Cordua: Har DF erklæret regeringen total krig?

Det elendige forhold mellem VLAK-regeringen og dets støtteparti, Dansk Folkeparti, nåede nye højder op mod regeringens 100 dages jubilæum i denne uge.

Et interview i Berlingske med finansminister Kristian Jensen i forrige uge på avisens foranledning, og på baggrund af de bøger, ministeren har begået, fik endnu engang DF til at gå i selvsving. Finansministeren, der sammen med en hel generation af venstrefolk i sin tid blev vakt af Uffe Ellemann-Jensens begejstring for fri bevægelighed, personlig frihed og globaliseringens muligheder blev således stemplet som ”ultraliberalist” af DF's Martin Henriksen i Berlingske.

Det var formentlig især Jensens forsvar for muslimers ret til at iføre sig de gevandter de selv ønsker, der fik bægeret til at flyde over, og ministeren fik at vide, at ”han ikke havde forstået noget som helst”.  Henriksen, der for nyligt prædikede kirkegang som et effektivt integrationsværktøj, fik undervejs til Berlingske bemærket, at ”liberalismen kan altså ikke hjælpe os med at bevare et frit samfund”. Så bliver forskellen mellem DF og det liberale Venstre næppe tydeligere.

DF's Søren Espersen, der i ugens løb i anden sammenhæng efterlyste flere klare holdninger fra udenrigsminister Anders Samuelsen, brød sig imidlertid heller ikke om de synspunkter, som han kunne læse om i avisen fra Samuelsens forgænger, Kristian Jensen.

Hvorfor flipper DF ud over noget, der må være en fastslået kendsgerning?

Jarl Cordua

”Jeg kan konstatere, at der bliver langet ud efter Dansk Folkeparti. Altså os, som er regeringens eneste støtteparti”, og ”Det er uforståeligt, at man vil sparke til det parti, der holder en i regering”, sagde Espersen efterfølgende.

Læs også: Cordua: Vil boligskatten skille Valentines-parret ad?

Problemet er, at regeringen er kommet i tvivl om, hvad det præcist er DF ønsker for at medvirke til regeringens politik. Er det flere penge til det offentlige? Er det en større ældrecheck? Man ved det ikke.

Jarl Cordua

Det står ikke helt klart, hvad der udløser DF's vrede, men et bud kan være Kristian Jensens profeti i sin bog fra 2003, der dengang forudsagde, at ”jo mere globale og internationale spørgsmål kommer til at præge den danske politiske dagsorden, desto mere vil Venstre og Dansk Folkeparti komme til at stå som repræsentanter for modstående synspunkter” – og at DF "har opbygget en 'dem' og 'os' terminologi mellem de onde, som er dem, der flytter til Danmark og vil have goderne uden at give bidraget, og de gode, som er danskerne, der har bygget samfundet op".

Den profeti må vel med al rimelighed siges at være gået i opfyldelse. Så man må spørge: Hvorfor flipper DF ud over noget, der må være en fastslået kendsgerning?

Analysen af DF's syn på verden kan man heller ikke sige er skudt ved siden af. For DF er udlændinge, især dem af muslimsk tro, der kommer til Danmark, ikke ligefrem en ven, du endnu ikke har mødt.

Det var altså Kristian Jensen som han lød i 2003, gengivet i Berlingskes artikel forleden.

I 2017 i det samme interview siger Jensen: ”I forhold til at finde fælles løsninger er det lykkedes langt bedre, end jeg troede i 2003. Også i Venstre har vi været nødt til at erkende nogle af de udfordringer, der er i dagligdagen. Dér er der en fællesmængde mellem Venstre og Dansk Folkeparti, men i den måde, vi går til det globale, er vi stadig forskellige. Det er vi meget åbne omkring."

Heller ikke ligefrem jordens mest kontroversielle udmelding. Snarere en diplomatisk konstatering af en iøjnefaldende forskellighed. Faktisk er det svært at se, hvad det nøjagtig er i interviewet med Kristian Jensen, der får Dansk Folkeparti til at flippe helt ud? For de egentlige frontalangreb på DF er sværere at få øje på. Og hvis der er nogle, så er de ikke af nyere dato.

