Kommentar af 
Jarl Cordua

Cordua: Tragedien om Den Lemmeløse Ridder Anders og Ufejlbarlige Kristian

KOMMENTAR: Altid ansvarsfri DF ville ikke tages for givet af LA's hanekyllinger og havde heller ingen interesse i at fremstille regeringen og Venstre – deres største rival i blå blok – som en succes. Derfor endte forhandlingerne i et endeligt sammenbrud, skriver Jarl Cordua.

<b>BAGLÅS:</b> Var LA's utidige voldsomme insisteren på politiske indrømmelser en medvirkende årsag til, at DF gik i baglås, funderer Jarl Cordua.
BAGLÅS: Var LA's utidige voldsomme insisteren på politiske indrømmelser en medvirkende årsag til, at DF gik i baglås, funderer Jarl Cordua.Foto: Polfoto
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Onsdag over middag på Christiansborg trak statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stikket på den krise, der var ved at tage livet af regeringen før jul, og som så ud til at ville fortsætte i mange måneder frem uden udsigt til en løsning.

Regeringen dropper hovedparten af sine forslag om skattesænkninger i bunden af indkomstskalaen og afliver samtidig Dansk Folkepartis krav om et paradigmeskifte i udlændingepolitikken.

Der var med Løkkes ord på pressemødet nu sket en ”afkobling”, som betyder, at bordet nu er ryddet for både en stor aftale om ”historiske skattelettelser” og et ”paradigmeskifte” i udlændingepolitikken.

Løkkes beslutning følger af de interne drøftelser, som regeringens Koordinationsudvalg, hvor alle partiledere og centrale folk i regeringen sidder med, havde på statsministerens residens Marienborg mandag aften. Umiddelbart en klog beslutning midt i det, som kun kan betegnes som et gigantisk politisk nederlag for regeringen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Søren J. Damm, debatredaktør.

DF's skattepolitik i 2018 er blevet negationen af Fremskridtspartiets og generelt borgerlig skattepolitik.

Jarl Cordua

Hvorfor fik regeringen ikke sine forslag om skattesænkninger igennem?

Dansk Folkeparti var simpelthen ikke enig i forslaget. Det lyder banalt, men til trods for at Thulesen Dahl har signaleret, at han godt kunne være med til skattesænkninger i bunden, så står det nu tydeligt for alle, at det ikke er DF's politik at sænke skatterne.

Udlændingepolitikken er udpint jord. Problemet er dermed, at regeringen er ved at løbe tør for den eneste politiske valuta, som DF handler i.

Jarl Cordua

Regeringen havde ellers gjort, hvad den kunne for at skræddersy et skatteforslag, hvor topskattelettelser var skrællet bort, og som især kom de lavestlønnede til gode. Noget, som nok kunne forsvares, når de forventede angreb på DF satte ind. Det hjalp ingenting.

DF's skattepolitik i 2018 er blevet negationen af Fremskridtspartiets og generelt borgerlig skattepolitik. Dele af Thulesen Dahls entourage i DF er folk fra hans fortid som formand for Fremskridtspartiets Ungdom (FPU), hvor skattesænkninger ellers var en mærkesag. Blandt de gamle FPU'ere er for eksempel MF (DF) Hans Kristian Skibby, som på Twitter i går i triumf fejrede, at det nu stod fast, at skattelettelser ikke blev til noget.

De krav, som Dansk Folkeparti til sidst stillede for at gå med på en skatteaftale, var uspiselige for regeringen af flere grunde. De var for upræcist formulerede til, at man på kort sigt kunne forberede holdbar lovgivning, som ikke bare kunne holde i byretten, men også til sin tid i Højesteret.

Flere af forslagene lå formentlig hinsides de flygtningekonventioner, som regeringen ikke har tænkt sig at tage et opgør med på egen hånd, men vil forsøge at ændre via diverse samarbejdsorganisationer.

Andre forslag, der for eksempel vil forhindre flygtninge i at arbejde, var på direkte kollisionskurs med regeringens politik, blandt andet den IGU-uddannelse for flygtninge, som regeringen har sat på skinner efter forhandlinger med LO og DA.

I modsætning til regeringen har DF ikke et hensyn af tage til tidligere indgående aftaler eller til at kræve lovgivning, som strider mod landets lovgivning mv. Thulesen Dahl bestilte simpelthen en ny udlændingepolitik, hvor han overlader det til regeringen at udrede regningen med domstole, sit skeptiske bagland og arbejdsmarkedets parter. Det nægtede regeringen. 

Dermed er situationen fundamentalt forskellig fra 00’erne, hvor DF og VK-regeringen igennem 10 år styrede landet med politiske aftaler, hvor alle parter fik det, de ville have.

Forskellen dengang i forhold til nu er, at DF i gamle dage altid bad om politiske indrømmelser, som regeringen var i stand til at levere. Men nu findes der ikke mange stramninger tilbage – på denne side af konventionerne – som regeringen kan levere. Udlændingepolitikken er udpint jord. Problemet er dermed, at regeringen er ved at løbe tør for den eneste politiske valuta, som DF handler i, hvis der skal lægges stemmer til reformer med videre.

Nu beder DF regeringen om indrømmelser, som den af flere grunde ikke kan levere. Og DF har ikke udviklet anden politik på andre områder, hvor regeringen kunne komme med alternative indrømmelser.

I DF's optik er det dog kun udlændingepolitik, der tæller. Formentlig fordi DF's egen analyse er, at yderligere markante udlændingepolitiske stramninger er det eneste effektive område, der får vælgerne ind i folden hos DF. Trods sammenbruddet kan DF fortsat forfægte strammere udlændingepolitik hinsides regeringens røde linjer i konkurrence med rivalerne i Nye Borgerlige.

