Danske Regioner: De skotske sundhedsklynger er et luftkastel

Af Erik Jylling
Sundhedsdirektør i Danske Regioner

De tre sundhedseksperter Kjeld Møller Pedersen, Frede Olesen og Leif Vestergaard Pedersen skrev i foråret en kronik, hvor de beskrev en ny model for det danske sundhedsvæsen.

Centralt i modellen var de såkaldte klynger (ikke at forveksle med klyngerne i almen praksis) eller sundhedsfællesskaber, som skal skabe større sammenhæng mellem sektorer og mere nærhed til borgerne.

Siden kronikken har klyngerne nærmest levet en rockstjernetilværelse i sundhedsdebatten – og ikke uden grund.

For klyngerne er en rigtig god ide. Faktisk så god, at vi i regionerne allerede i dag netop arbejder for at skabe sammenhængende fællesskaber på tværs af hospitaler, kommunale tilbud og almen praksis.

Noget, som Stephanie Lose (V) og Ulla Astman (S) tidligere har beskrevet her på Altinget.

Spurgt til, hvad IJB var for en størrelse, svarede en skotsk praktiserende læge for eksempel, at det vist var noget med det sociale område, ligesom han i øvrigt hverken kendte eller havde relation til sin egen IJB-klynge.

Erik Jylling
Sundhedsdirektør, Danske Regioner

En vision med en svær fødsel
Selvom de tre eksperter ikke nævner et ord om Skotland (og med god grund, skal det vise sig), har flere toneangivende politikere siden eksperternes kronik haft særligt fokus på det skotske sundhedsvæsen og de såkaldte Integration Joint Boards (IJB), som netop er sundhedsklynger med eget budget og stor frihed.

Både statsminister Lars Løkke Rasmussen og sundhedsminister Ellen Trane Nørby har som opvarmning til den kommende sundhedsreform fortalt, at de har hentet inspiration fra Skotland og de skotske klynger.

Også Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, har offentligt udtrykt sin begejstring.

Spørgsmålene meldte sig hurtigt: Har de virkelig fundet den hellige gral i Skotland? Og bør Danmark så hurtigt som muligt følge i de nordatlantiske fodspor?

Det måtte selvfølgelig komme an på en prøve, så derfor tog jeg og andre aktører fra det danske sundhedsvæsen 30. oktober til Edinburgh for at komme helt tæt på de skotske klynger.

Lad det være sagt med det samme: Skotlands IJB-projekt er et luftkastel. En idé eller vision, som i bedste fald er under etablering i en svær fødsel, og i værste fald ender som en hypotetisk skrivebordsøvelse.

Det står klart efter samtale med flere praktiserende læger, der er centralt placeret i forskellige dele af det skotske sundhedsvæsen – fra at være topembedsmand til at være menig praktiserende læge.

Virkeligheden er en anden i dag
Først og fremmest var det hævet over enhver tvivl, at det skotske sundhedsvæsen kører videre, som om IB’erne slet ikke eksisterer.

Spurgt til, hvad IJB var for en størrelse, svarede en skotsk praktiserende læge for eksempel, at det vist var noget med det sociale område, ligesom han i øvrigt hverken kendte eller havde relation til sin egen IJB-klynge.

Og hvad med de højt besungne selvstændige budgetter?

Da IJB skulle etableres med egne budgetter, var det meningen, at økonomien skulle bestå af midler fra kommunernes social- og sundhedsbudgetter samt en større del af midlerne fra hospitalernes budgetter.

Virkeligheden er dog en helt anden i dag.

Forud for dannelsen af klyngerne flyttede kommunerne nemlig dele af deres sundhedskroner over til andre budgetområder, ligesom hospitalerne angiveligt heller ikke kunne frigøre pengene på grund af behandlingspresset.

Store udfordringer for den skotske model
Alt i alt pegede de skotske læger på seks store udfordringer for IJB-modellen:

1. Uklar økonomi og opgaveportefølje samt ingen integration mellem hospital, praksis og kommuner. IJB’erne organiserer hovedsageligt sociale tilbud for svage og sårbare borgere.

2. Svage ledelser med direktører uden ledelseskompetence og kvalifikationer til at løfte opgaven. Lægerne efterspørger et stærkt ledelses- og mentorprogram, som skulle have været på plads fra begyndelsen.

3. Manglende ledelsesredskaber betyder, at fagkulturerne arbejder uafhængigt videre.

4. Ingen data dokumenterer kvaliteten af initiativer.

Lægerne efterlyser tidstro data til at beskrive aktiviteterne, og som kan præsenteres for klinikere og andre aktører, så de kan understøtte kvalitetsledelse og styring. Skal de fagprofessionelle ændre adfærd, kræver det gode og troværdige data, som de kan identificere sig med.

5. Man har ikke løst datasiloproblemet, så man kan beskrive og dokumentere samlede patientforløb. Desuden er der ikke incitamenter til at understøtte det rigtige.

6. Sundhedslov og servicelov er fortsat separate og ukoordinerede, så patienten fastholdes i vanligt regi. For eksempel kan samme ydelse i hver sin lov være underlagt forskellig grad af brugerbetaling.

Det er selvfølgelig ikke skidt det hele. Der er bestemt innovative lommer i IJB’erne, hvor nye spændende løsninger ser dagens lys.

Men det fjerner bare ikke det overordnede indtryk af et skotsk sundhedsvæsen, der på alle niveauer kører på færre cylindre end det danske – uanset om vi taler primærsektoren (herunder forskning i almen praksis) eller det højt specialiserede sundhedsvæsen.

Viden frem for vandrehistorier
Betyder det skotske skrækeksempel, at sundhedsfællesskaber i Danmark ikke er en god idé, når det gælder de maksimalt ti procent af de danske patienter i somatikken, der har et forløb på tværs af praktiserende læge, kommune og hospital?

Nej, ikke nødvendigvis.

Men det kræver et meget seriøst forberedelsesarbejde, hvor vi lytter til anbefalingerne fra Udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen – blandt andet omkring mulighed for datadeling på tværs, samordning af service- og sundhedslov, samordning af regler for behandlingsredskaber og hjælpemidler, de rette kompetencer på alle niveauer samt ledelse med entydigt fagligt og linjeledelsesansvar.

Det medfører på den anden side en enorm risiko for suboptimering i sundhedsfællesskabet.

Og så kræver det, at vi holder sundhedsdebatten på sporet.

Lad os nu bygge fremtidens sundhedsvæsen på viden om, hvad der virker, frem for vandrehistorier fra de (knapt så) varme lande. Det fortjener patienter.