Cordua: Farvel til en borgerlig mærkesag

Et meget bredt boligskatteforlig er nu landet af finansminister Kristian Jensen, hvor DF, Socialdemokratiet og de Radikale bakker op om en aftale sammen med de tre regeringspartier.

Man må herefter formode, at boligskat som mærkesag nu er elimineret de næste mange år frem. Og hvem har egentlig på sigt mest gavn af, at boligskat ikke længere figurerer i de øvre lag på den politiske dagsorden?

Er det regeringen, som oprindeligt stod med et akut problem med et nyt ejendomsvurderingssystem, som også nødvendiggjorde en boligskattereform? Eller er det i virkeligheden Socialdemokraterne, som nu kan notere sig en sårbar flanke mindre? Og er taberen ikke de Konservative, som nok kan notere sig væsentlige indrømmelser på grundskyld og en relativ lavere beskatning af boligejere, men som nu må sige farvel til en vigtig mærkesag ved næste folketingsvalg?

Umiddelbart kan Kristian Jensen notere en sejr for ham selv og regeringen, at den formentlig vigtigste politiske aftale i denne valgperiode nu er indgået med ham for bordenden, og efter en langvarig proces med mange forhandlinger.

Så alle borgerlige skræmmekampagner mod S, hvor boligskatte-spøgelset kunne slippes løs, må være demonteret for en lang periode fremover.

Jarl Cordua

Det giver respekt og prestige, og det tager sikkert også luften ud af den meget harske kritik, der lige nu falder på ham, men også den daværende VK-regerings øvrige topministre og hele rækken af efterfølgende skatteministre af skiftende farve.

Læs mere: Fem nedslag i boligskatteaftalen

Det var dog Jensen, der indførte et skatteindkrævningssystem, som aldrig virkede optimalt, og som nogen giver skylden for, at Skatteministeriet nu har opgivet at kræve 80 milliarder kroner op hos skatteborgere, der af den ene eller den anden grund ikke kan betale de skyldige beløb.

Det er et ansvar, som Mette Frederiksen og resten af S-holdet i deres 1. Maj-taler gjorde en del ud af at placere hos Kristian Jensen, hvor det meget behændigt tjener det gavnlige formål at undergrave vælgertilliden til Venstres formodede kommende formand samtidig med, at S selv vasker hænder for ikke selv under Thorning-regeringen at have grebet ind i tide og afviklet indkrævningssystemet, hyret flere skattefolk ind m.v.

For Socialdemokraterne må det være en stor lettelse ikke længere at skulle i valgkamp under permanent mistanke for at ville ”brandbeskatte boligejerne”, når man står bag en boligskattereform, der som minimum holder boligejere skadesløse for stigninger i ejendomsvurderinger m.m.

Forliget binder S udover et valg, så boligejerne behøver ikke at frygte et nyt rødt flertal. Også henset til at selv de Radikale – som vel er dem blandt aftalepartierne, der i længst tid har råbt højest på højere boligskatter – også er med aftalen. Så alle borgerlige skræmmekampagner mod S, hvor boligskatte-spøgelset kunne slippes løs, må være demonteret for en lang periode fremover.

S fik, i tæt parløb med DF, også et par synlige fordelingspolitiske fingeraftryk med, sådan at millionærvillaerne i Nordsjælland fortsat kan mærke skatteprogressionen for den del af boligværdien, der overstiger 7,5 millioner kroner.

Oprindeligt foreslog S ellers et ”knæk” ved de tre millioner kroner, men det renoncerede man på undervejs, måske da det gik op for forhandlerne, at der tilsyneladende findes en hel del dyre boliger også i S-kommuner, som f.eks. Herlev i Københavns omegn.

Der er også indirekte lettelser for lejeboliger i almennyttige boligselskaber, der også betaler ejendomsskat og grundskyld, hvor der er kommet et loft for stigningen. Det er også værd at tage med, når S skal forklare baglandet, hvorfor man er gået med i aftalen.