Medmindre man selvfølgelig antager, at DF har udviklet sig til en flok forkælede mimoser, der under ledelse af deres kyndige spindoktor, Søren Søndergaard, efter års bearbejdning, har fået hele offentligheden, herunder nogle kommentatorer, til at acceptere det helt urimelige i, at DF i stil med Donald Trump skal have lov til at opføre sig som en flok skabagtige sarte planter, der med en seismisk følsomhed farer op som en trold af en æske, hver gang et eller andet regeringsparti har den frækhed at påpege politiske forskelle i forhold til DF.

Læs også: Cordua: Slagteren fra Herning spidder Projekt Løkke

Før DF's indtræden på den politiske scene, kunne dansk politik ellers godt rumme den slags. Men efter 2001 er det pludselig ikke længere muligt.

Åh jo. Men kunne timingen hos Jensen så ikke have været bedre? Hvorfor provokere DF'erne? Sådan lød det fra nogle af de venstrefolk, der i sidste uge fik DF’ernes repressalier at mærke. De havde deres grunde.

Pludselig blev forhandlinger med regeringen på en lang række områder droppet, eller der blev stillet nye krav under forhandlinger, som ellers blev regnet for at være på plads. Ingen var i tvivl om, at nu skulle Venstre betale prisen for at deres næstformand havde ”sparket” og ”generet” regeringens støtteparti.

I forvejen tales der om, at DF stadig er sure over at ”deres finansminister”, Claus Hjort Frederiksen, er blevet skiftet ud med Kristian Jensen, som altså endnu engang træder i karakter som en politiker, der insisterer på at lufte den klassisk liberale fane, hvilket der fortsat er et stort publikum for i Venstre.

Der er dog også et publikum i Venstre for andre, mere modsatrettede synspunkter, som er knapt så glade for åbne grænser og frit religiøst tøjvalg, og som deler DF's bekymring over yderligere muslimsk indvandring.

I de seneste uger har integrationsminister Inger Støjberg – som i målinger er regeringens mest populære minister – markeret sig med et angreb på ”griske flygtninge”, som hun hævdede spekulerede i velfærdsgoder.

En anden markant venstremand, udlændingeordfører Marcus Knuth, er også kendt for sin bekymring over muslimske gevandters indpas og den sociale kontrol, det hævdes at spille på muslimske pigers valg mht. at gå med tørklæde. Konkret har han luftet tanker om forbud mod tørklæder i skolernes mindre klasser.

I lang tid har Venstre ”gået på to ben” i debatten om mødet med det og de fremmede og kommunikeret begge sæt synspunkter.

Der har længe være en diskussion i Venstre, blandt andet på regeringsmøder og i folketingsgruppen, hvor synspunkterne er blevet tegnet op over for hinanden. Nu er det tilsyneladende blevet klart for flere i Venstre, at tiden er kommet, hvor man må tale sig til rette om ét synspunkt. Det bliver spændende at se, om det kommer til et kompromis, eller om man fortsætter som hidtil.

Kristian Jensen har undervejs i BT (på forsiden onsdag) fået et formanende råd af den såkaldte ”Venstre-kæmpe”, tidligere finansminister Thor Pedersen, der efter års tavshed – og sikkert med BT's mellemkomst – nu opløfter sin røst.

Læs også: Cordua: Giver det blå projekt efterhånden mening?

Han siger det ret åbenlyse, at det er regeringens ansvar at sørge for at der er et godt forhold til det parlamentariske grundlag, dvs. Dansk Folkeparti. Under overskriften ”Vis respekt for DF”, uddyber Pedersen at det indebærer, at man ”aldrig skal sige noget negativt om dem, der støtter en”, og at ”hvis ikke man har forståelse og respekt for et parti, som er helt afgørende for ens regering, så løber man ind i problemer”.

