Cordua: Hvem vinder det næste folketingsvalg?

Det er naturligvis alt for tidligt at spå om, hvem der vinder næste folketingsvalg, men man kan kigge lidt på styrkepositionerne her halvandet til to år inden en sandsynlig valgudskrivelse, som senest sker i maj 2019.

Det forrige valg i juni 2015 var tæt, men ikke i den sydlige del af det danske rige. Her fik blå blok 90 mod rød bloks 85 mandater. I procent 52,3 mod 47,7. Men da det overraskende endte med, at de røde løb med alle fire mandater i Nordatlanten, så endte det med 90-89 og kun med ét mandats favør til de blå.

Siden valget for to år siden har rød blok, med få undtagelser, været i front i samtlige meningsmålinger. I den sidste udgave fra 4. juni af Berlingskes barometermåling, der er et gennemsnit af de fleste målinger, fører rød blok i procent 51,8 mod blå bloks 48,2. Altså en pæn, men ikke komfortabel, føring på 3,2 procentpoint.

Hertil bør man dog bemærke, at der højst sandsynligt vil være et stemmespild i blå blok på cirka knap en procent til Kristendemokraterne og måske yderligere en procent til halvanden, hvis Nye Borgerlige heller ikke kommer ind.

Set i bakspejlet var den champagne, som LA skyllede ned foran kameraerne i efteråret 2015, hvor de i forbindelse med en finanslovsaftale blandt andet fik nedsat registreringsafgiften på dyre biler, nok de politisk dyreste dråber, man kan forestille sig.

Jarl Cordua

Alt andet lige, så ser det rimelig godt ud for rød blok, hvis valget bliver udskrevet i morgen. Desværre for dem, så vil det naturligvis ikke ske, og intet tyder på, at det vil ske inden foråret 2019, medmindre de blå pludselig får en stor opblomstring i vælgeropbakningen.

Dertil kommer den helt banale iagttagelse, at to år i dansk politik er en evighed. Meget, hvis ikke alt, kan ske. Er man i tvivl om det, så skal man bare erindre optakten til 2015-valget, hvor de blå i gennemsnit af målingerne lå markant foran så sent som 24. maj 2015 med 53,7 procent mod de rødes 46,3 procent. 6. juni (to uger efter) var der pludselig dødt løb mellem blokkene, med rød blok kun et mulehår foran.

Vælgerne ved, at de får den strammest mulige flygtningepolitik, hvis de stemmer på et parti i blå blok. En stemme på rød blok skaber alt andet lige usikkerhed om det, selvom Mette Frederiksen vil gøre alt for at garantere, at den usikkerhed er elimineret.

Jarl Cordua

Eller man kan huske tilbage til 2011-valget, hvor de røde i august var langt foran med op mod otte procentpoint, men i september ”kun” vandt med lige under fire procentpoint. Endelig er der det sagnomspundne 1998-valg, hvor de blå to måneder inden valget lå meget pænt foran med over seks procentpoint, men alligevel endte med at blive snydt på målstregen af Nyrup Rasmussens slutspurt.

Set i det historiske lys, bør der være enighed om, at valget langt fra er afgjort, selvom rød bloks ordførere og spindoktorer fester med sig selv på Twitter, hver gang en måling viser pæne røde flertal.

Ting, der taler til fordel for en rød valgsejr

Men hvilke forhold taler for et kommende magtskifte?

Helt åbenbart er der meget langt mellem målinger, der viser blåt flertal. Målingerne viser et ret stabilt billede, og det må med de mange målinger in mente være hinsides usikkerhed. Men det billede kan som bekendt nå at skifte. Mange gange. Og både frem og tilbage.

Det hjælper alt andet lige rød blok, at Løkke er notorisk upopulær langt ind i det blå vælgerkorps. Det viser samtlige målinger, og det er ikke blevet bedre efter at Løkke satte sig i statsministerstolen.

Det er også målbart, at det slider på vælgeropbakningen at sidde i regering. I 2014 skrev professor Peter Kurrild-Klitgaard, at i perioden 1953-2011 tabte danske regeringspartier i gennemsnit 1,8 pcrocent af stemmerne per valg, og i perioden siden 1979 har tabet ligget på netto 2,1 procent.

