Cordua: Hvad mener DF egentlig om EU?

KLUMME: Er Morten Messerschmidts udtalelser om en dansk EU-udmelding andet end en af de sædvanlige prøveballoner, der samtidig skal sandblæse Messerschmidts karriere for rust, Meld og Feld-snavset, funderer Jarl Cordua.

Den indtil videre genopstandne Morten Messerschmidt har meldt sig ind i dansk politik igen.

Traditionen tro for DF’ere benyttede han forleden agurketiden til at fylde de nyhedstørstende medier med nogle opsigtsvækkende standpunkter, der kan forstyrre de ferieramte danskere fra deres afslappede sysler.

Erhvervsavisen Børsen kvitterede mandag med en opsigtsvækkende forside om, at ”Messerschmidt vil trække Danmark ud af EU”, som ifølge DF-politikeren er ”en taberklub”. 

Èn ting er at læse meldingen, som et led i Messerschmidts og hans nye spindoktor Erik Bjørn Møllers forsøg på at iscenesætte den detroniserede politiker i et comeback som folketribun.

Det endnu mere interessante er, om denne melding faktisk er andet og mere end en af de sædvanlige prøveballoner, der samtidig skal sandblæse Messerschmidts karriere for rust, Meld og Feld-snavset og den hele tiden nærværende spekulation om EU's svindelenheds OLAFs endelige konklusioner om Messerschmidts ansvar for DFs kreative sammenblanding af partiets økonomi med betroede EU-midler.   

Man kan også læse meldingen som, at DF med sig selv er i syv sind mht. hvad man skal melde ud mht. EU's fremtid. Hidtil har det været noget fremtidssnak om en folkeafstemning, hvor det står uklart, hvad DF så selv vil anbefale.

Der er dog næppe megen tvivl om, at ganske mange DF-folkevalgte i deres hjerte er fanatiske EU-modstandere. Se bare på den tidehvervske gren af familien Krarup, der glad og gerne teamer op med Vladimir Putin, mens andre sætter deres lid til Donald Trump for at få smadret det EU, som de ser som hovedansvarlig for et projekt, der i deres øjne vil ødelægge nationalstaten. Din fjendes fjende er din ven, kunne man sige. Det er ikke for stærkt at sige, at EU-hadet er flammende i dele af DF.

Hidtil har DF dog dygtigt balanceret mellem to synspunkter, hvor man har nydt godt af at give sig ud for at være et forbund mellem EU-skeptikere og egentlige EU-modstandere. Indtil for relativ nylig var DF vel det eneste parti i blå blok, der husede den hårde EU-skepsis. Det har dog ændret sig. Flere konservative som Rasmus Jarlov flirter tit og ofte med EU-skepsis og der findes flere K-folketingskandidater, der flager med egentlig EU-modstand. Liberal Alliance er også internt splittet i synspunktet, og her er man landet på en platform af mild EU-skepsis, der dog er blødt noget op efter, at Anders Samuelsen er blevet udenrigsminister. 

Den hårde del af den borgerlige EU-modstand fra både Liberal Alliance og Konservative og sikkert også Venstre har samlet sig i partiet Nye Borgerlige, hvor der til at begynde med heller ikke var nogen vaklen i geledderne. Danmark skal helt ud af EU, mener man.  

Både for Nye Borgerlige – og Morten Messerschmidt – er det tilsyneladende Brexit, der er den store ledestjerne. Danmark skal følge briterne ud af EU, hvor man tilsyneladende er overbevist om, at det både vil være en fordel for briterne, og dermed også en attraktiv mulighed for Danmark til sin tid. Derfor mener man, at der vil være et behov for en folkeafstemning, hvor Danmark så kan stemme om et sådan alternativ. Der er så ingen, der ved om Danmark kan få den samme aftale som briterne. Og som bekendt er der heller ingen i Whitehall i London, der ved hvilken aftale, som briterne kan få.

Imidlertid ser det ud til, at danskerne som sådan ikke vurderer en Brexit-aftale og en dansk udmeldelse af EU i kølvandet på det som et særlig attraktivt tilbud. I hvert fald kunne Kantar Gallup præsentere en måling i denne uge i Berlingske, der viser, at 66 procent af danskerne finder EU-samarbejdet ”godt” eller ”særdeles godt”.  I øvrigt en stigning på seks procent i forhold til den samme måling i fjor. Lidt færre – 64 procent – vil forblive i EU. Kun 24 procent, mener at EU-samarbejdet er ”dårligt” eller ”særdeles dårligt”.  

