Debat

DA: Jobcentre og a-kasser skal gå fra vågeblus til fuld styrke

DEBAT: Krisen har ændret beskæftigelsesindsatsen i jobcentre og a-kasser fra aktiv til passiv. Det er på høje tid at få normaliseret indsatsen, skriver DA's underdirektør.

Firmaer med rekrutteringsbehov have fuldt fokus fra jobcentrene. Lav en målsætning om, at mindst fem kvalificerede ansøgere bør søge enhver ledig stilling, skriver DA's underdirektør.
Firmaer med rekrutteringsbehov have fuldt fokus fra jobcentrene. Lav en målsætning om, at mindst fem kvalificerede ansøgere bør søge enhver ledig stilling, skriver DA's underdirektør.Foto: Pressefoto/DA
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Erik E. Simonsen
Underdirektør, Dansk Arbejdsgiverforening

Coronakrisen har været – og er stadig – hård ved Danmark. Ved virksomhederne, ved samfundet og ved danskerne.

Dele af erhvervslivet har været lukket ned gennem en længere periode. For en meget stor del af danske virksomheder har og vil krisen resultere i tabte ordrer, produktion og omsætning.

Krisen har også ændret beskæftigelsesindsatsen i jobcentre og a-kasser fra aktiv til passiv. Den har været sat på vågeblus. Med suspensionen af beskæftigelsesindsatsen har de fleste krav til indsatsen været ophævet.

De ledige har i den grad brug for en udstrakt hånd, der kan hjælpe dem i job. De er ikke tjent med, at vi lader dem i stikken.  

Erik E. Simonsen
Underdirektør, Dansk Arbejdsgiverforening

En del aktiviteter er dog opretholdt som muligheder for jobcentrene – for eksempel telefoniske møder og nye jobrotations- og lærlingeforløb. Jobcentrene har også fortsat skulle lægge stillingsopslag fra arbejdsgiverne på Jobnet.

Men det er på høje tid at få normaliseret indsatsen. Vi skal fra vågeblus til fuld styrke i både jobcentre og a-kasser.

Målsætning giver firmaer sikkerhed
Det skal vi først og fremmest, fordi det i denne tid er utrolig vigtigt at sørge for, at ingen jobmuligheder går tabt.

Økonomien og jobmarkedet er hårdt ramt i forvejen, og det vil være utrolig ærgerligt, hvis vi ikke får udnyttet denne mulighed for at få antallet af forgæves rekrutteringer banket helt i bund.

Derfor skal virksomheder med rekrutteringsbehov have fuldt fokus fra jobcentrene. Man kunne for eksempel lave en målsætning om, at mindst fem kvalificerede ansøgere bliver bedt om at søge enhver ledig stilling.

Det ville give virksomheder en sikkerhed for, at der altid er ansøgere til de ledige stillinger – i hvert fald så længe, at der er kvalificerede ansøgere i ledighedspuljen.

Har sat stopper for samtaler
Samtaler med både nyledige og andre ydelsesmodtagere kan i vidt omfang klares telefonisk. Det har de kunnet hele vejen igennem coronakrisen, men den suspenderede indsats har sat en stopper for en stor del af samtalerne.

De bør genoptages med det samme, så både jobcentre og a-kasser får afholdt alle de samtaler, som de er forpligtet til. Det værste, som vi kan gøre, er at overlade ledige til sig selv.

Der skal selvfølgelig være mulighed for dispensation til særlige grupper med for eksempel svage it-kundskaber. Her kan samtalerne så vidt muligt holdes personligt på en sundhedsfaglig forsvarlig måde – enten i jobcentret eller andetsteds.

Indsatser, der inkluderer virksomhedspraktik og ansættelser med løntilskud, bør også komme op i omdrejninger igen. Mange virksomheder er i øjeblikket i gang med at genåbne og sætte gang i produktion og salg af serviceydelser.

Det giver endnu flere muligheder for jobcentrene til at skabe et godt match mellem ledige og virksomheder. I den forbindelse vil det være en god idé at komme med et nyt tilbud om for eksempel virksomhedspraktik på samme virksomhed, hvis et virksomhedsrettet forløb er afsluttet på grund af suspensionen af beskæftigelsesindsatsen.

Hjælp ledige på kanten af arbejdsmarkedet
Især for ledige på kanten af arbejdsmarkedet er det vigtigt ikke at slække på indsatsen.

Disse grupper bevæger sig typisk baglæns og dermed længere væk fra arbejdsmarkedet, hvis ikke de får en konkret indsats.

Vi ved også, at de virksomhedsrettede tilbud helt generelt ligger højt i opgørelser over, hvilke typer af indsatser der har den største effekt. Så der er ingen grund til ikke at sætte gang i disse hurtigst muligt.

De ledige har i den grad brug for en udstrakt hånd, der kan hjælpe dem i job. De er ikke tjent med, at vi lader dem i stikken.

Det samme gælder virksomhederne, der har brug for, at beskæftigelsesindsatsen kommer væk fra vågeblusset og tilbage på sporet.

Dokumentation

Temadebat: Fra jobfest til krise – hvad gør vi nu?

Coronakrisen har sendt tusindvis af borgere ud i arbejdsløshed. 

For at undgå fyringer og virksomhedslukninger har regeringen med udgangspunkt i trepartsaftaler lanceret hjælpepakker for op mod 285 milliarder kroner. 150.000 har indtil videre gjort brug af lønkompensationen, som hjælpepakkerne blandt andet giver mulighed for.

Hvordan vi håndterer udfordringerne og arbejdsløsheden i kølvandet på coronakrisen? Hvad kan hårdt ramte brancher selv gøre for at håndtere ledigheden? Hvilke yderligere initiativer skal politikerne, der har givet håndslag på hjælpepakkerne, iværksætte? Og kan vi grundlæggende reformere værdikæden for at undgå, at kriser rammer de mindst uddannede og svageste grupper hårdest?

Her er aktørerne:
  • Camilla Gregersen, formand, Dansk Magisterforening
  • Erik E. Simonsen, underdirektør, Dansk Arbejdsgiverforening (DA)
  • Hans Andersen (V), medlem af Folketinget og beskæftigelsesordfører
  • Helle Linnet, landsformand, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD)
  • Henrik Bach Mortensen, direktør, Ledernes Hovedorganisation
  • Karsten Hønge (SF), medlem af Folketinget, politisk ordfører, arbejdsmarked- og beskæftigelsesordfører
  • Karsten Mølgaard Jensen, direktør, Ase
  • Kim Simonsen, forbundsformand, HK Danmark
  • Lars Qvistgaard, formand, Akademikerne
  • Lizette Risgaard, formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)
  • Mia Amalie Holstein, cheføkonom, SMVdanmark
  • Per Christensen, forbundsformand, 3F
  • Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef, Dansk Erhverv
  • Peter Hummelgaard (S), medlem af Folketinget og beskæftigelsesminister
  • Samira Nawa (R), medlem af Folketinget og beskæftigelsesordfører
  • Steen Nielsen, underdirektør, Dansk Industri
  • Torben Poulsen, formand, Danske A-kasser
  • Thomas Kastrup-Larsen (S), formand, KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg.

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik E. Simonsen

Vicedirektør og chef for beskæftigelse og arbejdskraft, Dansk Arbejdsgiverforening
cand.scient.pol. (Aarhus Uni.)

0:000:00