Dansk Erhverv: Den danske model kan sagtens håndtere deleøkonomien

DEBAT: Den danske model har kunnet rumme forandringer før, og den kan også rumme de forandringer, der følger med deleøkonomi og digitalisering, skriver underdirektør i Dansk Erhverv Morten Schønning Madsen. Han maner til besindighed.

Af Morten Schønning Madsen
Underdirektør i Dansk Erhverv

Der tales meget om deleøkonomi i disse år. Deleøkonomien som begreb synes således at være fællesbetegnelse for en lang række nye måder at indrette sig på, der oftest kendetegnes ved, at de er muliggjort af nye og smarte it-baserede løsninger. 

På få år har en række nye deleøkonomiske koncepter fået stor succes, og potentialet er uden tvivl endnu større.

I Dansk Erhverv hilser vi denne udvikling velkommen. Det er grundlæggende positivt, at deleøkonomiske koncepter er med til at sikre nye muligheder for danskerne og en bedre ressourceudnyttelse. 

Vi hilser det også velkomment, at erhvervs- og vækstministeren i juni lancerer en egentlig deleøkonomisk strategi og sammensætter et deleøkonomisk ekspertpanel.

Tanken om mere regulering vækker skepsis
For potentialet er betydeligt. Vores analyser viser, at knap hver tiende voksne dansker har brugt en deleøkonomisk tjeneste inden for det seneste år, og at vores køb via deleøkonomien udgør i omegnen af en milliard kroner. 

Det er svært at spå om, hvad deleøkonomiens såkaldte naturlige leje vil være, men mange - både privatpersoner og virksomheder - er stadig kun ved at vænne sig til tanken, og flere deleøkonomiske koncepter vil givet vinde frem.

Spørgsmålet er imidlertid, om disse nye måder at indrette sig på også giver tilsvarende behov for at indrette reguleringen af arbejdsmarkedet på en ny måde? 

Når man ser bort fra den del af deleøkonomien, hvor der ikke er tale om, at privatpersoner låner, deler eller bytter ting og ydelser med hinanden, og vi i stedet ser på den del af deleøkonomien, der er et forum for egentlige professionelle arbejdsydelser og dermed er en reel del af arbejdsmarkedet, er vi særdeles skeptiske over for ny og mere regulering.   

Den danske model holder
Det danske arbejdsmarked bygger på en mere end 100 år gammel praksis, hvor arbejdsmarkedets parter selv fastsætter løn- og ansættelsesvilkår uden om lovgiverne på Christiansborg, hvor tvister afgøres i det fagretlige system, og hvor fagbevægelsen har mulighed for at iværksætte faglige konflikter for at få overenskomstdækket arbejde.

Vi tror, at der er grund til at mane til besindighed, inden man kaster denne mere end 100 år gamle praksis for at fastsætte løn og arbejdsvilkår overbord og i stedet beder lovgivere om mere regulering af arbejdsmarkedet, bare fordi vi ser nogle nye koncepter vinde frem. 

Svaret på deleøkonomien er ikke mere eller ny regulering, for det velafprøvede arbejdsretlige system kan sagtens håndtere disse nye deleøkonomiske koncepter.

På det danske arbejdsmarked er man enten erhvervsdrivende eller lønmodtager. Det gælder også inden for deleøkonomien.

Der er stadig to hovedaktører
Er man erhvervsdrivende, skal man selvsagt overholde de regler og krav, som virksomheder er underlagt; det gælder for eksempel i forhold til at betale moms med videre, såvel som de specifikke love, der måtte gælde i den bestemte branche, man opererer indenfor. 

At de deleøkonomiske koncepter så illustrerer, at virksomhederne desværre ofte er overdrevent regulerede, og erhvervsreguleringen mange gange er for byrdefuld, er en helt anden sag.

Er man lønmodtager, er ens arbejdsgiver selvfølgelig tilsvarende forpligtet til at overholde de love, der gælder generelt eller for en bestemt branche, eksempelvis arbejdsmiljølovens regler eller særlige kørehviletidsregler, ligesom arbejdsgiveren skal efterleve de øvrige krav, som stilles til erhvervsdrivende, eksempelvis indeholdelse af skat. 

Løn fastsættes derimod ikke ved lov, men er et aftaleforhold mellem den enkelte lønmodtager og arbejdsgiver, idet fagbevægelsen imidlertid også har mulighed for at indgå overenskomster med en arbejdsgiver og herunder har en vidtstrakt mulighed for at bruge konfliktvåbnet (herunder strejke og sympatikonflikt) og derigennem sikre bestemte løn- og ansættelsesforhold for lønmodtagerne på en arbejdsplads. 

Denne konfliktret er i Danmark ganske vidtgående, men er underlagt Arbejdsrettens kontrol. En virksomhed, som vurderer, at fagbevægelsen ikke følger spillereglerne for konflikt, kan få sagen prøvet ved Arbejdsretten.

Ro på
Der er ikke belæg for at konkludere, at de deleøkonomiske koncepter er uforenelige med den danske arbejdsmarkedsmodel.

Der hersker måske på nogle områder uklarhed om den retlige kategorisering af, om et bestemt stykke arbejde er udført af en lønmodtager eller af en erhvervsdrivende underleverandør, men det er en uklarhed, som vi i Dansk Erhverv grundlæggende mener, at det eksisterende system giver mulighed for at få afklaret. Det har det hidtil været i stand til, når nye forretningsmetoder er dukket op.

En række af de nye deleøkonomiske tiltag har potentialet til at lave grundlæggende om på konkurrencedynamikker og spilleregler på nogle erhvervsområder, som man også tidligere har set det ved indførelse af ny teknologi eller indførelse af nye arbejdsformer. 

Men det betyder ikke, at vi er nødt til at omkalfatre hele vores arbejdsmarkedsmodel gennem lovgivning fra Christiansborg. Lad os nu tage en dyb indånding! 

Igennem mere end 100 år har den løbende erhvervsudvikling kunnet håndteres i det arbejdsretlige system. Det kan også håndtere deleøkonomien.

Forrige artikel S: SU-forringelser handler om topskattelettelser S: SU-forringelser handler om topskattelettelser Næste artikel Vejdirektoratet: Hvordan kan vi beholde den gule førertrøje? Vejdirektoratet: Hvordan kan vi beholde den gule førertrøje?
  • Anmeld

    Claus Sønderkøge

    Gårsdagens udfordringer står i kø hos Dasnk Erhverv

    Den gode hr. Schønning Madsen synes ikke rigtigt at have forstået deleøkonomien og det digitle samfund.

    At tale om løn- og arbejdsforhold når alt fysisk arbejde udføres af robotter og beslutninger træffes af BIG DATA betyder at man ikke har forstået Industrirevolution 4.0.

    Men han kan jo starte med at forholde sig til de 300.000 chauffører som står til at miste deres jobs inden 2020. Så vil han nok finde ud af at der er vigtigere ting på programmet end en let pen.