Kommentar af 
Dan Jørgensen

Dan Jørgensen: De borgerlige konkurrerer om usolidaritet med de svageste

KOMMENTAR: Den borgerlige lejr minder efterhånden mest om en omvendt Robin Hood, der tager fra de fattige og giver til de rige, mener Dan Jørgensen. Det burde snart få Dansk Folkeparti til at overveje at pege på Mette Frederiksen som statsminister.

Har Thulesen Dahl efterhånden ikke et forklaringsproblem, når han siger, at man er på de ældres side, men samtidig går til valg på, at Lars Løkke skal fortsætte, spørger Dan Jørgensen.
Har Thulesen Dahl efterhånden ikke et forklaringsproblem, når han siger, at man er på de ældres side, men samtidig går til valg på, at Lars Løkke skal fortsætte, spørger Dan Jørgensen.Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Konservative har netop præsenteret et nyt skatteudspil. Det er ikke munter læsning – medmindre man hører til blandt de rigeste i Danmark. De står nemlig til at høste store gevinster.

Hvem skal betale? De svageste i vores samfund.

Hvad gør DF? Burde de ikke snart overveje at pege på Mette Frederiksen som statsminister?

26,1 milliarder kroner skal der findes til de massive skattelettelser, man ønsker. En del skal findes i det såkaldte råderum (det vil sige penge, der ellers kunne være gået til fælles velfærd for danskerne), en del fra højere priser på cigaretter og en del hos landets efterlønnere og arbejdsløse. Det er virkelig ikke særlig solidarisk.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected].

Faktisk er der tale om en ren omvendt Robin Hood. Hvor Sherwood-skovens helt tog fra de rige og gav til de fattige, ønsker Papes tropper at forgylde toppen på bekostning af efterlønnerne og de arbejdsløse.

K’s udspil er desværre ikke overraskende. Der er nemlig gået konkurrence i den borgerlige lejr: Hvem kan være mest usolidarisk med de svageste i Danmark?

Hvor Sherwood-skovens helt tog fra de rige og gav til de fattige, ønsker Papes tropper at forgylde toppen på bekostning af efterlønnerne og de arbejdsløse.

Dan Jørgensen (S)

I Venstre har man Karsten Lauritzen, der har udtalt, at en ny skattepolitik skam gerne må føre til mere ulighed. Flankeret af Troels Lund Poulsen, der ikke giver meget for de negative effekter, kontanthjælpsloftet har haft: ”Det virker fint,” siger han.

Hverken K eller V kan dog konkurrere med Liberal Alliance, som slet ikke mener, at de 26,1 milliarder kroner, som K foreslår nu, er nok. De vil have endnu større skattelettelser.

Dette kommer umiddelbart efter, at den borgerlige blok i årets finanslov har givet skattelettelser til lystbådsejere og dem, der har privatfly, uden samtidig at sætte nok penge af til, at vi kan følge med udgifterne til det stigende antal ældre i vores samfund.

Hvor længe kan DF støtte den forsamling af asociale partier? Har man ikke hos Thulesen Dahl et ret stort forklaringsproblem, når man for eksempel siger, at man er på de ældres side, men samtidig går til valg på, at Lars Løkke skal fortsætte?

Det er ikke svært at se for sig, hvad det i givet fald er for et Danmark, DF vil være med til at støtte. Et mere ulige land. Et land med mindre velfærd og betydeligt dårligere forhold for de svageste. Ønsker man det?

Der er selvfølgelig også en anden mulighed: Peg på Mette Frederiksen som statsminister.

------

Dan Jørgensen er medlem af Folketinget og næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe. Han har tidligere været fødevareminister og medlem af Europa-Parlamentet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

0:000:00