Hvis nogle måtte indvende, at det da er sket, at et regeringsparti er gået frem ved valgene, så viser det sig, at det faktisk som oftest sker på bekostning af andre partier i samme blok. Det slider at have magt, og vælgerne efterspørger med tiden simpelthen noget nyt.

Det er også åbenbart, at ”shit happens”-effekten stiger med den tid, hvori man har regeringsansvaret. Det siger sig selv, at jo længere tid man sidder i regering, jo mere stiger risikoen, eller hvad man skal kalde det, for at ministre bliver omfattet af visse sager, der forfølger dem.

Den nedsatte skattekommission involverer især en stribe Venstre-ministre. Det er ikke underligt, når Venstre har siddet i regering i 12 af de seneste 16 år. Hvis man derimod ikke sidder i regering, ja så er man fri for den risiko.

Pt. kører sagen med integrationsminister Inger Støjberg (V), der i et samråd har formået at skifte forklaring i forhold til hvad hun tidligere har forklaret Folketinget. Det burde normalt føre til en nærmere undersøgelse mv., men det har et flertal valgt ikke at gøre.

Alt andet lige, så skæmmer den slags sager regeringen, fordi borgerne mister tillid. I Støjberg-sagen er det muligvis lidt mere kompliceret, fordi man i blå blok har haft held til at få sagen til at dreje sig om kampen mod barnebrude frem for, om ministeren gav en instruks om, at myndighederne skulle administrere mod loven.

Det var Dansk Folkeparti, der vandt valget for blå blok i 2015, mens især Venstre og til dels Konservative nedsmeltede. Imidlertid har DF siden tabt en hel del vælgere til rød blok i kølvandet på Messerschmidt-sagen og de sagnomspundne konstruktioner med fond og parti, samt Meld og Feld. Det har betydet, at DF formentlig har haft et fokus på at tilbageerobre gamle vælgere. Det forhold har utvivlsomt også dæmpet lysten til at hjælpe regeringen med upopulære reformer.

Siden valget har der i blå blok været en hidtil uset kævl, strid og ballade, som nok også har baggrund i en intens rivalisering om vælgerne blandt de fire blå partier i Folketinget.

LA og K var indtil de kom i regering på rov efter Venstres vælgere. V er interesseret i at tilbageerobre deres tabte vælgere – især fra DF. Tidligere havde DF og V en arbejdsdeling og hver deres vælger-jagtmarker. Det har de ikke længere. Nu er de rivaler og bejler begge til posten som Danmarks største blå parti. Det skaber mistillid, og derfor har Venstre heller ikke den store lyst til at lade DF kigge dem i kortene som før.

Endelig har der vist sig at være en udtalt uenighed i blå blok, især om den økonomiske politik. DF anerkender simpelthen ikke behovet for reformer, og de vil slet ikke medvirke til, at LA kan skåle i champagne over politiske indrømmelser i form af skattelettelser. Dermed vil de ligne tabere i magtspillet, og dermed også være lette at brændemærke for S som lakajer for LA-segmentet i Whiskeybæltet.

Set i bakspejlet var den champagne, som LA skyllede ned foran kameraerne i efteråret 2015, hvor de i forbindelse med en finanslovsaftale blandt andet fik nedsat registreringsafgiften på dyre biler, nok de politisk dyreste dråber, man kan forestille sig. De stjal også billedet fra DF, hvor ingen kan huske i dag, hvad de dengang fik af indrømmelser.

Rivaliseringen i blå blok ses også ved, at der gives ekstra lang snor til 'free-riders' som den konservative Rasmus Jarlov, der får lov til at præsentere politik, der går stik imod regeringens – og hans eget partis. For eksempel går Jarlov ind for lukning af grænserne og at smide kriminelle ud, selvom hjemlandet ikke vil tage imod dem. (Ingen ved, hvordan det skal ske i praksis, men han kunne jo høre sin egen justitsminister ad?)

LA kører også deres eget løb med den nyskabelse, at ordførere forfægter politik, der ikke er regeringens. Spørgsmålet er, om det generer vælgerne, at der iblandt findes en del modstridende holdninger inden for VLAK-regeringen?

