Dansklærere: Én censor må ikke afgøre en elevs fremtid

Af Anders Beier Stokkebæk
Formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og lærer på Vestegnens Privatskole

På alle landets grundskoler mærker man i disse uger pulsen stige og sveden pible frem på panden. Når april bliver til maj, skal den allersidste kraftanstrengelse nemlig sættes ind, så 9. og 10. årgang kan præstere deres ypperste og vise, hvad de har fået ud af deres skolegang. Folkeskolens Prøver i dansk står for døren med læseprøver, retskrivningsprøver og en prøve i skriftlig fremstilling på årets program.

Traditionelt har Folkeskolens Prøve været netop det, navnet indikerer: en prøve på og i, hvordan eleverne var i stand til at anvende noget af det, de har lært i faget dansk, der blev bedømt i en kyndig og nuanceret forhandling mellem klassens lærer og en udefrakommende censor og dermed gav eleven og den skolefaglige omverden et indblik i, hvad der var gået godt og mindre godt.

En evaluering, der gav eleven et afsæt for videre udvikling og samtidig bidrog til en solid diskussion mellem fagfolk om danskfaglighed, bedømmelsesvilkår og mange andre fagrelevante emner. Sidst men ikke mindst tjente denne ordning også som en gardering mod fodfejl i optællingen af svar i læseprøven og retskrivningsprøven.

Prøverne bliver altså tillagt afgørende betydning for elevernes videre uddannelse, mens elevernes sikkerhed for en fair og nuanceret bedømmelse af deres danskfaglige formåen på prøvedagen undermineres kraftigt.

Anders Beier Stokkebæk
Formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Retten til fair bedømmelse undermineres
Til sommerens prøver, der ikke længere er prøver, men rent faktisk adgangsgivende eksamener qua det indførte karakterkrav til erhvervsuddannelserne, er tingene dog noget anderledes: læreren er skåret ud af ligningen, og hele ansvaret for den korrekte bedømmelse ligger hos én censor. Det er en beslutning, der er truffet som led i reformen af folkeskolen. En reform, der i øvrigt har profileret sig på at sikre børnene de bedste muligheder, blandt andet ved at løfte fagligheden.

Prøverne bliver altså tillagt afgørende betydning for elevernes videre uddannelse, mens elevernes sikkerhed for en fair og nuanceret bedømmelse af deres danskfaglige formåen på prøvedagen undermineres kraftigt.

Når jeg ser med skolefaglige briller på problemstillingerne i denne nye bedømmelsesprocedure, mener jeg, man bør overveje følgende, før man beslutter sig for at holde fast i denne bedømmelsesprocedure: Elevens retssikkerhed, lærer-censordrøftelserne som faglig opkvalificering, samt hvilket danskfag eleverne i grundskolen skal møde.

De vedtagne karakterkrav til erhvervsuddannelser og debatterne om noget tilsvarende hos de gymnasiale er en klar skærpelse af det juridiske forhindringsløb for dem, der ønsker en ungdomsuddannelse. Derfor bør man tilbyde en tilsvarende grundig model, der sikrer eleverne, at dommen over deres skolegang bliver afsagt på det mest retfærdige grundlag. Det modsatte er desværre tilfældet!

Uansvarligt at lade en enkelt person bedømme
Optælling af prøvesvar i de relativt objektive discipliner læsning og retskrivning virker ligetil, men hvert år oplever både lærer og censor optællingsfejl, hvilket kan ske, når man sidder med mange hundrede opgaver foran sig og i øvrigt er under tidspres.

I den tredje prøvedisciplin, skriftlig fremstilling, bliver det imidlertid endnu mere besværligt. Opgaven handler om sprog, genre, kreativitet og fortolkning af opgavernes oplæg. De væsentligste dele af danskfaget, om man så må sige.

Enhver, der har beskæftiget sig med disse områder, ved, at de ikke kan bedømmes entydigt objektivt, men kun i den faglige drøftelse og udveksling af faglige synspunkter. I bedømmelseskriterierne står der meget præcist, at der er tale om en helhedsvurdering ud fra en række faglige pejlemærker. At lade en juridisk gældende vurdering af disse opgaver være op til en enkelt person vil derfor være decideret uansvarligt og imod opgavens præmis.

Når man bedømmer opgaver vil der uværgeligt blive begået fejl og foretaget tvivlsomme skøn. Det er et vilkår. Problemet er, at med den nye model vil disse ikke længere blive korrigeret i en drøftelsesproces, hvilket har to mulige udfald: 1) En del elever vil få den forkerte bedømmelse uden nogensinde at opdage det 2) Tidskrævende klagesager i de tilfælde, hvor eleven klarer sig dårligere end forventet.

Det har jeg svært ved at se det fornuften i.

Faglig opkvalificering
Lærerene i den danske grundskole er som udgangspunkt godt rustet til deres undervisningsopgave, men i takt med tiden ændres fagets indhold og muligheder. Vi skal afspejle en hastigt skiftende virkelighed, hvor genrer, sprog, færdigheder, udtryksformer og didaktik hele tiden forandrer sig. Det kræver, at vi skaber et rum for kvalificeret dialog om danskfaget, hvilket de nævnte drøftelser er et glimrende eksempel på.

Med et slag fjerner man altså en mulighed for en faglig sparring og medfølgende opkvalificering. Altså er den nye model ikke kun et slag mod elevernes retssikkerhed, men også mod det faglige niveau, eleverne møder i den daglige undervisning. Det bør vække eftertanke.

Ministeren bør genoverveje ordningen
Den nye model, sammenholdt med andre reformelementer, bl.a. offentliggørelsen af prøveresultater øger fokusset på folkeskolens prøver til et helt og aldeles urimeligt niveau. Teaching-to-the-test-mentaliteten vil blive dominerende, hvilket aldrig er særlig klogt, mindst af alt når testen ikke indgår som en støtte til faglig udvikling, og afviklingen samtidig nedprioriteres.

Folkeskolens Prøver i dansk bør være et evalueringsværktøj, der sammen med en stærk uddannelsesvejledning giver flest mulige unge bedst mulige forudsætninger for at klare sig godt i livet.

Jeg vil derfor opfordre den øverst ansvarlige, ministeren for børn, undervisning og ligestilling, til at genoverveje denne ordning og gøre opmærksom på, at det endnu ikke er for sent at komme på bedre tanker. Det viser de seneste dages udmeldinger fra det politiske Danmark med al tydelighed.