Hvis man bryder tallene ned, så er samtlige 24 procent næppe blå vælgere alle sammen. Formentlig højst kun lidt mere end halvdelen, selv om skepsissen og modstanden mod EU i disse år er på fremmarch i den blå lejr, mens kritikken af EU i den røde lejr omvendt lyder mere afdæmpet. Man må give Messerschmidt og hans kampagnefolk, at de i 2014-valget formåede at samle EU-modstand og skepsis fra både rød og blå lejr i hans person, hvilket førte til at næsten en halv million vælgere stemte på DF ved EP-valget det år. Det var så dengang, at Messerschmidt ”kun” var skeptiker og var lidt valen mht. dansk udmeldelse af EU. 

Hvem skal så ”eje” disse 12-15 procent af blå EU-skeptikere og egentlige modstandere? Det vil Nye Borgerlige naturligvis gerne, og det sætter DF’erne under pres. For hvis man vil helt ud af EU, hvorfor så stemme på DF, der kun kan frembringe en lunken skepsis?

Måske er det i det lys, at man skal se meldingen fra Messerschmidt – og også retsordfører Peter Kofoed Poulsen – om at man helst ser, at Danmark kommer ud af EU? Det er et forsøg på at forsvare en flanke. 

Er det så et eller andet kynisk kalkuleret træk, hvor man siger, hvad man ikke mener? Formentlig ikke. Det er snarere omvendt. Man har gået og puttet med sine holdninger til EU, fordi det var taktisk smartere at lade DF være parti for både den bløde og den hårde EU-modstand. Tidligere målinger har i øvrigt vist, at selv blandt DF-vælgere er der et flertal, der vil forblive i EU. Nu er truslen fra Nye Borgerlige, der er ved at få etableret et brohoved hos vælgerne, så nærværende, at der tilsyneladende er behov for at pudse profilen af. Til en vis grænse forstås. 

Det er sikkert fint, at løjtnanter og brushoveder flager med EU-modstanden og præsenterer lykkelands-alternativer til EU om mange Herrens år, mens det i dag er umuligt at få en klarmelding fra DFs formand Kristian Thulesen Dahl. Børsen kunne i al fald ikke træffe ham for en kommentar, og fra DFs næstformand Søren Espersen, hvis hjerte ellers banker for både gamle England og Brexit, så bliver det også kun til en med egne ord ”krysteragtigt melding” om at nu må man vente og se, og det kommer an på, hvor lækkert et alternativ Brexit-aftalen viser sig at være for Storbritannien. I samme ombæring får Espersen dog sagt til Børsen, at Messerschmidts melding er ”lige efter bogen”. Det må i så fald være DFs spinmanuel, hvor DF’ere siger en helt masse forskelligt sådan, at man favner alle holdninger.

DF ligner efterhånden mere og mere de gamle partier. Man er så bange for at skubbe vælgere fra sig, at man gemmer formanden væk, lader næstformanden tale med uld i mund og så lader brushovederne galpe op i sommervarmen, indtil at sagen fiser ud. Engang var DF dem, der talte i klartekst uden dikkedarer. Det er de så ikke længere. Altså når pressen spørger den håndfuld, der bestemmer alt i det parti.

DF er ved at sande, at EU-sagen ikke længere er en ren vindersag for dem. De er blevet sårbare, fordi den udbredte EU-skepsis i befolkningen med Brexit, Trump og Putin nu har nået en grænse, og at det kan være gået op for flere, at DF-politikerne faktisk er langt mere rabiate i deres EU-modstand end deres vælgere er. Dertil kommer, at DF har fået en alvorlig konkurrent i hardcore-EU-modstanderne i Nye Borgerlige.

Men hvad mener DF egentlig om EU? Alt muligt og ingenting. 

.......

Jarl Cordua er liberal-borgerlig, politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel David Trads: Messerschmidt kammer over i populistisk pladder David Trads: Messerschmidt kammer over i populistisk pladder Næste artikel Flemming Chr. Nielsen: Nationens hykleri om de Flemming Chr. Nielsen: Nationens hykleri om de "pædofile" flygtninge
Mai ville redde de svage – men blev overhalet af virkeligheden

Mai ville redde de svage – men blev overhalet af virkeligheden

PORTRÆT: Mai Mercado blev politiker for at tage hånd om de svage. Nu kan hun se socialpolitikken falde sammen om ørerne på hende med korruption i Socialstyrelsen og aflivning af satspuljen. Og de hjemløse, som hun brænder så stærkt for, vokser i antal. Alligevel er hun stadig optimist.