Cordua: Blåkløveret i støbeskeen

KLUMME: Løkke, Pape og Samuelsen skal tage hensyn til både Jylland, kønsfordelingen og deres 'løjtnanter', når der skal fordeles ministerposter i den kommende 'Blåkløverregering', skriver Jarl Cordua.

Det ender – efter al sandsynlighed – med en trekløverregering, når de tre blå partier V, LA og K bliver enige om et regeringsgrundlag og en fordeling af ministerposter, formentlig i løbet af weekenden.

Hvorfor det? Det er meget sjældent set, at partier siger ja til at indgå i drøftelser for så at springe fra, inden man får skrevet under på en aftale. Så vi må regne med, at ”Blåkløveret” (i 1993-94 var der en ”Rødkløver-regering) vil se dagens lys.

Vejen hen mod dannelsen af en ny regering kan dog blive lang og brydsom, hvilket også afspejler den hårde rivalisering, store agtpågivenhed og bemærkelsesværdige mangel på tillid, der har været partierne imellem siden folketingsvalget i juni 2015 (altså det rigtige folketingsvalg, der hvor vælgerne får stemmesedler udleveret, sætter kryds og går hen og afleverer dem i stemmeurnen, som står i modsætning til det såkaldte "reelle folketingsvalg”, som en noget febrilsk Komiske Ali – i skikkelse af Anders Samuelsen – for tiden forsøger at bortforklare sin kovending med).

Det, der normalt får mest opmærksomhed ved regeringsdannelser, er hele spørgsmålet om personvalg til ministerposterne. I virkeligheden er det dog denne del, som formiddagsaviserne mfl. ellers er mest optagede af, som betyder mindst for, hvilken politik der bliver ført. Hvis man er interesseret i svaret på det spørgsmål, så må man nærstudere det, der kommer til at stå i selve regeringsgrundlaget.

Et godt eksempel på, at det ikke er ligegyldigt, hvad der står i regeringsgrundlaget, er naturligvis den berømte eller berygtede linje i SRSF-regeringsgrundlaget 2011, som Radikale fik indført, om at den nye regering ville "videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand".

I dag kan alle se, at især amatørerne i SF snorksov i timen, da man godtog det. For den passus gjorde det dermed helt umuligt at føre en anden økonomisk politik, som S-SF ellers havde lovet vælgerne.

Senest har vi set, at LA har rejst krav om topskattelettelser, fordi de indgik i V-regeringens regeringsgrundlag, hvor Lars Løkke dog var sluppet afsted med en alternativ formulering om, at regeringen har "en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med fem procentpoint". En strid om fortolkningen af formuleringen, kan vi nu se, førte til V-regeringens endeligt.

Set med Lars Løkkes øjne kan han – sammen med de to øvrige partiledere – vælge to forskellige strategier for, hvordan de vil formulere deres regeringsgrundlag. Strategier, der begge rummer fordele og ulemper. De kan vælge at formulere regeringsgrundlaget i brede, overordnede og tilpas ”luftige” termer, eller de kan vælge at være meget konkrete om det, de vil. 

Hvis de vælger løsningen med de ”brede formuleringer”, så vinder de noget fleksibilitet og forhandlingsrum, der vil gøre det nemmere at få aftaler på plads med andre partier og dermed indkassere politiske sejre. På den anden side bliver det noget sværere at kommunikere til vælgerne, hvad det er for konkrete ting, man så til den tid har fået vedtaget, som skulle opfylde regeringsgrundlaget.

Umiddelbart kunne det se ud som, at Løkke har en interesse i at få formuleret regeringsgrundlaget så ukonkret som muligt på de områder, hvor man i forvejen ved, at der eksisterer stor uenighed. Omvendt har de to mindre partier netop interesse i at få forhandlet formuleringer ind i regeringsgrundlaget, hvor netop deres mærkesager tilgodeses krystalklart.

For Konservative er det især boligskat, Forsvaret og miljøet, der falder i øjnene. For LA er det mere personlig frihed og lavere skatter på indkomster og for erhvervslivet. (Et krav om lavere topskattelettelser er allerede blevet forladt af Anders Samuelsen).

Når de tre partier har fået de formuleringer ind i regeringsgrundlaget, som de kan blive enige om, så skal det hele en tur omkring Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og hans ledelse. DF er ikke direkte en del af selve processen mht. formuleringen af regeringsgrundlaget, men alle ved godt, at DF skal ”nikke” til det, som man har fået formuleret. Det gør DF kun, hvis der i tilstrækkeligt omfang er blevet taget hensyn til deres synspunkter på især ét område: Udlændingepolitikken.

