Cordua: LA er DF's nye boksebold

Vi er mere end halvvejs i valgperioden, og dermed er der cirka halvandet år til det kommende folketingsvalg, som formentlig vil finde sted engang i første kvartal 2019 for ikke at kollidere med europaparlamentsvalget i juni 2019. Erfaringsmæssigt er det tidsrum, hvor man kan vedtage større politiske reformer ved at lukke, hvorefter politik går ind i en fase med evig positionering frem mod et kommende folketingsvalg.

Spørgsmålet er, om det punkt allerede blev passeret sidste efterår, da det, i meningsmålinger trængte DF, konsekvent afviste topskattelettelser. Eller skete det i foråret, da både DF og S nægtede at medvirke til en pensionsreform?

På den anden side medvirkede begge parter til en boligskattereform, som dermed ser ud til at blive den sidste store aftale, i al fald når det kommer til reformer, der griber markant ind i vælgernes privatøkonomi. Der udestår dog stadig muligheder for store og brede politiske aftaler, blandt andet når det gælder forsvaret og medierne, men det er næppe noget, der flytter stemmer mellem blokkene.

I tidligere tider kunne stærke regeringer få deres parlamentariske grundlag med på store reformer, hvis der kom indrømmelser den anden vej. Det var endda også muligt med DF i 00’erne, hvor VK-regeringen havde succes med ”de små skridts politik”, hvor man lod DF få æren for velfærdsforbedringer, mens man især i Venstre i relativ stilhed fejrede de borgerlige triumfer.

Hvis LA ikke står fast på kravet om topskattelettelser nu, har vi ingen eksistensberettigelse som liberalt parti.

Anders Samuelsen
Partileder, LA og udenrigsminister

Når Konservative med formand Bendt Bendtsen slog i bordet og krævede skattelettelser, så var man på kollisionskurs med DF, der dels betalte tilbage med ydmygelser af konservative ministre og yderligere krav ved finanslovsforhandlingerne.

Det var dengang tv-kameraerne altid fangede den travle DF-finanslovsordfører Kristian Thulesen Dahl ved indgangen til Finansministeriet, som konsekvent kom for sent til forhandlingerne med den tykke udgave af finanslovsforslaget under armen med de mange gule lapper, der indikerede flittig læsning og ekstrem forberedelse.

Tilsyneladende er LA's eksistensberettigelse nu bundet op på helt andre skattelettelser. Nemlig i bunden.

Jarl Cordua

I virkeligheden, forlyder det, var de gule lapper sat ind tilfældige steder af hans sekretær, og travlheden skyldes en (selv)bevidst selviscenesættelse til ære for pressen, samt tjente et formål som ren magtdemonstration over for de ventende forhandlere, der dermed blev mindet om, at forhandlinger altså først begynder, når DF's forhandler har sat sig ved bordet.

I disse tider har LA overtaget K's tidligere rolle som DF's foretrukne boksebold. Enhver politisk ydmygelse af det tidligere så storskrydende LA får DF's magt til at stråle. Det er dog mest en magt, der handler om at sige nej. Der er for eksempel ikke ret mange, der ved, hvad DF's økonomiske politik går ud på. Det er formentlig heller ikke et tema, der optager sindene hos DF's vælgere eller politiske organisation, i diametral modsætning til LA's bagland, hvor behovet for vækst og især økonomiske reformer er totalt dominerende.

I denne uge opgav LA så håbet om at få topskattelettelser gennemført, fordi man indså, at DF ikke vil være med, uanset hvilke anstrengelser Anders Samuelsen og co. ville have gjort sig i forhandlinger. Forslaget bliver ikke en gang stillet af regeringen.

Siden har pressen og alle kritikere haft en fest med at rive partileder Samuelsen i næsen med den lange perlerække af kække udsagn gennem tiderne om, hvordan han med stålsatte øjne, vilje og håndfaste argumenter sagtens ville kunne lykkes med det ædle forehavende at overtale DF til at lægge stemmer til topskattelettelser. Den sag, som VK var mislykkedes med og ifølge LA på ynkelig vis havde opgivet, det ville ordne sig, når Stål-Anders og hans raske svende kom til. Som det hed i valgannoncerne i sin tid: ”Giv os 10 mandater, og så genindfører vi fornuften i dansk politik.”

I den store buket af kække budskaber er der især ét, som jeg har hæftet mig ved: »Hvis LA ikke står fast på kravet om topskattelettelser nu, har vi ingen eksistensberettigelse som liberalt parti.” Sådan definerede Anders Samuelsen selv LA’s raison d'être 27. august 2016 i Berlingske.

Nu knapt et år efter, så er topskattelettelser alligevel ikke – må man formode – ensbetydende med selve LA's eksistensberettigelse. Men hvad er det så? Og hvis udsagnet skal tages for pålydende: Hvorfor lukker LA så ikke bare butikken og lader folketingsgruppens medlemmer melde sig ind hos enten V eller K?