Udlændingepolitikken og en stærk, professionel og disciplineret ledelse har været opskriften på DF's vælgersucces. Det har sammen med Venstres ledelsesmæssige kollaps været årsagen til, at DF i dag er blevet landets næststørste parti og blå bloks største. Det har så også gjort, at alliancen med Venstre lider under, at de to partier pludselig er blevet rivaler, der kæmper om de samme vælgere.

Venstre har en ambition om igen at blive det største blå parti og vinde vælgerne tilbage igen. DF derimod har naturligvis ikke tænkt sig at vige pladsen frivilligt. DF har derfor ingen interesse i at fremstille Venstre-toppen som succesfulde politikere eller hjælpe dem eller regeringen til succes uden at tage sig ekstra godt betalt.

I en anden tid anerkendte DF under Pia Kjærsgaards ledelse trods alt, at Anders Fogh og Venstre havde et lederskab, og man veg tilbage for at bagtale manden i pressen. Det sker slet ikke nu, for eksempel i forhold til finansminister Kristian Jensen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, som Thulesen Dahl har en langsigtet interesse i at udstille som en nybegynder i stil med Bambi på glatis, mens Lars Løkke – alt efter situationen – fremstilles som enten det eneste håb, eller som komplet uduelig uden styr på tingene. Senest med anonyme udtalelser i dag. Går det galt, så er det som bekendt aldrig DF, der har dummet sig. Det er naturligvis helt og alene regeringens skyld, da den sidder med ansvaret. Noget, som det største parti i blå blok, DF ikke påtager sig. 

Kunne både Jensen og Løkke på forhånd have forudset, at DF's krav var så uoverstigelige, at det ikke kunne ende med et kompromis? Måske. Men regeringen havde næppe fået points for ikke at have forsøgt at forhandle en aftale med dets støtteparti, som man ellers har mange års erfaringer med som konstruktive og til salg for den rette politiske pris.

Lyttede regeringen ikke til DF? Det mener den selv. Det er i al fald dens egen oplevelse, at alle forslag, der ikke ligefrem kolliderede med central lovgivning og tidligere aftaler, blev honoreret for dog så meget hurtigt at blive afløst af nye forslag. En udvikling, der i øvrigt tog fart efter DF's valgnederlag i november. 

Nogle mener, at LA's utidige voldsomme insisteren på politiske indrømmelser, hvor udenrigsminister Anders Samuelsen allerede i august for andet år i træk garanterede skattelettelser til jul, har været en medvirkende årsag til, at DF gik i baglås og derfor ikke ville være med, simpelthen fordi DF ikke vil tages for givet af de kække skrålende hanekyllinger i LA. Det lyder sandsynligt, men om det ville have ændret forhandlingerne og deres udfald denne gang er umuligt at få klarlagt.

Det er i al fald nemt for enhver at få øje på DF's indflydelse, når det gælder om at få udstillet LA's magtesløshed over ikke at kunne få sine centrale mærkesager om skattesænkninger gennemført.

Hvad får dette endelige sammenbrud af betydning for samarbejdet i blå blok?

Umiddelbart er det store drama i foråret nu aflyst, hvor regeringen har taget skattedelen af bordet og nøjes med en lille pakke, der handler om at udmønte skattelettelser på 3,5 milliarder kroner, som Thulesen Dahl trods alt har nikket ja til.

Der ligger ellers ikke nogen knaster, som vil kunne true regeringens liv. Der vil blive indgået to store brede aftaler om forsvaret og mediestøtten her i foråret plus en energireform, der skal gøre noget ved de høje elafgifter.

Regeringen kan køre videre frem til efteråret, hvor spillet om finansloven begynder igen. Man kunne formode, at alle partier i blå blok til den tid lander en finanslov, hvor man fremstår samlet, men spørgsmålet er, hvor langt regeringens tillid rækker til Kristian Thulesen Dahl, som de oplever som direkte upålidelig. Det vil nok være klogt af regeringen, ikke at udstede nogle forhåndsgarantier til vælgerne. Herefter handler alt om valgkamp.

Spørgsmålet er, hvad LA drager af konsekvenser af forløbet? Den strategi, som man har påstået i årevis om, at man på en eller anden måde kunne true sig til topskattelettelser, ligger nu helt i ruiner. Nu ”kører man i ministerbiler” og ”sidder på taburetter” ligesom VK og spiller fuldstændig efter de samme regler, som man ellers tidligere nægtede at anerkende.

Undervejs har man blameret sig selv ved at true med at stemme sin egen finanslov ned. Hvad LA's vælgere mener om alt det, er endnu uvist. Der er indtil videre kun enkelte røster i baglandet, der mener, at LA bør udtræde af regeringen.

Imens må offentligheden lægge ører til den stadigt mere utroværdige udenrigsminister Anders Samuelsen udrede sammenbruddet om skattesænkningerne i den sædvanlige påtagede selvsikkre stil, der giver mindelser til Monty Pythons lemmeløse ridder, hvor udsigten til den lille skattepakke fremstilles som en pludselig sejr i det nye år.  

Gad vide, hvor længe LA-baglandet vil spise sig af med den slags fis i en hornlygte? Det bliver spændende at se om LA's kommende landsmøde hen på foråret bliver en klappekage-partikongres i en halvreligiøs sekt, eller om baglandet reagerer som i et normalt politisk parti og højlydt stiller LA's ledelse til ansvar for deres kostelige fadæser den seneste tid, der både har gjort dem selv og deres parti til grin. 

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig, politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

0:000:00