborgerne –  til at miste 11 milliarder kroner til støtte for nye solceller. Ordningen var simpelthen blevet for populær, og nu drænede det statskassen. Alle partier i Folketinget forstod alvoren - undtagen Alternativet, som omvendt mente, at tiltaget var en fejl, da staten simpelthen ikke kan støtte vedvarende energi i rigelig grad. Det er simpelthen nødvendigt for jordens overlevelse på langt sigt, at erhvervsfolks solpaneler får statsstøtte.

Spørgsmålet er dog om sådanne økonomiske argumenter har nogen virkning på Alternativets vælgere? Det er der hidtil intet, der tyder på. Lige så længe partiet har eksisteret, så hælder man alle indvendinger mod partiets politik, som ofte bygger på offentlig støtte til stort set alt det, man vil, ned ad brættet med henvisning til, at klodens eksistens står på spil. Med andre ord er der ikke andre alternativer end Alternativets politik.

Religiøs bevægelse
Dermed ligner partiet en religiøs bevægelse på linje med kommunistpartierne i gamle dage, som hævdede en anden slags determinisme om, at en samfundsudvikling hen mod socialismen var uafvendelig. Vist kunne man som samfund tage mange svinkeærinder, men det kunne kun til sidst ende med kommunisme og evig fryd. Sådan er det også med Alternativet og dets statsstøttede klimapolitik.

Som gammel VS’er og dermed marxist har Uffe Elbæk tilsyneladende genopfundet eller vitaliseret en ny udgave af 30’ernes og 70’ernes store trækplaster om at kun én politik er mulig. På forunderlig vis afviser Alternativet idéen om ”den nødvendige politik”, men samtidig hævder man faktisk, at den politik man selv står for er den eneste ”nødvendige”, hvis man altså er interesseret i at redde kloden fra undergang. Og det er de fleste som bekendt.

Jordens undergang
Man har tilsyneladende godt fat i det segment af danske vælgere, som er evigt bekymrede, og som frygter jordens undergang. I gamle dage var det sikkert dem, som gik i atommarcher. Nu om dage kan de mobiliseres af enhver nyhed om måling af ny varmerekord på Grønland.  Argumenter om, at vi i Danmark næppe har den store indflydelse på varmegraderne preller fuldstændig af.

Klima-argumentet er et politisk ”spar fem”-argument, hvor al kritik af Alternativets politik kan afvises som bagstræberisk, og noget som fortsætter kursen mod klimakatastrofen.

Selv hos Enhedslisten gør det indtryk, når statskassen bliver tømt for 11 mia. kr. til støtte for nye solceller. Det gør det åbenbart ikke hos Alternativet, selv om man stædigt hævder, at der skam også skal være sorte tal på den økonomiske bundlinje.

Mere venstreorienteret end Enhedslisten
Da Sass fremkom med sin krasse kritik af Alternativet – som blandt andet leger med tanken om, at de ikke vil støtte Mette Frederiksen som statsminister for enhver pris – fik en del iagttagere flashbacks til dengang for år tilbage forud for valget i 2011, da selvsamme Sass provokerede de Radikale med en selvsikker konstatering om, at den daværende radikale leder Margrethe Vestager og Co. bare havde at stemme for S-SF's daværende politiske program Fair Løsning mv. Det gik som bekendt anderledes, da stemmerne blev talt op. Fair Løsning blev skrottet, og Radikale dikterede store dele af Thorning-regeringernes økonomiske politik.
 
Er Alternativet i stand til at gøre noget lignende? Allerførst må man blot konstatere, at Alternativets økonomiske politik tilsyneladende er mere venstreorienteret end Enhedslistens. Det ses blandt andet også ved, at Alternativet, der ellers gerne giver den hos vælgerne som et parti hinsides ideologisk fastlåsthed mv, stort set stemmer det samme som det erklæret røde og venstreorienterede Enhedslisten.

Den hidtidige økonomiske politik – som der er rimelig bred opbakning til i Folketinget – er i Alternativets optik udtryk for ”vanetænkning”, og skattestop fx er ”fastlåst og kedelig politiske tænkning”. Det er muligt, men forestillingen om, at Alternativet - ligesom Radikale i sin tid – efter et valg kan presse S ved at gå til de borgerlige er reelt ikke eksisterende. Jo, man kan da sikkert lave småaftaler med de borgerlige, men Alternativet kan ikke med sin nuværende politik få indrømmelser hos de borgerlige, som de ikke kan få hos S. Den mulighed havde de Radikale til gengæld efter 2011-valget. 

Statsministerposten
I øvrigt: Vil Alternativet få succes med en strategi under en kommende valgkamp, hvor man skaber usikkerhed om, hvilken statsminister man ville støtte? Næppe. Sidst det blev forsøgt med fiasko til følge var i 2007-valget, da Ny Alliance imploderede og var faretruende tæt på ikke at komme i Folketinget.  Enhedslisten lå i store dele af forrige valgperiode i regulær krig med S, men selvfølgelig endte de med at støtte Thornings genvalg som statsminister.

I øvrigt var Alternativet også klar i mælet under forrige års valgkamp om, hvem de ville støtte. Det er de selvfølgelig igen næste gang, der er folketingsvalg. Og derfor sover Sass Larsen og Mette Frederiksen godt om natten uanset, hvad Alternativet hitter på af trusler om ikke at pege på hende. Det var nok det, som Sass forsøgte at pointere i JP-interviewet på sin helt særlige måde, så det ikke var til at misforstå.
 
Det gør omvendt næppe det store indtryk på Alternativet, som har sat sig for at ændre den politiske kultur, hvor samtale, empati og føle-røre-argumentation på forunderlig vis skal erstatte magtpolitikkens logik, der handler om: 1. Hvem har flest mandater. 2. Hvem har de afgørende mandater.

Alternativet har som bekendt ingen af delene. Det ved de sikkert godt hos Alternativet, men det behøver de jo ikke fortælle deres vælgere. Der er ingen grund til at vække dem fra rusen af gode vibrationer med benhårde politiske realiteter.


---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.


    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser