Cordua: DF-magi og endnu en folkeafstemning om Europol?

Folketingets partier er blevet enige om at omfavne EU-Kommissionens udkast til en ny Europol-aftale med de muligheder, det giver for politisamarbejdet over grænserne, men som dog indebærer den klare forudsætning, at Danmark forbliver medlem af Schengen.

Særligt det sidste er en detalje, der springer i øjnene, da Dansk Folkeparti har det klare politiske mål at få opstillet permanent grænsekontrol, hvilket er i direkte modstrid med Danmarks nuværende medlemskab af Schengen.

Dansk Folkepartis problem er imidlertid, at man inden folkeafstemningen sidste år gav vælgerne en ”garanti” for, at det ved et nej var muligt for Danmark at blive medlem af Europol på nøjagtigt de samme vilkår, som hvis man stemte ja. I dag ved vi, at den garanti var et luftkastel. Det var ikke muligt at få en ”parallelaftale”, som det blev lovet af både DF, Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU. Det er allerede en kendsgerning, at Danmark forlader Europol, når det overgår til et overnationalt samarbejde 1. maj 2017.

I valgkampen var det især Morten Messerschmidt og Kristian Thulesen Dahls personlige troværdighed, der var indsatsen for at få nej'et hjem.

Messerschmidts troværdighed er begravet med Meld- og Feld-moradset, mens Thulesen Dahls tilsyneladende har overlevet trods alvorlige skrammer og henfald af en fjerdedel af vælgerne i meningsmålingerne. I al fald opnåede DF-lederen en topplacering blandt vælgerne i en nylig troværdighedsmåling af partilederne foretaget for Altinget.

I DF lever forestillingen om, at EU's endeligt er ganske nær. Og så betyder det jo ikke det store, at man siger ja til en aftale.

Jarl Cordua

DF har tilsyneladende læst befolkningens holdninger sådan, hvad meningsmålinger også bakker op om, at den er meget positiv over for europæisk politisamarbejde, der kan bekæmpe kriminalitet på tværs af grænserne. Omvendt er der stadig et pænt flertal i befolkningen (48 pct. ”for” og 33 pct ”imod” – og 19 pct ”ved ikke” ifølge A&B Analyses meningsmåling for Berlingske), som oven på de kaotiske flygtningestrømme sidste efterår er varme tilhængere af permanent grænsekontrol, som også DF (og i øvrigt også en del konservative) kræver.

Så hvad gør DF? De siger ja til aftalen, men på visse betingelser. DF vil fortsat kæmpe for permanent grænsekontrol til trods for, at det er i total modstrid med de nugældende regler for Schengen-samarbejdet. Man vælger at lade som ingenting, sikkert i håb om, at vælgerne ikke kan gennemskue sammenhængen. Eller også håber man på, at den politiske udvikling vil ende med at give DF ret.

I DF lever forestillingen om, at EU's endeligt er ganske nær. Og så betyder det jo ikke det store, at man siger ja til en aftale, der hviler på nogle forudsætninger, som udviklingen med tiden – med søvngængeragtig sikkerhed – vil erodere.  

Skulle denne prognose om EU's sammenbrud ikke materialisere sig, så har DF en anden prognose, eller håb om, at et flertal vil opstå i Folketinget, der kræver permanent grænsekontrol, og som derved vil gøre det muligt at genforhandle Europol-aftalen. Hermed introducerer DF en præmis, hvor man totalt ignorerer EU-Kommissionens krystalklare forudsætning og ultimative krav for Europol-aftalen.

Men lige nu og her, så må DF træde vande. Og det gør DF simpelthen ved ”ikke at anerkende”, at valget står mellem en Europol-aftale og grænsekontrol. Det er som nævnt ellers den klare forudsætning, som EU-Kommissionen har stillet op for, at Danmark kan få en aftale. DF benægter altså kendsgerningerne og opfinder en politisk gråzone, som ikke eksisterer. Det er politisk magi og trolddomskunst, som må kalde på anerkendelse.

DF har desuden den store fordel, at partiets troværdighed i disse spørgsmål hos egne vælgere så langt overgår den smule, som regeringen og EU har stående på troværdighedskontoen. Det sandsynliggør, at DF faktisk får held med at få solgt deres alternative udgave af virkeligheden til egne vælgere.

Det, som ligger på bordet og er blevet tilbudt Danmark, er en såkaldt ”særaftale”, der er blevet til på grund af EU-Kommissionens velvillige indstilling over for EU- og Schengen-medlemslandet Danmark, og hvor man fra dansk side nu må håbe på, at kommissionen forpligter sig til at bære aftalen igennem EU's forskellige institutioner, især Europa-Parlamentet. Og det skal i øvrigt ske hurtigt, da det juridiske vindue snart lukker for, at man kan lave en sådan aftale.

I morgen tager statsminister Lars Løkke Rasmussen til Bruxelles og taler med kommissionsformand Juncker, hvor han kan meddele, at hele det danske folketing står bag den aftale, som EU tilbyder. En aftale, hvor DF's i offentligheden udtalte krav i øvrigt ikke indgår – og hvis de gjorde, så var der slet ikke noget at holde møde om.

I forvejen er politiet i gang med at tale med Europol, og der er i det hele taget gjort klar til at en aftale kommer på plads inden 1. maj 2017.

Er det så en god aftale? Det afhænger af de politiske øjne, der ser. Hvis man ønsker dansk politi de bedste muligheder for at samarbejde på tværs af grænserne, så er det ikke det optimale, men politiet kan nok leve med at der er lidt forsinkelse på de informationer, som kan trækkes ud af Europols database. Danmark skal betale til Europol, men vi er ikke længere medlem, og vi har ikke længere noget at skulle have sagt i samarbejdet. Det er sådan set realiteterne.

Det, som politikere – uanset om de kalder aftalen for ”fantastisk” eller er ”smålunkne” – også må forholde sig til, er at det allerede nu står klart, at Danmark ikke i fremtiden får glæde af de teknologiske muligheder det giver, når politifolk på et tidspunkt via en app på en mobiltelefon kan søge i Europols registre. Dansk politi vil fortsat skulle kontakte en mellemmand og opleve noget forsinkelse for at få adgang til databasen.

Til den tid vil det være noget af en øvelse for nogen at påstå, at Danmarks Europol-aftale er særlig fremragende eller fantastisk. Men det kan jo være, at EU er sunket i grus til den tid, som mange i DF og på yderfløjene går og venter eller håber på. Og så kan det hele være lige meget.

Hvis EU trods alt klarer skærene, hvad de fleste nok stadig forventer, så kunne man forestille sig, at kravet om en ny folkeafstemning udelukkende om et medlemskab af et overstatsligt Europol (og måske nogle af de retsakter, som man lige så godt kunne stemme om ved samme lejlighed) vil genlyde.

Til den tid skal DF og venstrefløjen finde ud af med sig selv, hvad de så vil anbefale vælgerne. Hvis det skal give mening, at DF fortsat skal kunne kæmpe for og kræve permanent grænsekontrol, så kan svaret kun blive et nej til en sådan folkeafstemning. Og DF vil nok gøre, hvad de kan, for at undgå at stå i den situation, selv om de nok ville kunne vinde en sådan afstemning.

Af samme årsag vil en folkeafstemning mellem Europol og grænsekontrol også for ja-partierne være et mareridtsscenarie. Men heldigvis for dem, så ”anerkender” DF – indtil videre – ikke, at der eksisterer et sådant valg.

...

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.