På den politiske omkostningsside må S derfor leve med, at de tre venstrefløjspartier tordner mod aftalen, som de mener er en forgyldning på 20 milliarder kroner af boligejerne og især folk med de højeste indkomster og formuer, hvilket ikke er så underligt, da det ofte er dem, der ejer fast ejendom. Der er imidlertid alt andet lige mindre udsigt til, at venstrefløjen ville få indflydelse i en ny valgperiode under en S-regering, hvis ikke der med en aftale før et valg er en holdbar alliance med i al fald nogle af boligejerne, og den har S og R nu leveret.

Læs mere: Holstein: Ingen turde genere boligejerne

På den blå fløj var det navnlig DF, der under forhandlingerne var meget optaget af at sikre progressionen og ”knækket” på 7,5 millioner kroner for de dyreste boliger, især i de nordkøbenhavnske forstæder. Det forstår man godt. Forslaget er nemt at kommunikere, det rammer alle andre end DFs kernevælgere, og det giver DF den socialdemokratiske fordelingsprofil, som man bevidst værner om.

Boligskat har fyldt en del i Søren Papes projekt, der skal genrejse Det Konservative Folkeparti, og partiet har i de seneste år markeret sig som boligejernes værner og politikere - med hang til højere boligbeskatningsris. Man har ikke helt fået de indrømmelser mht. for eksempel grundskyld, som man krævede, og regeringen har overordnet ikke kunnet give de skattelettelser, som De Konservative og til dels Liberal Alliance lovede, da de skruede sig allerhøjest op i forsikringerne om, at man ville befri boligejerne for ”boligskatternes himmelflugt”.

Umiddelbart bør også K og LA dog være tilfredse: Der er en fladere beskatning af boliger, end der ellers var lagt op til. Der er skattelettelser for ca. 20 milliarder kroner, men de er akkumuleret over flere år. Skattelettelserne gives dog primært til de nuværende boligejere – ikke de fremtidige. Det er politisk klogt, da man ved fra den politiske historie, at vælgerne reagerer skarpere på tiltag, hvor man tager noget fra dem fremfor på udeblevne lovede gaver, som politikere ikke kan levere på.

Spørgsmålet er så om boligpriserne i de kommende år vil falde, som følge af at fremtidige boligejere skal til at betale mere i boligskat? Ejendomsskatter virker som stabilisatorer på boligmarkedet, plejer økonomer at fremhæve. Reelt ved ingen dog, om boligpriserne vil falde. Indtil videre stiger de. Hvis priserne fortsætter med at stige, så vil det blive endnu sværere for kommende generationer at komme ind på boligmarkedet. I hvert fald i hovedstadsområdet.

For dem, der lige sidder i en bolig, så er man sikret en relativ lav boligbeskatning. Det gør så også, at man har mindre lyst til at sælge sin bolig og begrænser udbuddet især de steder, hvor der faktisk er efterspørgsel på boliger. Med tiden så vil det problem dog løse sig selv.

Se mere: Se hele pressemødet om boligskat

At der nu er faldet ro om boligbeskatning, kan måske stimulere et indenlandsk øget forbrug, der kan sætte lidt yderligere gang i væksten, som stadigvæk humper fremad. Nu ved i al fald de nuværende boligejere snart, hvad de har at rutte med i mange år frem.

Overordnet kan alle de seks partier nok være tilfredse med aftalen. Men det springer i øjnene, at de Konservative skal finde på en ny mærkesag for igen at gøre sig relevante hos vælgerne ved næste valg, og at socialdemokraterne ikke behøver at frygte borgerlige angreb om skumle boligskatteforslag. De Radikale skal også finde på nye reformkrav, nu hvor højere boligskatter ikke længere kan hives af stalden. For Venstre var boligskat også engang et trumfkort. Det spillede de dog af hænde, da man opgav skattestoppet og indså nødvendigheden af et nyt ejendomsvurderingssystem.

Henset til at vælgerne stemmer på, hvem der kommer med det bedste bud og færrest ulykker for fremtiden, så ligner boligskatteaftalen – alle dens kvaliteter til trods - mest af alt en fordel for Socialdemokraternes muligheder for at overtale endnu flere vælgere til at betro dem regeringsansvaret ved et folketingsvalg om to år.

.......

Jarl Cordua er liberal-borgerlig, politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.