Corydon: Vi havde ikke behøvet at tabe på udlændingepolitikken i 15 år – og Mette Frederiksen har ikke rene hænder

Bjarne Corydon fortæller en anekdote fra sin barndom. Hans forældre havde ellers altid stemt socialdemokratisk, ikke så meget ud fra store politologiske overvejelser, eller fordi man var voldsomt engageret i det, Corydon stadig kalder bevægelsen.

I Corydons hjem stemte man socialdemokratisk, fordi man kom fra arbejderklassen. Igen, ikke som en sociologisk kasse i en politisk teori, men som et miljø med bestemte værdier og vilkår. Og hvor man var bevidst om, at der fandtes andre miljøer, hvor folk havde andre vilkår og bedre privilegier og stemte borgerligt.

”Jeg er working class,”som Corydon siger på et tidspunkt. Ikke med en stemning af ”jeg rejser mig trodsigt i vrimlen”, mere fra et punkt, hvor faktuel konstatering møder indrømmelse af ubekvemme sandheder.

Det, Mette Frederiksen har gjort på udlændingepolitikken, er ikke noget, hun har gjort gratis. Det er noget, hun har købt.

Men i de tidlige decemberdage i 1981 var tingene anderledes i hjemmet i Kolding. Anker Jørgensen havde udskrevet valg – det femte folketingsvalg på blot otte år – og blandt de mange tusinde stemmer, Anker Jørgensen kom til at tabe, var Bjarne Corydons forældres.

Måske havde den dengang 8-årige Bjarne Corydon haft det på fornemmelsen, for han spurgte faren, om han havde stemt, som de plejede. Det havde han ikke.

”Det har vi ikke råd til i øjeblikket,” svarede faren.

Det var Anker Jørgensen, der ikke var råd til. Det var, at Socialdemokratiet ikke tog fat om at løse problemet med den høje inflation og de skyhøje renter på statsgælden, der tømte statskassen for penge og truede med at sende velfærden i afgrunden. Det var de manglende svar på, hvad der skulle ske med produktiviteten, der var blevet væk sammen med væksten, der ikke var råd til. Og frem for alt var der ikke råd til at blive ramt af den arbejdsløshed, der bare var steget og steget siden 1973, fra næsten ingenting til 10 procent i 1982.

”Min mor havde svært ved at finde arbejde, og det med at være i beskæftigelse dengang, det var ikke noget, man kunne tage for givet. Heller ikke selv om man var flittig og dygtig. Det var dels et økonomisk problem, fordi det betød, at man ikke kunne komme på ferie eller ikke kunne skifte vaskemaskinen ud, hvis den gik i stykker. Men også rent værdighedsmæssigt var der ikke noget værre. Min far havde arbejdet, siden han var 13 år. Tanken om, at han skulle modtage almisser, var ham så inderligt imod,” fortæller Corydon.