Kommentar af 
David Trads

David Trads: Bizart coronakaos kan ende med Trumps genvalg

KOMMENTAR: Alle analyser og prognoser, der er lavet om udfaldet af USA-valget i november, bør nu hældes ned ad brættet. Nu handler det udelukkende om håndtering af corona. 

Coronakrisen kan øge Trumps chance for genvalg, skriver David Trads.
Coronakrisen kan øge Trumps chance for genvalg, skriver David Trads.Foto: Drew Angerer/AFP/Ritzau Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Prøv lige at se de her svar, som CBS/YouGov fik, da de i denne uge spurgte amerikanerne om, hvem de stoler mest på, når det handler om information om coronavirus:

De, der stemmer på Demokraterne, stoler klart mest (87 procent) på eksperterne i det, der svarer til Sundhedsstyrelsen, på deres lokale guvernør (75 procent) og de nationale medier (72 procent). Omvendt stoler de ikke på Donald Trump, idet kun 14 procent af dem har tillid til hans informationer.

De, som stemmer på Republikanerne, ja, de har det lige omvendt: De tror i den grad på præsident Trump (90 procent) som den, der er mest tillidsvækkende. De har derimod absolut ingen tillid til de nationale medier, idet sølle 13 procent stoler på The New York Times og den slags.

Det er, kære venner, essensen af Amerika i disse år. Et dybt, dybt splittet samfund, som end ikke under den voldsomme coronakrise, som efterhånden har lukket halvdelen af nationen ned, kan samles. Det er, som om ingen ser klart længere. Fordomme fjerner rationalitet.

Fakta
David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det, som de, der elsker Trump, ser, når de følger de daglige pressebriefinger i Det Hvide Hus med præsidenten i spidsen, er en stærk, moralsk leder, som er oppe imod en nederdrægtig presse, som kun er ude på en ting – nemlig at svine præsidenten til. De, der afskyr Trump, ser derimod en narcissistisk, løgnagtig, brovtende idiot, som uansvarligt styrer nationen ind i en bølge af dødsfald.

Det burde faktisk hedde Amerikas Splittede Nationer lige nu.

De målinger, vi har set indtil nu, tyder på, at præsidenten vinder på corona. Ikke meget, men dog til noget, der ligner de bedste tal, han har haft som præsident.

David Trads

Men det hedder fortsat Amerikas Forenede Stater; det er fortsat klodens vigtigste nation; det er fortsat det land, som har de største resourcer og de fremmeste forskere; og ikke at forglemme, det er fortsat det land, som i november skal til præsidentvalg.

Hvem pokker vinder nu det valg?

Jeg har hidtil konsekvent forudset et tæt valg, men jeg har haft Joe Biden som favorit. Det har jeg baseret på, at Trump, trods fine økonomiske tal, konstant har stået svagt i målinger i de fleste af de delstater i Rustbæltet, som gav ham sejren i 2016.

Men alle de analyser og prognoser, som jeg og andre har lavet om udfaldet af valget i november, bør nu hældes ned ad brættet. Al den analytiske logik, vi hidtil har haft, og al den konventionelle politiske visdom, som man siger i USA, vi har brugt, dur ikke længere.

Nu handler det udelukkende – U-D-E-L-U-K-K-E-N-D-E – om håndtering af corona. Vi har to mulige scenarier at se på, som begge involverede daværende præsident George W. Bush:

Den måde, som Bush håndterede terrorangrebet 9/11 på tilbage i 2001, gav ham en enorm opbakning. I måneder lå hans approval-ratings (opbakning) på omkring 90 procent. Den popularitet, han fik der, var med til at sikre ham genvalg i 2004 trods Irakkrig, Abu Ghraib med meget mere.

Den måde, som selvsamme Bush derimod greb Katrina-orkanen an på i 2005, gav ham et fald, som han aldrig kom sig over – helt ned til opbakning fra kun hver tredje. Han blev opfattet som fraværende, uempatisk og uden lederskab midt under en national katastrofe.

Så det store spørgsmål lige nu er naturligvis, om Trumps åbenlyse håb, nemlig at blive set som en 9/11-Bush, som samler nationen mod en ydre fjende, vil lykkes, eller om præsidentens åbenlyse frygt, at ende som Katrina-Bush, ender med at blive til virkelighed.

I alt sin enkelthed vil den dom formentlig komme til at afgøre præsidentvalget.

Trump kan ikke længere se frem til at føre valgkamp, som han havde planlagt:

Økonomien vil ikke boome på rekordniveau i efteråret, tværtimod, og hans drøm om at udstille Biden som en vild socialist, er ødelagt af de enorme (socialistiske!) hjælpepakker, der rulles ud nu. Fra nu af skal han iscenesættes som manden, der besejrede corona!

Og hvad siger vælgerne netop nu til deres præsident?

De samler sig i stigende grad om Trump, idet de målinger, vi har set indtil nu, tyder på, at præsidenten vinder på corona. Ikke meget, men dog til noget, der ligner de bedste tal, han har haft som præsident. Hans approval-rating nærmer sig 45 procent i gennemsnit – og pilen går opad.

Men vi er meget tidligt i forløbet. De mange (vilde) løfter, han er kommet med – mest sensationelt hans tro på en snarlig vidundermedicin – kan hurtigt give bagslag, hvis de ikke kan blive gennemført.

Selvsagt vil en coronaepidemi ude af kontrol svække ham. Omvendt giver det sig selv, at hvis krisen virker til at være tæmmet i november, så økonomien igen bevæger sig i plus, så vil han stå meget stærkt.

Og hvad med Joe Biden?
Tja, den 77-årige de facto demokratiske præsidentkandidat befinder sig i et mærkværdigt limbo. Isoleret i sit hjem i Wilmington i Delaware. Uden mulighed for at føre normal valgkamp. Han er reelt tvunget i en defensiv, hvor han skal kæmpe om rampelyset.

Lige nu er all bets off, som man siger i Amerika, men min fornemmelse er, at det bizarre coronakaos, som vi lige nu følger med vantro i Europa, faktisk kan ende med at øge Trumps chance for genvalg. Amerikanerne har det med at rally around the flag i kriser.

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)









0:000:00