Cordua: Folkemødehysteriet

Som bornholmer – ”born and raised” – så er jeg naturligvis fuldstændig ”biased”, når det gælder Folkemødet i Allinge på Bornholm. Jeg er totalt knusforelsket i det arrangement og sætter en ære i at have forsvaret det og talt dets sag fra første gang, jeg hørte om det.

Det var en idé om, at det politiske establishment kunne møde hinanden og det sagnomspundne ”Folket” i afslappede rammer og diskutere politik, uden at det blev en stor råbe- og profileringskonkurrence, som det lidt for ofte ses, lige så snart der er tv på.

Hykleriske journalister
I de første år havde de kritiske medier – især dem, der ikke selv gad bidrage med noget konstruktivt  - altid den forudsigelige kritiske vinkel på Folkemødet, at det var elitært og frygteligt ufolkeligt, og at det økonomisk var helt i knæ.

Selv om de selvsamme sure journalister tydeligvis nød festen sammen med os andre i fadølsbaren ud på sommeraftenen, når artiklerne var sendt hjem til redaktionen. Der er trods alt grænser for standhaftigheden hos hykleriske journalister.

Det er i grunden ret forudsigeligt. Vi ved, at en række organisationer og partier fra tid til anden får opmærksomhed ved at sige kontroversielle ting. De fleste af os gider ikke ofre det to øres opmærksomhed i det daglige - alene af den grund, at det politisk set er fuldstændig ligegyldigt.

Jarl Cordua

Desuden har jeg ikke tal på de skånselsløse kritikere, som – efter at de så rent faktisk deltog i mødet - siden sprang ud som genfødte begejstrede folkemødedeltagere. Endnu har jeg til gode at møde nogen, som rent faktisk synes, det er helt forfærdeligt at være med.

I år 3 var Folkemødet som institution etableret. Sure artikler blev mødt med et skuldertræk. Succesen har været overvældende, og arrangementet vokset enormt i størrelse. Måske endda til grænsen. Indtil videre holder bukserne.

"Politisk freakshow"
I år 5 har en række indvandringskritiske organisationer besluttet at teste Folkemødets ramme ved at invitere dels sig selv og så en række kontroversielle personligheder, blandt andet en græsk nazist (de fleste har jeg dog aldrig hørt om) og den hollandske politiker med Otto Leisner-hår Geert Wilders til folkemødet i en grad, at nogle taler om et "politisk freakshow".

Det er i grunden ret forudsigeligt. Vi ved, at en række organisationer og partier fra tid til anden får opmærksomhed ved at sige kontroversielle ting. De fleste af os gider ikke ofre det to øres opmærksomhed i det daglige - alene af den grund, at det politisk set er fuldstændig ligegyldigt.

Tosser uden indflydelse
Der har til alle tider været tosser på begge fløje i dansk politik, og de har sjældent haft indflydelse. Nu kommer de så til Folkemødet for at sige det, de plejer at sige. Så hvad er det nye? Ja, det er alene rammen, hvor de siger det i. Dvs. Folkemødet. En ramme, hvor der er op mod 100 alternative arrangementer, hver gang en af tosserne stiller sig op på en ølkasse.

Det, som disse organisationer håber på, er jo at få påvist deres påstand om, at der er ting, der ikke kan eller må siges i det offentlige rum, fordi synspunkterne undertrykkes af medierne og af frygten for islamiske terrorister.

For den første del er synspunktet efterhånden mærkværdigt. Dansk Folkeparti har i målingerne omkring 20 procent af stemmerne. Partiet kan sige, skrive og trykke lige, hvad de vil, og det gør de da også, selv om at de frem mod valget har skruet voldsomt ned for retorikken.

For den anden dels vedkommende er det ikke desto mindre sandt. Det ved alle efter Charlie Hebdo, attentatet på Krudttønden mv. Ingen nægter dem at deltage i Folkemødet, og alle er enige om, at de skal have lov at sige, hvad de mener, selv om det nok vil ske under (mere) politibeskyttelse.

Noget andet er, om man burde ofre det større, for ikke at sige AL opmærksomhed? Jeg er desværre ikke i tvivl om, at medierne vil dække disse møder intensivt. Hvor der er optræk til ballade, der er medierne. Men det kunne de jo ændre på ved at interessere sig for de andre møder, der finder sted?

Folkefest med plads til gakkede synspunkter
Jeg forstår godt, at mange nærer en afsky for at befinde sig i samme by som folk, hvis holdninger man finder rædselsfulde. (Sådan er det jo også til hverdag ...) Jeg forstår også godt leden ved, at organisationer som Trykkefrihedsselskabet med flere forsøger at kapre Folkemødet for deres sag, men det er nu en gang demokratiets vilkår.

Det, man må undre sig over, er, hvorfor nogle relativt få vælger at kaste håndklædet i ringen frem for at kæmpe for, at Folkemødet bliver det, som det er tiltænkt: En demokratisk folkefest, hvor man tolerer alle (også gakkede) synspunkter, der fremføres uden brug af vold.

Og må det være tilladt at bibringe debatten – og det efterfølgende mediehysteri omkring Folkemødet i år – med lidt facts: Ifølge Destination Bornholm har man modtaget aflysninger i år - om end det ikke er sket i noget større omfang. (Og her taler vi kun om logi i en attraktiv nærhed af Allinge, da hele øens kapacitet endnu ikke har været fuldt udnyttet.) Frafaldet udlignes imidlertid af en ganske stor venteliste med folk, der i stedet gerne vil være med i år.

Så hvor de gamle som faldt - er der såmænd nye overalt.
---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.