Eller handlede hele øvelsen bare om, at LA's toppolitikere gerne ville have ministertaburetter, og så skulle befolkningen undervejs lægge øre til en masse kækt øregas og floskler, som alligevel ingen gang på jorden havde? Vil opgivelsen af topskattelettelserne bringe LA tættere på den sagnomspundne ”10-procentsfest”, som LA's mangeårige velynder Lars Seier Christensen så længe har spået var lige om hjørnet, som var der tale om Messias’ komme?

Tilsyneladende er LA's eksistensberettigelse nu bundet op på helt andre skattelettelser. Nemlig i bunden. Og dertil kommer en sænkning af registreringsafgifter på biler. Det er to områder, hvor DF allerede har signaleret, at der vil man gerne være med i. Både K og V har hele tiden haft skattelettelser på programmet, og især V gik til valg på en sænkning af bundskatten, der desværre har det problem, at manøvren er dyr for statsfinanserne sammenlignet med en sænkning af topskatten. Det ligner under alle omstændigheder ikke en LA-mærkesag.

Det er forslaget om en sænkning af registreringsafgifterne i højere grad. Spørgsmålet er dog, om det ender med en model ligesom sidst, der især fik sænket de dyrere biler, hvor LA siden skålede i billig, sød, italiensk mousserende vin for rullende TV 2-kameraer.

Noget tyder på, at DF også her foretrækker en model, der ikke entydigt forgylder de dyreste biler, selvom de beskattes langt hårdere end de billigere biler. I stedet skal modellen afspejle miljøbelastning og sikkerhed, siger DF's nuværende finansordfører, René Christensen, der stille og roligt er ved at overtage LA's mærkesag, hvilket bare understreger, at DF kynisk satser på at tage alle stik hjem, uden at LA kan røre en finger.

Under alle omstændigheder må man formode, at LA har lært at fejre deres eventuelle politiske sejre i stilhed og overlade rampelyset til DF, når en finanslovsaftale er kommet i hus. Det er den pris, LA betaler for at sidde på ministertaburetterne, hvilket åbenbart er sivet ind i LA's folketingsgruppe.

Spørgsmålet er, om det så bliver accepteret af det bagland, som Samuelsen og co. selv har hidset op til at tro, at politik blot er et spørgsmål om de bedste argumenter, kækhed, frækhed og tilpas meget stædighed?

Bevares, man kan da nå langt ad den vej, for det har LA rent faktisk bevist. Men nu er man med den hidtidige strategi gået helt på grund og skal derfor finde en anden vej, hvis man faktisk vil have sin politik gennemført med DF's stemmer. Og det ligner den vej, som VK for længst er slået ind på.

Det er sikkert også derfor, at LA i denne uge signalerer andre politiske forslag, som man står alene med i blå blok, men som heller ikke bliver til noget. For eksempel at bekæmpe bandeproblemerne ved at foreslå afkriminalisering af hash. Det er ikke ligefrem, fordi vælgerne slås med forbavselse og beundring over LA-mærkesager, der i denne tid bliver til egentlig politik.

Alligevel er opgivelsen af topskattelettelser en sag, der på forunderlig vis hjælper det borgerlige projekt videre mod den samling, der bliver nødvendig, hvis blå blok skal vinde det næste folketingsvalg.

I denne uge viste en enkelt Gallup-måling, at en komfortabel blå valgsejr faktisk er inden for rækkevidde. Andre målinger viser dog rødt flertal, men fælles for dem alle er, at der tilsyneladende er relativt dødt løb mellem blokkene. Spørgsmålet er, hvem det er til mest gavn for?

Det store og langvarige skisma mellem DF og de borgerlige i behovet for økonomiske reformer burde have givet Mette Frederiksen og S et stort rygstød fremad. Det er der dog intet i målingerne, der viser.

Desuden er rød blok mindst lige så splittet politisk, hvor der heller ikke er antydningen af noget politisk projekt, lige bortset fra projektet med, at man vil af med Lars Løkke. Det har man i store træk allerede forstået på den måde, at DF sådan set allerede har bremset for store dele af hans politik, så hvad er det egentlig man får ved at stemme på S?

Det ligner derfor en ren blå finanslov med indrømmelser til alle regeringspartier i dølgsmål, men hvor DF's sejre er synlige. I så fald bliver det et flashback tilbage til de økonomiske gunstige 00’ere, som DF’erne selv synes var en guldalder, hvorimod LA har udlagt det som tiden, hvor det liberale projekt blev forrådt. Det bliver derfor spændende at se, om LA nu også må opgive deres egen historieskrivning og fortællingen om, hvorfor de blev til.

---------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator, fast klummeskribent på Altinget og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.