Ja, hvorfor gør regeringen så ikke bare som i 00’erne? Det efterlyser en DF’er som Søren Espersen i øvrigt også. DF’erne må have sparet nogle penge i reklamebudgettet for den BT-forside, som de kun kan have været tilfreds med, fordi en venstremand nu understøtter den dagsorden og præmis, som gennemsyrer hele diskussionen om regeringens 100 dage: Giv nu bare DF det, de vil have!

I 00’erne gav regeringen DF, hvad de ville have. Det var også muligt med en fuld statskasse og med mange muligheder for stramninger på flygtningeområdet. Man slog også hårdt ned på alle, der mente noget liberalt og som kunne genere DF. Resultatet blev Ny Alliance – senere Liberal Alliances fødsel og opblomstring.

Problemet er, at regeringen er kommet i tvivl om, hvad det præcist er DF ønsker for at medvirke til regeringens politik. Er det flere penge til det offentlige? Er det en større ældrecheck? Man ved det ikke.

Man kan spekulere i, om DF vil medvirke til reformer, hvis de får indrømmelser i form af udlændingestramninger. Men sagen er, at området på denne side af konventionerne er ved at være udpint. Det vil ikke blive til meget andet end symbolske stramninger, der næppe vil holde mange flere ude.

Tidligere har DF lagt stemmer til en dagpengereform for mere grænsekontrol. Det blev annulleret efter Thorning-regeringen kom til, men reformen bestod. Det betalte DF en pris for hos vælgerne, med en hidtil uset mindre tilbagegang ved 2011-valget.

Regeringen bakser for tiden med at få EU og medlemslandene til at acceptere en Europol-løsning. Kommer man anstigende med mere symbolsk grænsekontrol, vil det kortslutte de bestræbelser. DF kan være ligeglade, men det er regeringen ikke. Det samme vil formentlig gøre sig gældende, hvis vi begynder at pille ved konventionerne.

I øvrigt er flygtningestrømmen til Danmarks grænser ved at tørre ind som følge af Tysklands flygtningeaftale med Tyrkiet. Det er ikke helt det samme rædselsscenarie, som det var for et år siden.

Så hvad vil DF have i stedet? De vil tilsyneladende ikke være med til reformer. Det har regeringen regnet ud for længst, hvorfor man går meget forsigtigt til værks, hævder regeringen. Det afføder så omvendt kritik fra DF, om at regeringen ikke rokker sig ud af stedet.

Kommentatorer lader vide, at DF ikke bliver inddraget i processen, og når det sker, så er det for sent. Men det afviser regeringen, hvis man spørger den. Her hævder man, at alting går meget langsomt, når man inddrager DF. Måske fordi partiet er handlingslammet på grund af vælgerflugt og mangel på strategi.

Indtil videre er strategien, at DF har erklæret VLAK-regeringen total krig på alle fronter. Man skælder dagligt ud på en minister, især går det ud over LA, men også venstrefolk står for skud. Måske handler det om at slide regeringen op? Det kan omvendt sikkert også have den effekt, at det ryster regeringen sammen.

Liberal Alliance blev født som en reaktion på at al liberal tænkning blev bandlyst i Venstre. Og der ønsker ingen – heller ikke i Venstre – sig hen igen.

Som tingene står, så kan DF med deres daglige angreb på deres egen regering risikere at stå i en situation, hvor de bliver nødt til at vælte regeringen for ikke at blive udstillet som totalt utroværdige. Hvis de altså tør tage det skridt? Det vil næppe få alle de borgerlige vælgere i DF til at klappe i hænderne og belønne partiet ved et nyvalg. Det ligner altså endnu et spil ”chicken”, hvor det bliver spændende at se, hvem der blinker først.

Ud over Thor Pedersen, har den borgerlige kommentator Asger Aamund også fået tynd mave allerede og vil have ”valg” og ny S-regering. Dermed kan DF således allerede notere sig nogle point. Det bliver spændende at se, om strategien holder de næste to år frem.

Og imens kan socialdemokraterne spise popcorn, drikke cola og nyde forestillingen.

.....

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.