Debat

Dansk IT: Statslige it-projekter skal styrkes med langsigtede strategier

DEBAT: Hvis Danmark skal have større succes med statslige it-projekter, skal vi have langtidsholdbare strategier og fokus på at styrke de digitale fundamenter som bredbånd og digital post, mener Dansk IT.

Digitale fundamenter som nemid er afgørende, fordi de, når de er etableret, er med til at
understøtte og muliggøre innovation og agilitet i nye projekter, mener Dansk IT.
Digitale fundamenter som nemid er afgørende, fordi de, når de er etableret, er med til at understøtte og muliggøre innovation og agilitet i nye projekter, mener Dansk IT.Foto: /ritzau/Jonas Vandall Ørtvig
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ejvind Jørgensen og Willy Kofoed
Hhv. formand og næstformand, Dansk IT’s udvalg for it i den offentlige sektor

Altinget stiller i denne debat spørgsmålet ”Hvordan skal udviklingen af statslige it-projekter foregå?”

I spørgsmålet ligger implicit, at der er plads til forbedringer.

Den præmis kan Dansk IT bakke op om.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det er nemlig ikke uden grund, at for mange statslige it-projekter fejler, og det er desværre ofte de samme årsager, der er baggrunden for de fejlslagne projekter.   

I Udvalget for it i den offentlige sektor i Dansk IT, der består af folk fra både den offentlige og private sektor, drøfter vi løbende udfordringerne, og med udgangspunkt i vores anbefalinger og publikationer kommer her tre hovedindsatser, der kan styrke de statslige it-projekter:

Det kan ikke nytte noget at tænke og agere kortsigtet, når vi taler offentlig digitalisering. 

Ejvind Jørgensen og Willy Kofoed
Hhv, formand og næstformand, Dansk IT’s udvalg for it i den offentlige sektor

1. Langsigtede strategier og digitale fundamenter
Det kan ikke nytte noget at tænke og agere kortsigtet, når vi taler offentlig digitalisering. I stedet skal fokus være på det lange seje træk, de gennemtænkte og langtidsholdbare strategier og på at styrke de digitale fundamenter i Danmark.

Sidstnævnte kan bedst forklares ved at sammenligne med de fundamenter, der i øvrigt kendetegner vores samfund – for eksempel elektricitet og veje. Når vi taler digitalisering, er et fundament for eksempel bredbånd, NemID og Digital Post.

Mens det enkelte it-projekt måske nok kan anskues som et individuelt projekt i et regneark, og når det er i udbud, så hænger det i praksis naturligvis sammen med både andre systemer og med den bagvedliggende infrastruktur, som det tager år og årtier at opbygge og vedligeholde.

De digitale fundamenter er afgørende, fordi de, når de er etableret, er med til at understøtte og muliggøre den innovation og agilitet, der gerne skal kendetegne nye statslige it-projekter.

2. Behov for et opgør med udbudspraksis
Dansk IT mener, at der er behov for at gentænke sourcing- og udbudspraksis på digitaliseringsområdet. Groft sagt skal staten i højere grad hjemtage ansvaret for sine forretningsprocesser og genfinde fornuften i måden, udbud gennemføres på.

Det indebærer ikke mindst, at der skal langt mere fokus på dialog, interaktion og hastighed, og at vi skal have minimeret transaktionsomkostningerne og den lange procestid.

Vi kan begynde med at åbne op for dialogen om, hvordan den offentlig sektor får øget værdi af de digitale investeringer og øget træfsikkerhed. Vi har sagt det før, og vi gør det gerne igen:

Den danske udbudspraksis fremmer desværre en kultur, hvor fokus for ofte er på at gøre tingene rigtigt frem for at gøre de rigtige ting. Der skal i langt højere grad være fokus på brugerne og på værdiskabelsen, når statslige it-projekter sendes i udbud.

3. Digitaliseringsklar lovgivning
Det sidste punkt handler i virkeligheden ikke kun om it-projekter, men om den lovgivning, der ofte skal understøttes af it-systemerne. Folketinget vedtog i januar 2018 en aftale om at sikre digitaliseringsklar lovgivning.

Den politiske aftale bygger på en række styrende principper; blandt andet at vi skal have enkle og klare regler, og at der skal sikres sammenhæng på tværs ved at anvende ensartede begreber og genbrug af data.

Principper som disse er alt andet lige med til at gøre det langt lettere at udvikle nye it-systemer.

Selvom den digitaliseringsklare lovgivning har været et krav i lang tid efterhånden, er der også, hvad det angår, plads til forbedringer.

Så sent som i februar skrev Statsministeriets departementschef et brev til de andre ministeriers departementschefer om ændringer i lovprogramprocessen, hvori der direkte stod: ”Det skal for ordens skyld understreges, at kravene til digitaliseringsklar lovgivning fortsat er gældende.”

At det overhovedet er nødvendigt at understrege det, er i sig selv bekymrende. Vi har brug for digitaliseringsklar lovgivning, hvis vi skal have større succes med statslige it-projekter.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ejvind Jørgensen

Formand, DANSK ITs udvalg for it i den offentlige sektor, CFO og Head of investor relations, cBrain A/S
HD (Handelshøjskolen i Aarhus)

Willy Kofoed

Kontorchef, it-drift og sikkerhed, Fødevareministeriet
cand.scient. i geografi (Københavns Uni. 1986), MPA i organisation og strategi (CBS 1999)

0:000:00