Cordua: Venstres storhed og fald

En tidlig aften i september 1987 var en lille håndfuld bornholmske VU’ere samlet i lokalforeningen i Rønne for at fejre Venstres uundgåelige valgsejr. Den lokale Venstre-avis Bornholms Tidende kom i god tid forbi og tog billedet af de sejrsikre VU’ere. Og blandt disse håbefulde var den, der skriver disse linjer, samt den senere justitsminister Søren Pind. Vi var euforiske og sejrssikre som hos al glødende ungdom. Men som det ofte går med politisk aktivisme, så var mængden af flid, håb og afsavn ikke ligefrem proportional med antallet af stemmer. Sejren indfandt sig aldrig. Venstre fik i stedet en pæn begmand med tilbagegang på tre mandater.

På 2. sal i Slagtergades foreningslokale kiggede vi VU’ere vantro på tv-skærmens talkolonner, der gang på gang viste minus ud for Venstre. Og tvivlen og selvgranskningen begyndte: Var det gamle bondeparti alligevel ved at uddø og den nye formand Uffe Ellemann så ringe et tilbud, at hans billetsalg havde størst succes ved udgangen? Imidlertid blev dette den sidste gang i mange år, hvor Venstrefolk måtte stå skuffede tilbage. Herfra gik Venstre kun frem. Først i 2005 – 18 år senere – måtte man igen notere vælgertilbagegang.   

For min generation af Venstrefolk (jeg har stadig medlemskort) blev fremgang i meningsmålingerne et behageligt vilkår. Allerede året efter, ved Folketingsvalget i 1988, var Venstre igen på vinderholdet. Selv når det glippede med at få regeringsmagten i 1994 og især i 1998, kunne Venstre notere stor fremgang. Fra 

1990 kom fornemmelsen af, at Venstres vælgerfremgang ville føre til statsministerposten den dag, hvor Poul Schlüter ikke længere var i spidsen for Konservative. De med tiden kronisk kriseramte Konservative slog fra sig og ville ikke afgive førstefødselsretten til at have det borgerlige Danmarks statsministerkandidat uden kamp. Denne rivalisering blev dog afsluttet med den daværende konservative leder Hans Engells opsigtsvækkende havari på Helsingør-motorvejen i 1997. 

Det var også i disse år, meningsmålinger viste, at Venstre passerede Socialdemokratiet som Danmarks største parti. Dermed måtte man genoptage en tidligere næsten glemt tradition fra Hartlings tid i 70’erne, hvor der blev serveret Gammel Dansk på møderne i folketingsgruppen, når en måling viste, at Venstre var størst. 

Fra valget i 2001 og indtil 2015 var Venstre Christiansborgs største parti. Nu er man kun tredjestørste parti og blandt andet overgået i mandater af støttepartiet Dansk Folkeparti, der gerne udnytter en oplagt mulighed for at sætte VLAK-regeringen på plads.

I den ideologiske debat er det ikke Venstrefolk, der brillerer, men socialdemokratiske oppositionspolitikere, der sætter dagsordenen i diskussionen om samfundsudviklingen, både når det angår forholdet mellem by og land og i opgøret med dansk flygtningepolitik de sidste 30 år.

2015-valget var en vælgermæssig afstraffelse af Lars Løkke Rasmussen, som gik ud over hans parti, men ikke ham selv, da han efterfølgende alligevel kunne sætte sig i statsministerstolen. Hvad nu, hvis Venstre næste gang taber magten til Mette Frederiksen, så Venstre er strippet for både magt og mandater? Er det så afslutningen på Venstres 30-årige æra som fremgangsrigt magtparti eller begyndelsen til ny fremgang under Kristian Jensen?  

Den frække, flabede slagterhund
Venstres fremgang havde flere årsager. Først og fremmest havde folketingsgruppen et meget stærkt hold af erfarne kræfter, der hver især udfyldte relativt veldefinerede opgaver ganske godt. En stor personlighed i form af Uffe Ellemann-Jensen fyldte rollen som formand ud og havde en dignitas med ti år som udenrigsminister i ryggen.

Efter Schlüters afgang fra Christiansborg kom Ellemann-Jensen til mere end andre at repræsentere den første succesfulde borgerlige regering i mands minde. Der var mange fans af den flabede, frække slagterhund, der tit havde svært ved at gemme sin manglende respekt for alliancepartnere væk af vejen. Det skabte omvendt også en del fjender.

