Cordua: LA-kvinder kom bedst fra start

Liberal Alliance har som bekendt brandet sig på en stålblå liberal politik, hvor de to frontfigurer Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll har betjent sig af en frygtløs macho-retorik om, at de var de sejeste i dansk politik og alle kunne bare komme an.

Det så man ikke mindst under valgkampen i 2015, hvor vælgerne blev lovet, at lige så snart LA fik de nødvendige afgørende 10 mandater, ja så kom der helt andre boller på suppen. Så blev der taget fat og problemerne løst uden forbehold. Næsten hele 2016 gik således med trusler om at vælte regeringen, hvis ikke der kom topskattelettelser, der dengang udgjorde forskellen på succes eller total fiasko for partiet.

Sådan gik det som bekendt ikke, for i stedet udskiftede LA i november løftet om topskattelettelserne, som med søvngængeragtig sikkerhed ville komme til jul, med ministertaburetter. Også selvom Samuelsen havde erklæret, at det aldrig nogensinde havde været hans drøm at køre i en fin ministerbil. Det kunne andre gøre, blot så længe at LA fik al indflydelsen, som det med vanlig kækhed lød.

Juryen er endnu ude med hensyn til at vurdere, om LA så har fået al den indflydelse, som man forsikrede vælgerne at man ville få. Man kan i al fald se det i regeringsgrundlaget, mens LA-indflydelsen ikke står knivskarpt vurderet på den gennemførte eller fremsatte politik efter kun små fire måneder. Alle ved også hvorfor. Der har aldrig været et liberalt flertal i Folketinget for LA's politik, og i meningsmålingerne er der foreløbigt ingen udsigt til, at der åbenbarer sig et flertal. Snarere tværtimod.

Klarest og stærkest blandt LA’s ministre fremstår kirke- og kulturminister Mette Bock, der beskrives som en driftsikker, robust, vedholdende og markant minister.

Jarl Cordua

Troværdigheden i LA-folkets vedvarende selvsikre bebudelser om ”10 procent-festens” snarlige komme i anledning af den pludselige tilsynekomst af tocifrede procenttal i meningsmåingerne, har hidtil kun vist sig en anelse mere sandsynlig end Jehovas Vidners gentagne forsikringer om et snarligt Harmagedon. Med andre ord har Saxo Bank-ejeren og den generøse sponsor af 10-procent-festen, Lars Seier Christensen, hidtil kunnet lade svinelæderet forblive i baglommen, da festen foreløbig ligner et fata morgana. I det seneste gennemsnit for Berlingske Barometer ligger LA lige under seks procent og altså halvandet procent under valgresultatet.

Det er på den anden side heller ingen katastrofe. Vælgerne er ikke løbet skrigende bort efter at LA har påtaget sig et regeringsansvar. Flere af LA's ministre har også fået at mærke, at der er forskel på rollen som ideologisk reformparti og at være loyal regeringspartner i en mindretalsregering.

”Det ejegode blå menneske” skulle destrueres for enhver pris, så det røde monopol på omsorgsfuldheden kunne generobres.

Jarl Cordua

Da LA's ministre tiltrådte, skete det naturligvis med de sædvanlige kække bemærkninger. Mest iøjnefaldende var Anders Samuelsens, der i flere tiltrædelsesinterviews kunne konstatere, at han muligvis var den fagligt mest kompetente person, der nogensinde havde siddet i udenrigsministerstolen.

Udsagnet, som umiddelbart lød som storhedsvanvid ude af kontrol, er måske ikke helt ved siden af, da Samuelsen rent faktisk har beskæftiget sig med udenrigspolitik før, blandt andet som medlem af Europa-Parlamentet. Problemet er dog, at det svært at se efter 100 dage. Meldingerne fra Borgen går på en minister, der er meget afhængig af embedsmænd og som læser op af papirerne under udvalgsmøderne og i spørgetiden i folketingssalen – når han altså ellers har fat i de rigtige papirer.

En pinlig situation i folketingssalen risikerer at blive billedet af en minister, der ikke har styr på sine sager. På den anden side kan man næppe forlange, at Samuelsen er inde i det ret så omfattende stof på kun 100 dage. Han har heller ikke formået at ændre dansk udenrigspolitik, hvad mange nok er glade for: Danmark støtter fortsat USA i sikkerhedspolitikken, Tyskland i handelspolitikken mv. i EU, og man stryger Kina med hårene. Det er der ikke ændret en tøddel på.

Se mere: Derfor genbrugte jeg Lidegaards tale

Men derfor kunne Samuelsen godt være lykkedes med at få fyldt pladsen bedre ud og måske forsøgt at skabe en illusion om, at det er ”farmand”, der bestemmer på Asiatisk Plads. Især når man er leder af et reformparti, der har slået sig op på at være anderledes end forgængerne. Det er svært at få øje på, at det er sket her. Tværtimod virker Samuelsen som en mand, der er blevet syltet ind i maskinen og som er ved at forsvinde fra den hjemlige politiske debat.

Han skal i øvrigt have ros for at have indkaldt den tyrkiske ambassadør til møde i Udenrigsministeriet og fortælle tyrkerne, hvordan vi ser på landets præsidents udgydelser mod Vesten. Selvom dansk kritik næppe gør noget indtryk på Sultan Erdogan hjemme i Ankara.

