Kommentar af 
Jarl Cordua

Cordua: Fra ølstuepolitik til realpolitik

KLUMME: LA's nyslåede ministre forsøger at forklare deres holdningsskift med, at de som ministre har én holdning, mens de som LA-politikere har en helt anden. Det bliver mildest talt en vanskelig opgave, skriver Jarl Cordua.

Hvorfor overlod Samuelsen det til sin næstkommanderende at sætte sig i et økonomisk ministerium, frem for selv at tage affære? Flygter han allerede fra ansvaret, funderer Jarl Cordua.
Hvorfor overlod Samuelsen det til sin næstkommanderende at sætte sig i et økonomisk ministerium, frem for selv at tage affære? Flygter han allerede fra ansvaret, funderer Jarl Cordua.Foto: Olafur S. Gestsson/Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I årevis har Anders Samuelsen tordnet mod den ideologiske slaphed og ”socialdemokratisme” hos netop de to borgerlige partier, som Liberal Alliance nu er gået i regering med. Samtidig har han aldrig undgået en lejlighed til at håne borgerlige regeringers resultatlister for at være totalt uambitiøse. I fremtiden bliver Samuelsen og hans partis resultater målt og vejet på helt samme måde.

Heldigvis havde Samuelsen og LA dengang et tilbud til alle de frustrerede borgerlige, som følte sig politisk hjemløse over tandløs snak og de forkølede bortforklaringer fra VK om, at forandringer jo kræver 90 mandaters flertal, og at DF desværre ikke lige var sådan at løbe om døre med. Thulesen Dahl har det med at kræve fuld betaling for enhver politisk indrømmelse.

Den tid var heldigvis forbi lige så snart, at Samuelsens flok af liberale krigere ”fik de afgørende mandater” i Folketinget. Det ville ændre Danmark fundamentalt, og man ville kunne se og mærke forskellen fra den ene dag til den anden. Det var Samuelsens kække løfte til sine vælgere, som de blev udtalt på vælgermøder landet over. Nu var tiden kommet til at ”disrupte” dansk politik, hvor den sædvanlige Christiansborg-logik skulle køres på lossepladsen. Med LA fandtes der en hidtil hemmelig sti til politiske resultater, som ingen andre havde set eller turde betræde, og hvor man kunne omgå Christiansborgs jernhårde lov om, at det er DF, der sidder på de afgørende mandater.

For eksempel oplistede en opstemt Samuelsen 25. januar 2013 – under jubel og klapsalver blandt unge entusiastiske støtter på en ølstue i København – en alenlang liste med 67 mærkesager, der ville blive virkeliggjort allerede inden for ét år under en borgerlig regering med LAs ”afgørende mandater”.

Det er i øvrigt en gåde for de fleste, hvorfor Anders Samuelsen valgte at blive udenrigsminister i den nye trekløverregering.

Jarl Cordua

Og som det blev pointeret: ”Jeg tør godt love, at en stor del af den lange liste, jeg har remset op, det er det, der også kommer til at være blevet gennemført. For vi er ikke i politik for sjov,” som det hedder.

Blandt de mange løfter, ”som den næste borgerlige regering skal have nået inden for det første år”, var:

Nu var tiden kommet til at ”disrupte” dansk politik, hvor den sædvanlige Christiansborg-logik skulle køres på lossepladsen.  Med LA fandtes der en hidtil hemmelig sti til politiske resultater.

Jarl Cordua

- Afskaffe topskatten. Det forslag er indtil videre blankt afvist af DF.
- Sænke indkomstskatten til 40 procent. Regeringsgrundlaget nævner ikke det specifikke mål.
- Halvere selskabsskatten. Det bliver svært med DF's stemmer.
- Stoppe den evige vækst i det offentlige forbrug. I regeringsgrundlaget skal forbruget dog stige med 0,3 procent p.a.
- Afskaffe efterlønnen fuldstændigt. Sker næppe med DF's stemmer.
- Indføre fair, enkel udlændingepolitik, hvor alle, der kan klare sig selv er velkomne. Det forslag er der ikke flertal for.
- Stoppe klimaloven. Det forslag må være opgivet henset til regeringsgrundlaget
- Konkurrenceudsætte al togdrift i Danmark. Det bliver den nye transportminister Ole Birk Olesens opgave.
- Adskille folkekirken og staten økonomisk. Er der flertal for det? Det må kirkeminister Mette Bock se på.
- Afskaffe registreringsafgiften. Man er på vej med de seneste finanslovsaftaler – omend langsomt.
- Afskaffe tvungen heldagsskole. Regeringsgrundlaget tyder på, at LA har opgivet kampen mod folkeskolereformen.
- Liberalisere lejeloven. Findes der et flertal for det? Det er svært at få øje på.

Nogle af de 67 forslag er faktisk blevet en del af regeringens politik, som for eksempel privatisering af TV 2. Og enkelte forslag er allerede realiseret, såsom NOx-afgiften, der er afskaffet, og der er lavet en kontanthjælpsreform.

Centralt i LA's agitation blandt liberale vælgere er påstanden om, at LA's mandater tæller lige så meget som DF's. Hvis ikke DF indså det og stemte for topskattelettelser på fem procent ”hele vejen op”, så ville Samuelsen trække tæppet væk under Løkke-regeringen, som dermed blev gidsel for LA. Den nervekrig stod således på i mere end et halvt år, indtil LA tilsyneladende opgav strategien. I stedet påstod Anders Samuelsen, noget bizart for de fleste, at der ”reelt havde været folketingsvalg med det samme valgresultat”, og at LA nu gik i regering med Venstre og Konservative, og hvor han selv blev ny udenrigsminister.

