Danmark frigiver millioner til Nordisk Ministerråd på trods af manglende bilag

REGNSKAB: Nordisk Ministerråd har ikke kunnet finde alle bilag for udgifterne i det 2018-regnskab, som Rigsrevisionen havde udtrykt bekymring over. Alligevel blåstempler revisorer regnskabet, og Danmark udbetaler 22 millioner kroner, som man ellers havde holdt tilbage.

Foto: Nordisk Råd
Andreas Krog

Revisionsfirmaet BDO har været igennem alle 13.568 transaktioner i Nordisk Ministerråd, Nordisk Råd og Nordisk Kulturfonds bogføring fra 1. januar 2018 til 30. april 2019. Revisionsfirmaet har fundet 17 transaktioner på tilsammen omkring 157.000 kroner, som man ikke har kunnet få bekræftet er gået de rigtige steder hen, af transaktioner for mere end 1,3 milliarder kroner. Desuden har man konstateret en række kritisable forhold vedrørende mangelfulde dokumentationer og procedurer ved udbetaling til andre konti end de allerede registrerede.

Gennemgangen blev sat i værk, efter at Nordisk Ministerråds brug af et bestemt fejlbehæftet regnskabsprogram fik den danske Rigsrevision til at blive bekymret for rigtigheden af rådets 2018-regnskab.

På trods af at der ikke kan redegøres for cirka 157.000 kroner, så blåstempler BDO bogføringen og konkluderer, at der ikke er klare beviser på svindel.

"Vi har ikke ud fra de modtagne oplysninger, dokumentation med videre konstateret besvigelser eller uregelmæssigheder, som klart påviser besvigelser," skriver BDO i et såkaldt afrapporteringsnotat.

Fakta
Nordisk ministerråd er et samarbejdsorgan for de nordiske regeringer. Ministerrådet blev oprettet i 1971 og finansierer helt eller delvist en række institutioner, fonde, kontorer og informationstjenester.

Nordisk Råd
 er et samarbejdsorgan for parlamenterne i de norske lande. Rådet blev oprettet i 1952 og omfatter de fem nordiske lande Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt de tre selvstyrende områder Færøerne, Grønland og Åland. Rådets formål er at bevare og udvikle det nordiske samarbejde inden for retsvæsen, kultur, samfærdsel, miljø, sociale og økonomiske forhold.

Rigsrevisionen i Danmark er ansvarlig for at revidere Nordisk Ministerråd, Nordisk Råd og Nordisk Kulturfond efter et revisionsreglement, der er aftalt med de øvrige nordiske rigsrevisioner. Den danske rigsrevision samler resultaterne i en årlig revisionspåtegning og -beretning. 

Revisionsfirmaet afleverede notatet til Nordisk Ministerråd 13. marts. Ministerrådet har efterfølgende udleveret notatet til Altinget.

Ikke tegn på svig
Som følge af sagen tilbageholdt Danmark 22 millioner kroner af i alt cirka 58 millioner kroner, som skulle være bevilget til ministerrådet 8. januar i år.

De penge er nu blevet frigivet.

"Det er helt afgørende, at vi kan have tillid til, at de midler, Danmark indbetaler til Nordisk Ministerråd, forvaltes fornuftigt og ansvarligt. Derfor besluttede jeg at tilbageholde en del af den danske indbetaling for 1. kvartal 2020, indtil vi havde klarhed over, om revisionsfirmaet fandt tegn på svig. Jeg er glad for, at det ikke var tilfældet, og vi udbetaler nu den resterende del for 1. kvartal," siger minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og minister for nordisk samarbejde, Mogens Jensen.

Af de i alt mere end 1,3 milliarder kroner, som Nordisk Ministerråd i perioden fra 1. januar 2018 til 30. april 2019 fik bevilget af medlemslandene Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island, bidrog Danmark med 21,4 procent, svarende til omkring 285 millioner kroner.

0:000:00