Her gik det meget bedre for folk som partisekretær Claus Hjort Frederiksen, hvis primære indsats var en gennemgribende modernisering af partiapparatet, og som sammen med næstformanden Anders Fogh Rasmussen og gruppeformanden Ivar Hansen ofte noget bedre end formanden forstod at holde forbindelseslinjen til Fremskridtspartiet, De Konservative og andre partier. Ellemann-Jensen var dog god til at give dem alle plads og vise dem stor tillid. 

Fogh bidrog til at rebe Venstres ideologiske sejl og var nyttig til at indfange de kraftige liberale vinde, der føg henover verden efter kommunismens sammenbrud i 1989. I tiden efter Murens Fald kunne man opleve forbenede socialister fra den ene dag til den anden afsværge sig hele og halve livs overbevisning for pludselig at springe ud som nyfødte liberalister. Fuldstændig som man havde set det i årene omkring 1968, hvor borgerlige kunne vågne en morgen, for så pludselig at have set lyset fra Karl Marx og melde sig ind i DKP eller VS. Eller som man ser det i disse år: Folk med upåagtede midtersynspunkter vækkes pludselig af en hellig ild til kamp mod islam og flygtningeinvasion, som kræver af dem, at de stemmer på yderliggående partier. 

Fogh havde allerede spillet rollen som borgerlig-liberal chefideolog som skatteminister under Schlüterregeringen, men flere andre Venstrefolk havde længe vist de samme talenter. Især Bertel Haarder havde skrevet flere originale bøger med begavet systemkritik allerede fra 1970’erne, og som undervisningsminister skortede det heller ikke på idéer med ideologisk kant. Nu udgav Fogh så i 1993 bogen Fra socialstat til minimalstat, der udover at være en uhørt provokation af det helt overvejende socialdemokratisk tænkende Danmark også var en magtdemonstration af, at Venstre – med få undtagelser – nu var blevet partiet for hele den intellektuelle borgerlighed.

Det var i Venstre, at den ideologiske debat fandt klippegrund, og det var Venstres næstformand, der gik forrest og tog varmt imod de mange idéer, der strømmede ind. Fogh besad desuden også den intellektuelle kapacitet og især overblikket til at sortere i de mange tanker og udvalgte med sikker hånd dem, han kunne bruge til at skærpe Venstres ideologiske profil og politik. Senere skrev for eksempel også en anden yngre Venstremand en bog om sine eksperimenter med fritvalgsmodeller for ældreservice i sin hjemkommune Græsted-Gilleleje. Hans navn var Lars Løkke Rasmussen.

Foghs vending
Venstres tid som ideologisk spejderparti fik en pludselig død ved folketingsvalget i marts 1998, hvor Venstre led et uforudset choknederlag til statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Venstres egen analyse var, at den blå blok tabte valget, fordi Venstre havde været for sårbar overfor socialdemokratisk kritik af Uffe Ellemanns projekt som noget, der i virkeligheden handlede om afvikling af velfærdsstaten.

Det havde i øvrigt ikke skortet på advarsler. Mange tunge Venstrefolk i den kommunale og amtskommunale verden stod helt uforstående overfor Venstres ideologiske profil, som de regnede for umodne studentikose narrestreger hinsides enhver politisk virkelighed, som de kendte og arbejdede med. Flere af dem afviste offentligt Foghs idéer omkring den kommunale sektor som helt useriøse. Før man ramte muren i marts ‘98 havde centrale Venstrefolk imidlertid afvist enhver betænkelighed om vælgeres eventuelle fremmedgørelse for projektet med, at man sagtens ”kunne skyde sig igennem” til regeringsmagten, og interne kritikere blev afvist som utidige ”tågehorn”.  

Anders Fogh Rasmussen blev Venstres nye formand, til trods for at der slet ikke var den store gejst, kærlighed eller beundring for ham, som mange Venstrefolk i stor stil havde næret for forgængeren. Men efter 12 år som næstformand havde Fogh slidt sig til en frygtindgydende respekt, som gjorde ham helt uomgængelig, og selv hans mindste beundrer og evige rival – den ikke altid klarsynede – Farum-borgmester Peter Brixtofte vovede ikke at stille op imod ham.

I kølvandet på valgtømmermændene læste den nye Venstreformand Labour-strategen Philip Goulds bog The Unfinished Revolution, der kort fortalt angiver en vej til valgsejren, hvis man som stort parti pakker de ideologiske faner væk og i stedet fokuserer på at give valgløfter til midtervælgerne. Som sagt så gjort. De ideologiske faner blev sammen med minimalstatsbogen pakket væk, og mere salgbare politiske produkter, blandt andet velfærdsforbedringer, røg i stedet op på hylderne i Venstres valgbutik. 