Står der f.eks. ting i regeringsgrundlaget, som det bliver umuligt at få igennem med hverken stemmer fra enten DF eller S-R (f.eks. på EU-området), så vil det blive pillet ud. Hvad sker der, hvis man ignorerer ”de faktiske forhold i jernindustrien” og f.eks. præsenterer politik, som der ikke kan skabes flertal for i Folketinget? Ja, så bliver regeringens svaghed og uenighed udstillet for offentligheden. Det er ikke en situation, der vil give en ny regering den allerbedste start. Sagt på jysk.

På bordet ligger i forvejen Venstres 2025-plan, som derfor formentlig bliver det dokument, som parterne vil tage udgangspunkt i, når de forhandler et nyt regeringsgrundlag. For de øvrige partier vil det naturligvis være udfordringen at forhandle deres egne krav ind i planen, som derfor også vil komme til at hedde noget helt andet, når den præsenteres.

Man kan også se på tingene således: Før var det meningen, at forhandlingerne med LA og K om 2025-planen skulle foregå i et forhandlingslokale i Finansministeriet. Nu finder man i stedet kompromiserne under regeringsforhandlingerne på Marienborg.

Selvsagt vil det formentlig tage sin tid. For når sporene først er lagt, så kører toget - og så er der ingen vej tilbage. Så skal alle forsvare det, som man er blevet enige om. Det bliver spændende at se, hvordan LA klarer den opgave i forhold til et bagland, som man i årevis – med svulstig og kæk retorik – har fået gejlet op til at mene, at V og K har været forrædere mod den borgerlige sag.

Inden da vil især Anders Samuelsen og Søren Papes forhandlingsevner blive testet. Konservative påpeger selv, at dets forhandlingsposition er bedre end andres (LA's), fordi det ikke er nødvendigt for Konservative at gå med i en regering. Nødvendigt er det dog blevet for LA, som nu hævder, at dets mål helt fra begyndelsen har været at komme i regering.

Hele øvelsen med kravet om topskattelettelserne var åbenbart et brækjern for Samuelsen for at få adgang til regeringskontorerne, så han kunne få indflydelse på de 1.100 mia. kr., der fordeles der. Om man køber Samuelsens – efter min mening noget søgte og efterrationaliserende forklaringer eller ej – så står det klart, at for ham er ”failure not an option”.  Det må alt andet lige gøre LA-lederen mere medgørlig under processen. Foreløbig er ”topskattelettelserne”, som engang ifølge LA var forskellen på succes eller fiasko, lagt i graven.

For Søren Pape bliver det interessant, om han kan genetablere noget troværdighed som leder efter forårets træfning med Løkke om fødevareminister Eva Kjer Hansen. For her ligger det fast, at alle andre end Pape havde det klare indtryk, at K-formanden havde nikket til, at Kjer kunne forblive i regeringen.

Da Pape imidlertid kom hjem og mødte folketingsgruppen, vendte han på en tallerken og rendte fra den aftale – som alle andre mente, der var indgået. Den oplevelse/erfaring med Pape ligger selvsagt i baghovedet hos både Løkke og Samuelsen. Hvis den konservative leder denne gang kommer hjem med en aftale, som hverken Mette Abildgaard og Rasmus Jarlov synes om, så må Pape – denne gang – nok sætte sin formandsstol ind på at få den igennem gruppen.

Fordelingen af ministerposter vil tage udgangspunkt i en fordelingsnøgle, der tager udgangspunkt i mandatfordelingen. Det kunne være den D’Hontske metode. Men ministerposter skal ikke kun måles i antal, men i indhold og ikke mindst størrelsen af ressortområderne. En handelsministerpost i et anneks hos Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads tæller for eksempel ikke ligeså meget som en finansministerpost.

For tiden er der 17 Venstre-ministre. En ny fordelingsnøgle kunne være: 12 V-ministre, fire LA-ministre og to K-ministre. Den fordeling afspejler nogenlunde mandattallet: 34, 13, 6. Som sagt vil man nok kunne tildele de to mindre partier endnu en ministerpost, hvis de så til gengæld accepterer ministerposter med mindre ressort med deraf følgende risiko for mindre ansvar og politisk magt.