Opkomlingene i Nye Borgerlige har reddet på en bølge af frygt i borgerskabet mod flygtningemasserne. Nu er der kommet meget mere styr på tilstrømningen til Danmark, og måske er det forklaringen på, at man falder under spærregrænsen i de fleste målinger.

Hvis ikke Nye Borgerliges opbakning enten reduceres til ingenting på valgdagen eller til repræsentation på tinge, så bliver det endnu sværere for blå blok at genvinde regeringsmagten. For tiden er det øjensynligt terrorfrygten, der skal hjælpe dem i Folketinget.

Et væsentligt aktiv er også, at oppositionens leder, Mette Frederiksen, i alle målinger er forholdsvis populær blandt vælgerne. Hun og hendes parti er gået fri af sager og skandaler, og der er historisk ro i Socialdemokratiet, som det ikke er set i årtier.

Ting, der taler til fordel for blå blok

Blå bloks trumfkort de seneste mange valg er, at man (formentlig) stadig – samlet set – nyder mest troværdighed i udlændingepolitikken.

Blå blok er splittet i mange spørgsmål, men ikke i flygtningepolitikken. Vælgerne ved, at de får den strammest mulige flygtningepolitik, hvis de stemmer på et parti i blå blok. En stemme på rød blok skaber alt andet lige usikkerhed om det, selvom Mette Frederiksen vil gøre alt for at garantere, at den usikkerhed er elimineret.

For i den øvrige røde blok står i al fald tre partier og insisterer på et skifte. Og forrest og højest råber de Radikale, som historisk set altid har fået politiske indrømmelser for at pege på S. Hvorfor skulle det ikke også ske efter en kommende valgsejr? Det bliver svært for Mette Frederiksen at forklare, og resultatet er en tydelig splittelse i rød blok, hvor man dybest set ikke er enige om meget andet end at Lars Løkke ikke skal være statsminister.

I forvejen præsenteres vælgerne for en politisk set total splittet rød blok, der hver og hver anden dag opstiller ”ultimative” krav til Mette F. for at vælge hende som statsminister. Er det en sti, som man vil fortsætte på i valgkampen, så er det nok tvivlsomt, om rød bloks vælgeropbakning ser lige så pæn ud, når vi nærmer os valgdagen.

De blå kan disponere over en fyldt pengekasse, da statsfinanserne bugner. Det ville være mærkeligt, hvis det ikke bliver omsat til en gavmild kombination af skattelettelser og velfærdsforbedringer, sådan at vælgerne kan mærke det om to år, når de skal til valg. Det vil vise sig, hvordan de blå fordeler rovet til efteråret, hvor S naturligvis ikke får lov at være med til den fest.

Generelt peger økonomerne på en stærk økonomi med både lav arbejdsløshed og høj beskæftigelse. Vil midtervælgerne, hvis de altså selv føler, at det faktisk går udmærket i Danmark, gamble med det om to år – også selvom Løkke ikke lige er deres kop te?

Endelig må man formode, at de blå partier – ligesom de har gjort ved de tidligere valg – inden valgkampen går i gang og samler sig, og begynder at rette kanonen mod Mette Frederiksen.

Måske var det forstadierne til netop det, som vi var vidne til, da DF-formand Kristian Thulesen Dahl i sin tale grundlovsdag prikkede til Mette Frederiksen for, at S bør frigøre sig fra partier i rød blok og dermed sit parlamentariske grundlag, når det kommer til udlændingepolitikken?

Måske var det afsættet til, at den store romance mellem DF og S ophører, sådan at blå blok kan lave politiske aftaler i efteråret, og at man kan samle sig frem mod det kommende valg, hvor alt igen tyder på, at DF igen peger på Lars Løkke Rasmussen som deres statsministerkandidat?

Endelig vil det overraske mig meget, hvis Mette Frederiksen vil gå over i historien som den mindst gennemlyste og hidtil mest fnugfri socialdemokratiske statsministerkandidat. Hun vil naturligvis få den samme behandling som alle mulige andre statsministerkandidater og blive gennemtestet af landets medier, sådan som vi tidligere har set det med Helle Thorning-Schmidt og ikke mindst Lars Løkke Rasmussen.

Så hvem vinder næste folketingsvalg? Det kan ingen vide med sikkerhed. For mig at se er det stadig helt åbent.

......

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator, fast klummeskribent på Altinget og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.