I 2001 vandt Fogh en historisk valgsejr for Venstre, der med 31,2 procent gjorde partiet størst, og hvor blå blok – takket være en også stor fremgang til Dansk Folkeparti – samlet fik en komfortabel valgsejr med 95 mandater bag sig. VKO-flertallet var født.

Vælgersucces er som oftest ligefrem proportional med det spillerum, en partileder får for at lede sit parti. Fogh fik med sit fantastiske valgresultat et enormt spillerum, som han i første omgang ikke udnyttede. Tværtimod tog han stort hensyn til de kritikere, der havde været af ham og hans politik. Både før og efter at han gav den som den store liberale chefideolog i Politiken-tegnerens hulemandskostume. Alle væsentlige kritikere i folketingsgruppen med undtagelse af Peter Brixtofte fik ministerposter. Kun et par uger senere efter valget forlod Brixtofte Venstre i kølvandet på oprulningen af skandalerne i Farum Kommune. 

Nu ventede verden – tilhængere såvel som modstandere – på, om Fogh åbenbarede sig som den liberale hulemand. Imidlertid fastholdt Fogh efter valget sin kontrakt med vælgere, hvor der ikke afgørende blev pillet ved velfærdsstaten, men til gengæld blev skattestoppet indført. Mange mener, at netop skattestoppet var Fogh-regeringens største ideologiske landvinding og en strategisk genistreg, der var nem at kommunikere, populær hos vælgerne og dermed svær for Socialdemokraterne at angribe. 

Selv blandt Foghs mange liberale ideologiske støtter var der i lyset af 98-skuffelsen udbredt forståelse for, at Venstre måtte file på de ideologiske kanter for at erobre regeringsmagten. Men det havde ikke slukket håbet om den liberale revolution, som der var blevet skabt en forventning om i løbet af 90’erne, hvor Venstres landsmøder var præget af ideologiske debatter, blandt andet om privatisering af sundhedsvæsenet.

Som tiden gik, måtte alle indse, at Fogh mente, hvad han havde lovet især det vælgersegment, som en socialdemokratisk strateg siden fik døbt ‘blå Bjarne’. Venstre havde forladt den liberale revolution for i stedet at blive reformator – eller forvalter – af den velfærdsstat, Fogh selv engang havde beskrevet som omklamrende og initiativdræbende. Tværtimod forøgede Fogh-regeringen velfærdsstatens ansvar, blandt andet ved at udvide barselsorloven. Kun skattestoppet tjente som ”ideologisk figenblad”.

De små skridt eller teserne
Omkring 2004 begyndte Fogh og hans væbner Claus Hjort Frederiksen, der i mellemtiden var blevet beskæftigelsesminister, at blive udfordret på deres lagte politiske linje internt i Venstre. Søren Pind skrev sine ti teser, hvor en række mere eller mindre fremtrædende partifæller bakkede op, og som krævede en mere liberal ideologisk linje.

Udfordringen blev brutalt slået ned, hvor både Fogh og Hjort i offentligheden havde mere end svært ved at styre deres irritation over Pind. Internt måtte man alligevel forklare sig. Foghs Venstre var ikke pludselig blevet et socialdemokratisk stilstandsparti. Tværtimod var man stadig et liberalt reformparti, men tingene skulle ske langsomt. Især af hensyn til vælgerne, som gerne skulle genvælge en Venstreledet regering for første gang på denne side af Første Verdenskrig.

Claus Hjort opfandt tesen, der aflivede Venstre som revolutionært reformparti og genfødte det som et konservativt parti: tesen om de små skridts politik. En politik, der fuldstændigt lignede Hjorts strategi med den succesfulde reformering og tiltrængte modernisering af Venstres partiapparat, hvor reaktionære organisationsfolk, der ellers hadede og i hovedbestyrelsen gerne påtalte store omvæltninger, lod små justeringer i dølgsmål passere uden sværdslag.

