Debat

Dansk Erhverv: Kulturlivet fortjener et sikkerhedsnet

DEBAT: Et aktivt kulturliv efter coronakrisen kræver, at politikerne holder hånden under de mest trængte kulturaktører. Tag vores løsninger i brug, skriver Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen.

Politikerne skal tage flere af vores løsninger med ind i forhandlingslokalet, skriver Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen.
Politikerne skal tage flere af vores løsninger med ind i forhandlingslokalet, skriver Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Brian Mikkelsen
Direktør, Dansk Erhverv

Danmark har nu været i coronakrisetilstand i snart tre uger.

Mens det meste af landet er lukket ned, er der noget andet, der har vokset sig større end længe: Nemlig vores behov for fælles oplevelser, vores behov for fællesskab gennem kultur.

Vi sidder alle og synger med, når Phillip Faber spiller for, og vi sidder foran hver vores skærm og ser den samme teaterforestilling på samme tid.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Især i en krisetid bliver det tydeligt, hvor vigtig vores kulturliv er. Og ikke mindst derfor er det helt afgørende, at vi i den aktuelle situation finder en reel løsning for de store dele af dansk kulturliv, der lige nu er ekstremt pressede. 

Kulturinstitutionerne var sammen med resten af oplevelses- og turismeerhvervet nogen af de allerførste, der blev ramt af coronakrisen og stort set samtlige kulturinstitutioner har været lukket i lang tid nu.

Vi har brug for noget at være fælles om, når landet langsomt åbner igen. Derfor fortjener kulturlivet et sikkerhedsnet.

Brian Mikkelsen
Direktør, Dansk Erhverv

Efter mange opråb er der i de seneste dage blevet forhandlet om en hjælpepakke på kulturområdet, men helt centrale dele af dansk kulturliv, som rigtig mange danskere bruger i deres hverdag, nemlig museerne, teatrene og festivalerne, risikerer at blive glemt.

Løsninger for vitalt kulturliv mangler
Der er desværre ikke lagt op til at finde en løsning for dem. Det er vitale dele af kulturlivet, der netop nu er hårdt pressede – dels på grund af fraværet af billetindtægter, dels på grund af planlægningsusikkerheden i de kommende uger og potentielt måneder.   

For Dansk Erhverv er det centrale budskab, at kulturpolitik er også erhvervspolitik, og kulturerhvervet bidrager i høj grad til dansk turisme og dansk økonomi.

Hvis Danmark fortsat skal have et aktivt kulturliv på den anden side af krisen, kræver det, at der holdes en hånd under de mest trængte kulturaktører nu. 

Især de ikke-offentlige kulturinstitutioner, der modtager mere end 50 procent offentlig støtte, er ramt og befinder sig i en uheldig mellemposition, hvor de mister en del indtægter fra billetter og salg i for eksempel museumsbutikker eller cafeer og ikke er omfattet af de hjælpepakker, der netop er vedtaget målrettet private virksomheder.

Og særligt de teatre og museer, som i de seneste år har forsøgt at øge deres egenindtægter gennem øget billetsalg og kommercielle aktiviteter – en udvikling, som er blevet tilskyndet fra alle sider – rammes nu ekstra hårdt, hvis deres offentlige driftsstøtte ligger lige over 50 procent.

Læs også

Aflysning truer festivals fremtid
Også en anden vigtig del af vores fælles kulturoplevelser, nemlig alle sommerens festivaler, bliver hårdt ramt.

Aflysninger og udskydelser kommer til at have store økonomiske konsekvenser, der ikke bare rammer festivalerne selv, men også de mange foreninger, der nyder godt af festivalernes overskudsuddeling.

For mange af festivalerne vil en aflysning af årets festival være ensbetydende med, at festivalens fremtid er truet. Det vil næsten ikke være til at bære.  

Desuden medfører de aflyste teaterforestillinger og festivaler væsentlige økonomiske konsekvenser for kreative indholdsproducenter og rettighedshavere, der mister rettighedsbetaling forbundet med fremførelse af blandt andet koncerter.

Det er altså hele kæden af kulturaktører, der rammes. Vi har brug for noget at være fælles om, når landet langsomt åbner igen. Derfor fortjener kulturlivet et sikkerhedsnet.

Hjælpepakker skal tænke private institutioner ind
I Dansk Erhverv foreslår vi, at der skal findes en løsning, der reelt holder hånden under store dele af kulturlivet.

Et centralt element i den løsning er, at private kulturinstitutioner, der får mere end 50 procent offentligt driftstilskud, skal kunne søge de aktuelle hjælpepakker på lige fod med alle andre virksomheder – om end de kun skal kunne søge kompensation for den del af deres omsætning, der afspejler deres egenindtægter.

Samtidig er det helt centralt, at det offentlige skal holde fast i allerede indgåede aftaler på kulturområdet. Kommunen, der har booket en teaterforestilling til folkeskoleeleverne eller bestilt en museumsrundvisning til børnehavebørnene, bør ikke kræve en refundering af ordren, men holde fast i den og måske aftale et nyt afholdelsestidspunkt.

Kommuner kan også hjælpe på anden vis blandt andet ved at fremrykke udbetalingen af allerede vedtagne tilskud på kulturområdet. Begge dele sker allerede nogen steder i landet – nu gælder det om at få alle kommunerne med.  

Aflysningsordning skal udvides
Sidst, men ikke mindst, har vi en fælles opgave med at finde en langsigtet løsning for alle sommerens festivaler og andre store arrangementer.

Lige nu ydes der kompensation for aflyste arrangementer, der blev afholdt i marts. Arrangementer, der skulle være afholdt senere, har ikke den mulighed.

Det er ikke rimeligt, og derfor bør ordningen forlænges, således at den kommer til at omfatte alle de kommende arrangementer, der skal aflyses i den kommende tid på baggrund af covid-19-krisen og dermed giver arrangører den fornødne sikkerhed om, at de kan fortsætte planlægningen af arrangementerne, indtil andet meldes ud.

Kompensationsmulighederne i forbindelse med aflyste arrangementer skal desuden udvides, så der tages højde for flere forskellige typer kulturarrangementer og husker hele tabskæden, så også indholdsproducenter og rettighedshavere, der mister rettighedsbetaling for eksempelvis musik, der alligevel ikke blev fremført ved en koncert, kan kompenseres.  

Vi i Dansk Erhverv har lagt vores løsninger på bordet. Nu håber vi, at de bliver taget med ind i forhandlingslokalet, så vi har et kulturliv at samles om både lige nu og i det lange løb.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Brian Mikkelsen

Adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd, bestyrelsesnæstformand, Kraks Fond, bestyrelsesnæstformand, Ove K investfond, formand, Ordrupgaard Advisory board, bestyrelsesmedlem, ATP, bestyrelsesmedlem, Pension Danmark
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

0:000:00