For Løkke, Pape og Samuelsen er der også et hensyn at tage med hensyn til magtfordelingen i de enkelte partier. Der er nogle løjtnanter, der skal tilgodeses, når der skal fordeles ministerposter.

Dertil kommer også et hensyn til kønsfordelingen, som især en række fremtrædende feminister især med tilknytning til dagspressen er meget opmærksomme på, samt et hensyn til fordelingen mellem Jylland og øerne, som man især i Venstre skal være opmærksom på. Hertil kommer også et hensyn til, at dem, der støttede Kristian Jensen i formandsopgøret, også skal have plads og synlighed i regeringen. Omvendt må Jensens støtter indstille sig på, at hans hird også skal ”betale til bordet”, når regeringen nu skal beskæres.

For Løkke kan en beskæring af V-holdet med fem reduceres til kun to navne, hvis man lægger til grund, at ”de tre gamle” (Jørn Neergaard Larsen, Bertel Haarder og Claus Hjort Frederiksen) ikke genudnævnes. Det er dog ren spekulation. Ingen ved det, og der er gode grunde til at beholde dem alle tre.

Én ministerpost falder dog i øjnene som ”yderlig”, og det er Søren Pinds justitsministerpost. Det er traditionelt en plads i regeringen, som Konservative har siddet på, og hvis man skal tro rygterne, så er Pape storfavorit til posten, hvis han altså ønsker at lægge billet ind på den. Det giver Løkke et problem. For hvad skal Pind så sættes til? Pind, der engang havde sat næsen op efter at blive udenrigsminister, lader sig næppe byde hvad som helst.

Og hvad gør Løkke med Søren Gade? Skal han bydes inden for i ministerkredsen eller fortsat sidde som gruppeformand? Hvis Venstre skal skifte på finansministerposten, så går de fleste bud på, at Troels Lund Poulsen bliver ny kassemester for riget.

Det tjener to formål: At sikre en loyal støtte på posten, der er helt afgørende for, at Løkke har kontrol over regeringen og holde Kristian Jensen længst mest muligt væk fra Den magtfulde Røde Bygning. (Bemærk i øvrigt, at Troels Lund for noget tid siden meldte sig ud af ”arvefølgekampen”).

Et helt andet bud går på, at Løkke vil sætte et nyt hold frem mod valget, der sætter de tre gamle på pension. Der er i øvrigt forlydender om, at Claus Hjort i det hele taget ikke er lun på hele idéen om regeringsudvidelse. I det scenarie bliver Kristian Jensen finansminister. Muligvis fordi Løkke har et ønske om at cementere arvefølgen, der kan kortslutte alle kronprinsespekulationer. Det kunne så åbne for, at Pind bliver ny udenrigsminister.

Hvad der har fået knapt så megen opmærksomhed er, at de tre partier også skal slås om pladser i regeringens to magtcentre, nemlig regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg, der i dag kun har tre medlemmer hver. I ”K-udvalget” vil de tre partiledere få plads med en eller flere løjtnanter.

I ”Ø-udvalget” sidder de økonomiske ministre med finansministeren for bordenden. Vil det blive tremands-udvalg som i dag, hvor alle får hver én plads eller syvmandsudvalg, hvor K og LA får hver to, mens V får tre pladser? En plads i et af udvalgene vil også afspejle magtforholdene internt i partierne. Her vil man nok især interessere sig for, hvem der er nr. 2 hos K, og hvem der er nr. 3 hos V. De to K-ministre får i al fald nok at se til.

Når det gælder Ø-udvalget, så vil det formentlig forudsætte, at K og LA får en post, der på en eller anden led har forbindelse til økonomisk politik. For Anders Samuelsen kunne det være, at man genopretter Økonomiministeriet med en del af Finansministeriets ressort plus det løse. Eller han kunne blive erhvervs-og vækstminister. Konservative kunne også stille en kandidat til en af delene, og hvis ikke det er Pape selv, der vil, så kunne Brian Mikkelsen ligne en erfaren kandidat, der kender politikområderne. I Erhvervs- og Vækstministeriet sidder i øvrigt en af Slotsholmens mest erfarne, dygtige og indflydelsesrige departementschefer Michael Dithmer. Bedre rådgiver fås næppe for en ny minister.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Cordua: Forhandlingsoptimisme og katastrofekurs Cordua: Forhandlingsoptimisme og katastrofekurs Næste artikel Cordua: Kristian Jensen styrker sin position i Venstre Cordua: Kristian Jensen styrker sin position i Venstre