Den taktik kunne Venstre også bruge til at justere og reformere Danmark. Men det blev selvsagt besværliggjort af interne ”ballademagere” som Søren Pind, der troede, at de stadigvæk var medlem af 90’ernes Venstre, hvor den daværende ledelse fremelskede og dyrkede den ideologiske debat. Hvor uindbudte ideologiske indpiskere før fik klap og rosende ord, så fik de nu skældud, pisk og blev ”sat i køleskabet”, som det skete for Søren Pind, der længe var ude i kulden i folketingsgruppen og aldrig blev minister under Fogh. Undervejs var Pind blevet sat i forbindelse med flere oprør og kritik af V-ledelsen, som på et tidspunkt var så meget i defensiven, at en presset Hjort måtte erklære over for den voksende skare af borgerlige kritikere, at ”I kommer til at savne os, når vi en dag er væk”.

Undertrykkelsen af den ideologiske debat blev forsøgt offensivt imødegået med initiativer af for eksempel Lars Løkke Rasmussen, som aldrig har været blandt de mest yderliggående liberalister i sit parti. I 2006 forsøgte den daværende sundheds- og indenrigsminister at markedsføre Venstres nye ideologi som ”skandi-liberalismen”. Navnet slog aldrig an, men beskrivelsen af V som et parti, der både anerkender velfærdsstaten og insisterer på reformidéer, er præcis.

Efter længere intern strid og med uskønne afstraffelsesaktioner, hvor man angiveligt overvejede at ekskludere kritikere som Peter Christensen, Søren Pind og Leif Mikkelsen, hvor sidstnævnte selv fandt udgangen, erkendte ledelsen tilsyneladende, at det var umuligt at styre og undertrykke den politiske debat med pisk. Selv Hjort måtte til sidst resignere og erklære, at hans tid som bidsk vagthund nu var ovre. 

Ved valgene i 2005 og 2007 måtte Venstre notere tilbagegang, hvor interne stridigheder fik deres del af skylden. De ideologiske kræfter havde også for længst indset, at Venstre ikke længere var partiet for dem, der nærede forhåbninger om liberale omvæltninger og en kraftig reducering af velfærdsstaten. Her bød et nyt parti sig til: Ny Alliance, som senere skulle blive til det ideologiske spejderparti Liberal Alliance. Undervejs havde også De Konservative under Bendt Bendtsen udviklet sig til et parti, der stadigt mere højlydt krævede skattelettelser internt i regeringen. Partiet fik faktisk store politiske indrømmelser, uden at det dog fik vælgerne til at flokkes om liste C. 

Hvad Fogh-regeringerne manglede af ideologisk kant omkring fordelingspolitik, det fik den det i stedet på grund af regeringschefens stigende interesse for udenrigspolitik. Fogh brugte hele sin store tillid hos vælgerne på at få Danmark engageret i krigene i Afghanistan og især Irak. Det købte både ham og Danmark en stor plads hos de amerikanske regeringer sidenhen. Som Søren Pind har påpeget, så kunne Fogh i stedet have valgt at bruge sin kapital på et reformprojekt. Sådan gik det som bekendt ikke.

Udlændingepolitikken
Fogh flyttede Venstre på endnu et meget centralt punkt. Han havde ingen skrupler med at føre valgkamp i 2001 på en stram udlændingepolitik, som Ellemann-Jensen havde veget tilbage for. Og Fogh indså hurtigt efter valget, at Venstre kunne gennemføre sin kontraktpolitik med vælgerne, hvis blot han gav det fremadstormende Dansk Folkeparti indrømmelser i udlændinge- og asylpolitikken. 

På dette tidspunkt bekendte partiets daværende formand, Pia Kjærsgaard, sig som en borgerlig støtte til både Foghs og sidenhen Løkkes regeringer. Dansk Folkeparti anerkendte, at man var lillebror, i al fald i forhold til Venstre. Til gengæld udfordrede man Konservative, som i stigende grad blev DF’s prygelknabe – meget lig den rolle, som Liberal Alliance spiller i dag.

I Venstre levede man fint med Pia Kjærsgaard, som gerne gav regeringen en opsang, når den stod godt for hug. Man vidste, at Kjærsgaard til syvende og sidst var borgerlig og loyal over for regeringen. Med tiden er det så gået langsomt op for Venstre, at det forholder sig helt anderledes med Dansk Folkepartis daværende kronprins og finanslovsforhandler, Kristian Thulesen Dahl. Efter at han er blevet formand, er det blevet tydeligt, at selvbevidstheden hos Dansk Folkeparti er så stor, at man opererer helt uden hensyn til, hvad der måtte gavne Venstre. Ja, Venstre kan faktisk ikke længere være sikker på Dansk Folkepartis støtte. For tiden har partiet kun forpligtet sig til at støtte Løkke efter en dronningerunde. 