Og så vil jeg gerne bringe en efterlysning! Er der nogen, der har set økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll? Hvor er han henne i den hjemlige debat om dansk økonomi og behovet for reformer? Kan nogen huske noget han har sagt, ment eller foreslået?

Anders Samuelsen skulle ifølge LA være den nye Uffe Ellemann i udenrigspolitikken, mens Ammitzbøll udfylder rollen som Anders Fogh i den hjemlige politik, ligesom man så det med Venstres power-team tilbage i 90’erne.

Ammitzbøll skal til at komme op i gear, hvis ikke LA skal blive til grin for ikke at kunne leve op til den selvformulerede ambition om at være 10’erens svar på 90’ernes succesfulde duo. Ammitzbøll er indtil videre den største skuffelse blandt LA's ministre, mest fordi forventningerne har været store.

Ole Birk Olesens første ministertid er velbeskrevet. Alle kan se hvad hans problem er, givet de forhold som er budt ham.

LA's transportminister skal lægge det ideologiske principrytteri på hylden og forhandle på den gammeldags facon, hvor det ikke nødvendigvis er strengt saglige forhold, eller gode argumenter, der vinder hver gang. Og det betyder nok også, at Olesen skal ”prostituere sig selv” en smule og forsøge at skabe en social atmosfære blandt ordførerne og dermed et rum af tillid, der kan smidiggøre kommende forhandlinger.

Problemet er, at den slags usaglige aktiviteter er netop det i politik, som Birk Olesen gennem hele sin karriere har væmmedes mest ved og gerne har tordnet imod. Spørgsmålet er, om han med sig selv kan overkomme det? Man vil se det, før man tror det.

Stormløbet mod Birk Olesen ses også i avisernes i reglen noget tvivlsomme popularitetsmålinger af ministre. Han skraber næsten bunden, om end skaden ikke står helt mål med ældreminister Thyra Frank, hvis troværdighed som ”godt menneske og omsorgsfuld plejehjemsbestyrer” har været målet for oppositionen. ”Det ejegode blå menneske” skulle destrueres for enhver pris, så det røde monopol på omsorgsfuldheden kunne generobres.

I begyndelsen gjaldt det så det fejrede, mytiske, frederiksbergske plejehjem Lotte, en oase af latter, livslyst og omsorg uden snerrende bureaukratiske bånd. Dernæst var det et velbjærget, overflods-friplejehjem fyldt med ekstra ressourcer, for så til sidst at være en mellemting, alt afhængig af hvilke tal man abonnerer på.

Læs mere: Thyra Franks plejehjem fik ikke flere penge

Den hårde kritik af Thyra Frank har nok lært hende, hvor hård en arena politik kan være. Spørgsmålet man kan stille sig selv er, om Frank er tilstrækkelig robust til at stå kritikken imod og komme tilbage som det offensive kort, hun var tiltænkt?

Yderligere må man spørge sig selv, hvorfor Sundhedsministeriet ikke hurtigt hjalp Frank med at finde de tal frem, som Radio24syv fik tilvejebragt, der viste, at Lotte ikke fik flere midler end alle andre plejehjem? Der er nogle embedsmænd, der har svigtet og prisgivet deres minister. Den slags bemærkes.

Man kan også spørge sig selv, om socialdemokraten Astrid Krag så godt ud i rollen som hæmningsløs heksejæger mod Thyra Frank? Det er næppe en facon, der gør hende særligt populær blandt vælgerne, og skulle hun blive minister igen, så kan hun roligt regne med, at der ikke findes nogen nåde hos de borgerlige, den dag hun selv havner i fedtefadet.

Undervisningsminister Merete Riisager er blandt de LA-ministre, der har haft en rimelig succes i jobbet. Ministeren kender sit stof til fingerspidserne og forekommer at være pænt synlig og brænder igennem – også med markante meninger, selvom hun er bundet af regeringsgrundlaget.

Riisagers største og meget synlige problem er, at hun administrerer den folkeskolereform, som hun ellers har tordnet imod i årevis. Det skaber selvsagt en del utryghed i forligskredsen, hvor ministeren kæmper med at skabe tillid.

Hun har også måttet acceptere en anden politik, der tidligere bød hende umiddelbart imod, nemlig den klageinstans mod mobning, som regeringen har foreslået. Det skal ikke skygge for, at ministerens profil stadig fremstår skarp. Ingen er i tvivl om, hvad hun mener.

Læs mere: Flertal vil nøjes med midlertidig mobbeinstans

Klarest og stærkest blandt LA’s ministre fremstår kirke- og kulturminister Mette Bock, der beskrives som en driftsikker, robust, vedholdende og markant minister, der har vist sig benhård i de interne forhandlinger, der pågår regeringen. Det er tydeligt, at hun har erfaring med magtspillet og selv går til stålet for at få maksimal indflydelse.

Bock formår også at sætte dagsordner og være synlig i den standende debat om de statsstøttede medier, ikke mindst når det gælder fremtiden for DR, der indgår i det medieforlig, der skal forhandles til efteråret. Hun er klart den LA-minister, der har klaret de første 100 dage bedst. Hendes kolleger har noget at lære der.

Så i det noget macho-prægede LA, ja der er det indtil videre kvinderne, der rykker. De er i al fald kommet klart bedst fra start.

......

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.