Kommentar af 
Jarl Cordua

Cordua: Diskvalificerede Støjberg lige sig selv som ny V-formand?

KLUMME: Inger Støjbergs kage-fejring af udlændingestramning nr. 50 var perfekt timet til at opnå maksimal opmærksomhed. Den kom, da Christiansborg kørte på dampene i sagen om transportminister Ole Birk Olesen – men det er formentlig ikke alle venstrefolk, der kan se statsmandsattituden i at juble over flygtninges ulykke.

HUSKEKAGE: Har Inger Støjberg og hendes spindoktor, Mark Thorsen, lige skudt sig selv i fødderne?
HUSKEKAGE: Har Inger Støjberg og hendes spindoktor, Mark Thorsen, lige skudt sig selv i fødderne?Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringens mest populære minister og et af de efterhånden kun tre navne, der nævnes som Løkkes efterfølger som V-formand, Inger Støjberg, poserede i går med kage og tallet 50 på et foto på sin Facebook-profil. Nogle kunne måske tro, at ministeren fyldte rundt. Det var dog ingenlunde tilfældet.

Måske vil balloner, flag og konfetti regne ned over Støjberg i forbindelse med festligholdelsen af flygtningestramning nr. 75?

Jarl Cordua

Ministerjublen skyldtes, at udlændingestramning nr. 50 nu var i hus. I øvrigt med bredt flertal, hvor selv de Radikale havde stemt for forslag nr. 49 og 50, som det senere blev fremhævet. Det skulle naturligvis fejres med kage til alle!

Det er ikke så tit, at Ole Birk iklæder sig ydmyghedens gevandter. Ingen kan huske sidst det skete.

Jarl Cordua

Politiske modstandere – men også venstrefolk og andre borgerlige stemmer, kunne man se ved at følge reaktionerne på Facebook – fandt denne jubel og fejring en anelse taktløs, usmagelig og ufølsom, henset til at lovgivningens hensigt faktisk forhindrer en række flygtninge i at søge asyl. Det mente Støjbergs spindoktor, Mark Thorsen, dog ikke at der var noget problem i. Man festligholdt jo bare, at ministeren fik sin politik igennem.

Andre ville måske indvende, at advokaten heller ikke fejrer, at han på grund af økonomisk krise dog har fået en hel del opgaver med at udrede fallerede klienters konkursbo. Gnider bedemanden sig mon i hænderne over at en vinters influenzaepidemi har bortrevet flere beboere på det lokale plejehjem end ellers, så årets omsætning ligger højere end sædvanligt?

Selv blandt dem i Venstre, der aktivt bakker op om en stram flygtningepolitik, vender man tommelfingeren nedad. Formentlig er der tale om et markant flertal, der ryster på hovedet. Det er også et synspunkt, som man finder blandt venstrefolk i regeringen.  

Jarl Cordua

Henset til at Støjberg har gjort sig mange erfaringer med Facebook-opdateringer, der deler vandene og skaber opmærksomhed, så vil de fleste nok afvise den nok naive forestilling om, at det ikke fra begyndelsen har været hensigten med denne Facebook-status at skabe tilpas med ballade om Støjberg, men også maksimal opmærksomhed om ministerens kendte markante standpunkter på udlændingeområdet.

Her er konkurrencen om opmærksomheden på dette område i forvejen hård fra Konservatives Rasmus Jarlov, DF's Martin Henriksen og Nye Borgeliges Pernille Vermund.

Der er næppe tvivl om, at vælgerpublikummet for Støjbergs udlændingestramninger og markeringer af dette er stort. I dag kan en Gallup-måling i Berlingske dokumentere det skred i vælgernes holdninger, som de fleste nok har fornemmet de seneste år, hvor eksempelvis to ud af tre vælgere ønsker at begrænse muslimsk indvandring. Selv hver femte Alternativet-vælger abonnerer på synspunktet.

Det er bestemt muligt, at mange Venstre-vælgere er på linje med Støjberg og synes at stramningerne er værd at fejre. Man må så fremover imødese, at der i forbindelse med fejringen af de 60 flygtningestramninger som minimum bliver slået hul på en flaske champagne, og måske vil balloner, flag og konfetti regne ned over Støjberg i forbindelse med festligholdelsen af flygtningestramning nr. 75?

MF Jan E. Jørgensen (V), der på mange måder er blevet fyrtårnet for det Hartling'ske og Ellemann'ske Venstre, reagerede på Facebook med, at han var ”på kur” og derfor ikke følte sig fristet af at smage Støjbergs kage. Tættere kommer man næppe på en mishagsytring fra den kant. Ingen er i tvivl om, hvad han mener.

Jørgensen repræsenterer dog ikke, i denne sag, et ubetydeligt mindretal i Venstres folketingsgruppe. Selv blandt dem der aktivt bakker op om en stram flygtningepolitik, vender man tommelfingeren nedad. Formentlig er der tale om et markant flertal, der ryster på hovedet. Det er også et synspunkt, som man finder blandt venstrefolk i regeringen.