Det er i øvrigt en gåde for de fleste, hvorfor Anders Samuelsen valgte at blive udenrigsminister i den nye trekløverregering. Hvordan kan Samuelsen fra en position i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads indfri løfterne om en ”blå revolution”, som de blandt andet blev formuleret på ølstuen med de forventningsfulde ungliberale?

Det er i øvrigt i forvejen ret svært at se deres realisering, når DF allerede på forhånd har hældt store dele af regeringsgrundlagets forslag ned ad brættet. Så hvorfor overlod Samuelsen det til sin næstkommanderende, Simon Emil Ammitzbøl, at sætte sig i et økonomisk ministerium frem for selv at tage affære? Flygter han allerede fra ansvaret?

Vælgerne må også være grundigt forvirrede. Samuelsen gennemførte en rejse på halvandet år, hvor han kastede rundt med ultimative krav om topskattelettelser for til sidst at vælge at blive diplomatiets øverste chef. Også på det punkt ligner han en kamæleon. Udenrigspolitikken er et område, som Samuelsen og LA stort set aldrig har markeret sig på, og hvor partiet tidligere i den sædvanlige kække stil koketterede med, at man ikke have nogen udenrigspolitik ”andet end at gøre, hvad USA siger”.  Det svar lyder næppe helt så smart, når Donald Trump sætter sig i præsidentstolen i løbet af januar 2017.

Hvor det er nemt at se, hvad en udenrigsministerpost kan gøre med hensyn til at afstive Samuelsens i forvejen ret betydelige ego – så er det som allerede nævnt straks sværere at se, hvad den post kan for at nå LA's mærkesager? I sidste ende er det dog LA-vælgerne og Samuelsens bagland, der skal afgøre, om de synes, at det er et godt bytte. Mange af dem, ved vi, har meget principielle synspunkter om, hvilke forslag, der skal realiseres for at få Danmark styret væk fra en sikker kurs mod afgrunden. Ingen kan huske, at ”Samuelsen som udenrigsminister” på bekostning af det "ultimative" krav om topskattelettelser, var ét af de synspunkter. LA-toppen får nok brug for en god portion held og lykke med at forklare deres vælgere logikken i det.

Som udenrigsminister får Samuelsen faktisk mulighed for at realisere nogle af de 67 løfter fra den glade fredag eftermiddag i 2013 på ølstuen. Her lovede han blandt andet at lave en reform af FN og NATO. Det vil dog nok kræve en del frokoster med Putin, Trump, Uffe Elbæk og andre spillere i samme liga for at kunne nå det mål.

Forinden kan han sikkert få den folkeafstemning igennem om suverænitetsafgivelse i forhold til finanspagten og bankunionen, som han har lovet. I EU skal han kun overtale kommissionen til at stoppe EU's direktiv om kønsfordeling i bestyrelser, samt EU's forbud mod tobaksprodukter.  

Umiddelbart ligner det på forhånd tabte sager, men da han jo har lovet sine vælgere at realisere alt dette inden for et år, så bliver der ikke meget tid til at fokusere på ting, som Danmark har lidt indflydelse på. Udsigten til fortsat Europol-medlemskab for eksempel. Ved folkeafstemningen om blandt andet det, anbefalede Samuelsen et nej.

Det er ikke første gang i verdenshistorien, at politikere og magthavere indgår kompromiser og indtager positioner i dag, som de var så inderligt imod i går. ”Paris er vel en messe værd?” sagde den senere franske konge Henrik IV, da han skiftede sin protestantiske religion ud med katolicismen for at kunne sætte sig på den franske trone.

Det er heller ikke et problem, at politikere går på kompromis for at indgå i et regeringskollektiv. Faktisk er det udtryk for modenhed, at man tager et medansvar for Danmark, hvor så ens egne mærkesager bliver skubbet i baggrunden. Og den ros skal LA bestemt have.

Problemet for LA og Anders Samuelsen er, at de igennem lang tid forsikrede deres vælgere, at de altså var helt anderledes end alle andre partier på det punkt. De gik IKKE på kompromis, fastslog de gang på gang. Og deres vælgere og bagland troede tilsyneladende på dem.

Nu forsøger LA-ministrene at forklare deres holdningsskift med, at de som ministre i trekløverregeringen har én holdning, mens de som LA-politikere har en helt anden holdning. Man forsøger altså at give udtryk for, at man har flere holdninger på én gang. Det bliver mildest talt en vanskelig kommunikationsopgave de næste to år, at man i virkeligheden har to modsatrettede holdninger. Det kommer i al fald til at stille store krav til vælgerne med hensyn til at afkode, hvad LA's ministre så i virkeligheden mener. Spørgsmålet er, om den slags politiske udflugter overhovedet vil blive tolereret af regeringspartnerne?

Måske gør man sig i LA nogle forestillinger om, at man vil sidde i regering og opposition på samme tid, ligesom Anders Fogh formulerede Venstres rolle i Schlüters sidste regeringer? Hertil er der at indvende, at netop regeringsgrundlaget har taget højde for, at ”politiske udflugter” er umulige. LA's eneste mulige position er begrænset til at forsvare regeringsgrundlaget morgen, middag og aften. Der er således ikke noget 'men' eller, at man ”som privatperson” mener noget andet end regeringen. For i modsat fald sidder man slet ikke i regeringen.

Det er derfor nok et spørgsmål, om regeringsgrundlaget – og især resultatlisten – vækker helt samme jubel på den liberale ølstue, når Samuelsen om ét år holder oplæg.

I mellemtiden kan man da konstatere, at for Samuelsen gælder, at ”Asiatisk Plads er en messe værd”.

...

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00