Da Fogh blev generalsekretær i Nato i foråret 2009, overtog Løkke roret som statsminister. Det blev en tøvende start, og han skulle før det som finansminister håndtere finanskrisen, der på aktiemarkedet kulminerede samtidig. Længe stod VK-regeringen til et fald, og især Konservative gik ind i en fase med nedsmeltning på grund af Lene Espersens fald som leder. Alligevel var Løkke ret tæt på at genvinde regeringsmagten, og Venstre gik frem med et mandat ved valget i september 2011.

Løkkes to store skandaler
Især 2011-valget gav en stor fremgang for Venstre i hele hovedstadsregionen, hvor man fra centralt hold skruede en effektiv kampagne sammen, hvor folketingsvalget blev gjort til en folkeafstemning om S-SF’s forslag om en betalingsring. Formentlig var det den eneste kampagne, som Venstre førte siden starten af 90’erne, hvor man pludselig fik status af at være ”Handelshøjskolens parti” og et åbent tilbud til byvælgerne om en pakke med fritvalgsmodeller, lavere skat og individuelle udfoldelsesmuligheder uden offentlig indblanding og måske en let distance til ”Gyllevenstre” og den landbrugsprofil, som Claus Hjort allerede i startfirserne havde set solnedgangen for, hvad angik vælgerappel.

Thorning-regeringen fik en katastrofal start og blev hurtigt mødt med kritik om løftebrud, der især pressede Socialdemokraterne i bund i meningsmålingerne. Det lukrerede Løkke på, der i 2012-13 kunne notere målinger, hvor Venstre fik opbakning fra op mod 35 procent af vælgerne. For mange S-vælgere var Venstre åbenbart det foretrukne alternativ. Da relancerede Løkke forsigtigt Venstre som et genfødt liberalt reformparti med krav om nulvækst i de offentlige udgifter.  Løkke havde i forvejen vist sig som reformator af velfærdsstaten, blandt andet med aftalen om efterlønsreformen.

På dette tidspunkt var respekten for politikeren Løkke i top. Han havde stået i spidsen for stort set samtlige vigtige reformer under Fogh-regeringen: Velfærdsreform, sundhedsreform og ikke mindst kommunalreform. Men så rullede GGGI-sagen lige før kommunalvalget i 2013, og Venstre, der ellers stod til en enorm valgsejr, måtte se partiformanden sendt til tælling og forklare sig på et tre timer langt pressemøde. Kommunalvalget gik fra den lovede triumf til en fuser, og i meningsmålingerne styrtdykkede Venstre igen til langt under 30 procent. 

Forud for europaparlamentsvalget i maj 2014 gentog historien sig. Løkke skulle forklare diverse personlige tøjindkøb. Vælgerne blev rasende, og Venstre fik et historisk chok-nederlag med knapt 17 procent af vælgerne og kun to EP-mandater. Det hele førte til et oprør, hvor næstformanden Kristian Jensen udfordrede sin formand. Et oprør, der som bekendt fusede ud sent på aftenen 3. juni 2014 i kælderen under Odense Congress Center, da Løkke angiveligt lavede en aftale med sin næstformand, der giver ham del i magten. Internt i Venstre pustede man herefter ud, men vælgerne var ikke imponerede. De forlod Venstre i stort tal ved valget i juni 2015, da Venstre mistede 13 mandater og fik sit ringeste valg i 25 år. Kommunalvalget i 2017 blev også en skuffelse, hvor man især gik kraftigt tilbage i byerne og navnlig i hovedstadsregionen. 

Venstre under Løkke var på dette tidspunkt som et såret dyr, hvor man især var under heftige angreb fra Liberal Alliance, der hævdede at være de sande vogtere af den hellige liberale gral efter forræderiet af de ”De Blå Socialdemokrater” i Venstre.  

Imens kunne DF’s nye formand, Kristian Thulesen Dahl, sole sig i nedsmeltningen af Venstre og samtidig slå stadigt stærkere på den mærkesag, som i stigende grad flytter vælgere: kravet om yderligere flygtningestramninger. Ved 2015-valget blev V pludselig mindre end DF.  For første gang i mere end 20 år var og er Venstre kun det tredjestørste parti.

Det kunne selvforståelsen slet ikke holde til. Det skulle der laves om på.