Spørgsmålet er, om Inger Støjberg ikke med tirsdagens statusopdatering i mange venstrefolks øjne endelig har diskvalificeret sig selv som formandsemne, uanset hvad V-vælgerne ellers måtte mene om sagen? Det er ikke dem, der vælger formand i Venstre, men baglandet.

Det er formentlig ikke alle venstrefolk, der kan se statsmandsattituden i at juble over udlændingestramninger og flygtninges ulykke. Det ligner ikke et format, der hverken rimer med Poul Hartling, Uffe Ellemann-Jensen, eller sågar Anders Fogh.

Læs mere: Støjbergs forslag til udlændinge-stramninger

Så et godt gæt er, at man hos Kristian Jensen igen kan konstatere, at han næppe behøver at tage en eventuel udfordring fra Inger Støjberg særlig alvorligt. Med den slags Facebook-opdateringer splitter hun sit parti og skaber mere intern opposition mod sig selv, selvom hun muligvis samler nogle vælgere op på højrefløjen.

Timingen af Støjbergs statusopdatering var ellers perfekt henset til at opnå maksimal opmærksomhed. Den kom, da Christiansborg kørte på dampene i sagen om transportminister Ole Birk Olesen, der ikke havde fået orienteret DF-transportordfører Kim Christiansen om PostNord.

Det var ventet inden mødet tirsdag, at DF selv erkendte at sagen var for lille til at man skulle vælte LA-ministeren. Nu endte det med en næse, hvor ministeren ”beklagede” at orienteringen af transportordførerne ikke havde været god nok.

Det er ikke så tit, at Ole Birk iklæder sig ydmyghedens gevandter. Ingen kan huske sidst det skete. Men som den navnkundige S-politiker Erling Olsen kækt bemærkede, da han selv akkurat undgik en ministerfyring, så ”hellere tabe ansigt end at miste hovedet”.  Det har Birk nu selv erfaret.

LA’erne er et folkefærd, der ikke har for vane at sætte deres eget lys under en skæppe, og i den disciplin går som bekendt – efter eget udsagn – nationens hidtil mest kompetente udenrigsminister Anders Samuelsen forrest.

Men ellers kan Ole Birk Olesen og hans partifæller søge trøst i Matthæusevangeliets kapitel 23, vers 12, hvor Jesus siger: ”Men den, som ophøjer sig selv, skal fornedres, og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.”

Nu har Birk beklaget og fået en næse endda i str. 10 ifølge Kim Christiansen, men kan trods alt fortsætte i sin ophøjede position. Spørgsmålet er, om han evner at ”fornedre sig” ved at forstille sig som bonkammerat med Christiansen og invitere på øl og sildemad i ministeriet og briefe DF-ordføreren før alle andre, som der er en forventning om? Det er nok spørgsmålet. Smalltalk har aldrig ligefrem været Birks spidskompetence.

Se mere: Ole Birk beklager - Det har ikke været godt nok

DF havde måske også selv et problem med at trække sagen yderligere ud, da noget tyder på, at partiets finansordfører faktisk var orienteret om mange af de efterspurgte oplysninger i PostNord-sagen, men altså ikke lod oplysningerne tilflyde Kim Christiansen. Ingen får dog kappet hovedet af i DF, når en ordfører ikke briefer en anden ordfører.

Interessant var det i al fald, at DF-formand Kristian Thulesen Dahl tirsdag efter DF-gruppemødet, der lod Birk slippe med en næse, ikke havde lyst til at gentage bulderbassen Christiansens ord om at Birk var ”inkompetent”, selvom TV 2's altid insisterende reporter Knud Brix spurgte til sagen.

Behændigt svarede Thulesen Dahl med et lille smil udenom to gange. Havde svaret været ja – så havde næste spørgsmål selvfølgelig været: ”Kan DF støtte en inkompetent minister?” Havde svaret været nej, så ville Thulesen Dahl have undsagt sin koleriske ordfører, som i efteråret ifølge kilder i DF var på krigsstien, og spekulationerne har gået om at DF var på vej til at fjerne ham fra transportordførerposten. Det nærede Thulesen Dahl sig for og gav klogt ordføreren sin fulde støtte.

I regeringen har man det indtryk, at DF så småt er ved at neddrosle den forårsoffensiv mod regeringen, som man har haft gang i den seneste måneds tid.

Både sagerne med Thyra Frank og Ole Birk er landet, og der er ved at blive skabt en fornuftig dialog med Thulesen Dahl på ledelsesniveau. Man har i regeringen også bemærket sig, at Thulesen Dahl senest er begyndt at efterspørge politiske varer, som det faktisk er muligt for regeringen at honorere på et senere tidspunkt, hvor der skal forhandles finanslov. Flere penge til sundhedsvæsenet fås i alle afskygninger på alle hylder i VLAK-butikken.

Det er kun i de tilfælde, hvor DF kommer og spørger om folkeafstemning om EU, permanent grænsekontrol og konventionsbrud, at ekspedienten slår ud med armene og Thulesen Dahl må gå igen med uforrettet sag.

Så måske er borgerkrigen blandt de blå forbi? For denne gang.

......

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00