Kommentar af 
Dan Jørgensen

Dan Jørgensen: Den amerikanske drøm lever - i Danmark

KOMMENTAR: Donald Trump virker besat af Danmark. Desværre har præsidenten ikke helt forstået, hvordan vores skandinaviske velfærdsstat fungerer, skriver Dan Jørgensen.

Tanken om, at alle kan få et godt og frit liv, uanset hvem man er, findes ikke længere hos særligt mange amerikanere. Men den findes jo faktisk her i landet, skriver Dan Jørgensen (S).
Tanken om, at alle kan få et godt og frit liv, uanset hvem man er, findes ikke længere hos særligt mange amerikanere. Men den findes jo faktisk her i landet, skriver Dan Jørgensen (S).Foto: Carlos Barria/Ritzau Scanpix Reuters
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I går var der midtvejsvalg i USA. Blandt de vigtige temaer i valgkampen har været almindelige amerikaneres adgang til sundhedsforsikring.

I den forbindelse har Danmark også igen været omdrejningspunkt for en del diskussioner. Og det med god grund. Den amerikanske drøm lever – ikke i USA; men i Danmark.

Præsident Trump ved godt, han har en dårlig sag, når det kommer til spørgsmålet om sundhedsforsikring i USA. Han læser nemlig også meningsmålinger, og faktum er, at et stort flertal af amerikanerne faktisk ønsker en anden vej for USA på dette område.

Stadigt flere amerikanere spørger: Hvorfor kan man i stort set alle andre frie lande i verden finde ud af at have en offentlig sygesikring, der leverer bedre og billigere sundhedsydelser end USA?

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected].

Faktum er, at en almindelig amerikaner med en almindelig løn tjener betydeligt mindre end en dansker i tilsvarende situation.

Dan Jørgensen

Hvad gør Trump? Skifter han politik? Lytter han til folket? Nej, han forsøger i stedet at få valget til at handle om noget helt andet. Immigration, transseksuelles rettigheder og – selvfølgelig fristes man til at sige – ham selv.

Trump har åbent sagt, at han mener, at vælgerne skal betragte valget som et spørgsmål om, hvorvidt folk er for eller imod ham som præsident.

Den amerikanske drøm er desværre en utopi i USA. Tanken om, at alle kan får et godt og frit liv, uanset hvem man er, findes ikke længere hos særligt mange amerikanere.

Dan Jørgensen

At han dog også tager spørgsmålet om sygeforsikring alvorligt, så vi, da Det Hvide Hus i sidste uge offentliggjorde en rapport om ”nordic socialism”. Et dokument, der angreb de skandinaviske lande og vores samfundsmodeller.

Levestandarden er 15 procent lavere i de nordiske lande end i USA, lyder det i rapporten. Men det er selvsagt noget vrøvl. BNP er ganske rigtigt større per indbygger i gennemsnit, men det dækker over en enorm ulighed.

Faktum er, at en almindelig amerikaner med en almindelig løn tjener betydeligt mindre end en dansker i tilsvarende situation. Dertil kommer, at de udgifter, som en amerikaner skal betale til sundhedsforsikring og uddannelse osv., langt overstiger den øgede udgift, som en dansker har til den højere skat, der betales her i landet.

De facts gjorde jeg klart i en lille video henvendt til det amerikanske publikum. Kort tid efter at jeg selv havde lagt den online, delte den amerikanske senator Bernie Sanders den på sin egen facebookside. Ledsaget af pæne ord om Danmark. Videoen er set af over en million mennesker nu – rigtig mange af dem er amerikanere. En del mindre end de 35 millioner, der har set den video, jeg lavede for et par måneder siden som svar på et Fox News-angreb på Danmark. Men det er dog stadig en del.

Det tager jeg som et tegn på, at der er en stigende lydhørhed i USA over for de politikere, der ønsker at bevæge USA i en mere social retning. Og dem er der heldigvis flere og flere af.

Den amerikanske drøm er desværre en utopi i USA. Tanken om, at alle kan får et godt og frit liv, uanset hvem man er, findes ikke længere hos særligt mange amerikanere. Men den findes jo faktisk her i landet. Og det er det, som mange – herunder Bernie Sanders, Hillary Clinton m.fl. – har set.

Nogen skandinavisk velfærdsstat bliver landet næppe nogensinde. Men mindre kan også gøre det. For eksempel vil adgang for alle til en sundhedsforsikring samt bedre mulighed for at få en uddannelse for folk, der ikke har rige forældre, som er det, mange demokrater kæmper for, være et stort skridt i den rigtige retning.

Om midtvejsvalget faldt ud i den retning eller ej, ved jeg ikke i skrivende stund. Men jeg glæder mig over, at Danmark har været en del af den amerikanske valgkamp, og jeg krydser fingre for Demokraterne.

------

Dan Jørgensen er medlem af Folketinget og næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe. Han har tidligere været fødevareminister og medlem af Europa-Parlamentet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

0:000:00