By og land
Stærke kræfter i Venstres folketingsgrupper valgt i det jysk-fynske pressede derfor på, for at den nye Venstre-mindretalsregering udflyttede statslige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen. Det krav var allerede rejst af flere V-folketingsmedlemmer lokalt i valgkampen. Venstres tilbagegang var synlig over hele landet, men mest mærkbar i det sydjyske område, hvor Dansk Folkeparti var stormet frem på Venstres bekostning.

Blandt forklaringerne er DF’s formidable formandsopstilling i storkredsen, men mange Venstrefolk synger med på den udbredte fortælling om, at Udkantsdanmark igennem længere tid er blevet prisgivet af Djøf-eliten i København. En fortælling, som blev formuleret i det meget begavede partsindlæg i bogen Udkantsmyten forfattet af det senere nyvalgte S-folketingsmedlem Kaare Dybvad. Andre forklaringer kunne være, at Løkkes enestående upopularitet, også blandt borgerlige vælgere, kombineret med Thulesen Dahls popularitet simpelthen gjorde udslaget hos vælgerne.

Sagen deler fortsat Venstre, hvor et par V-folketingspolitikere i hovedstaden i stigende grad efterlyser politik, der i mindre grad straffer hovedstaden. Senest så man det med MF Martin Geertsens efterlysning i Jyllands-Posten i august, der direkte advarede Venstre om, at et kursskifte er nødvendigt, hvis ikke partiet skal blive fortid i hovedstadsregionen. Kampen om by og land raser i Venstre, og udfaldet er slet ikke afklaret.

Løkke vil gerne give indtryk af, at han ikke sidder i regering for ”enhver pris”, men der er ikke tal på den ydmygelse, som hans regering gerne sluger for at blive siddende. Og allerede i efteråret 2015 skulle man håndtere flygtningekrisen, hvor Venstre blev presset af, at Socialdemokraterne flyttede sig til højre i spørgsmålet, sådan at Venstre-regeringen på denne side af midten nu var helt alene med at skulle forklare, hvorfor man ikke kan løse flygtningespørgsmålene i ét snuptag.

Her begyndte det også at blive tydeligt, at Venstre var splittet i mindst to dele, hvad angår synet på flygtninge. Var de egentlig en ressource? Udgjorde antallet af udøvere af religionen islam i sig selv en fare på sigt? Skulle man forbyde burka?  Burde man ligesom Inger Støjberg fejre flygtningestramninger? De spørgsmål er uforløste; de deler folketingsgruppen og forpester klimaet i Venstre – helt frem til i dag. Det seneste sommergruppemøde var i øvrigt ingen undtagelse.

De kommende år
Imens ruster Venstre sig frem mod næste folketingsvalg, hvor en række markante personligheder allerede har meldt forfald: Peter Christensen, Esben Lunde, Søren Pind og senest Carl Holst. Alle yngre folk, der på forskellig vis er slidt op af ansvaret og af at kæmpe forgæves for en stadigt svagere Løkke, der for længst har tabt sin autoritet, og som derfor har stadigt sværere ved at lægge en kurs, der kan genskabe samling og begejstring i det stadigt mere polariserede og splittede Venstre.

Løkkes sandsynlige efterfølger finansminister Kristian Jensen er omvendt i gang med at opbygge sin troværdighed med en række meldinger, der ligner ét langt forsøg på at frigøre sig fra alskens ideologisk arvegods, lige fra omklamring af globaliseringen til afkald på valgløfter om skattesænkninger og nulvækst i de offentlige udgifter. 

Venstres formandskab har i alle tilfælde travlt med at få smedet gamle alliancer både i folketingsgruppen og i landsdelene, hvis partiet skal have håb om at rette op på det miserable valg i 2015. Indtil videre tyder intet på det i meningsmålingerne, hvor man sjældent ligger over valgresultatet. 

Måske kan vælgerne hjælpe Venstre frem igen ved i stedet at pege på Mette Frederiksen som regeringsleder og dermed fremtvinge et endeligt formandsskifte i Venstre?

På valgaftenen for 31 år siden håbede vi VU’ere på et vælgermæssigt gennembrud for Venstre. Det udeblev, men fremgangen kom i årene efter. Nu ligesom dengang er Venstre også i regering, og nutidens VU’ere vil på valgaftenen naturligvis håbe på nyt forår for partiet efter vælgernes afstraffelse i 2015. Det står dog helt åbent, om de må se vores gamle parti ramle ind i endnu en stor skuffelse. Denne gang med et tab af regeringsmagten.