David Trads: Danmark burde mægle i Catalonien-konflikten

Danmarks kolonihistorie er såmænd ikke kønnere end andres – for vores overgreb mod oprindelige folk i Grønland, Færøerne, De Vestindiske Øer, Guldkysten og Trankebar var lige så nederdrægtige, som dem større kolonimagter udfoldede – men der er alligevel meget resten af verden af kan lære af os i dag:

Den harmoni, som eksisterer i Rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne, er så meget bedre end den, vi kender fra lignende konstruktioner i Europa – for eksempel bedre end den, der eksisterer i Det Forenede Kongerige mellem England og Skotland; og helt, helt usammenlignelig med den krise, der i disse måneder præger forholdet mellem Spanien og Catalonien.

Den pragmatiske tilgang, som heldigvis har præget forhandlingerne mellem regeringer i København og politiske flertal i Nuuk og Torshavn i årtier, har ført til, at vi har en civiliseret, løbende og ærlig diskussion om grønlandsk og færøsk suverænitet. Et stort mindretal af grønlændere og færinger vil gerne have selvstændighed hurtigere, men accepterer tempoet, og Danmark har også accepteret, at vi mister indflydelse.

Grønland og Færøerne blev begge en del af Danmark i 1814 – ikke fordi de ønskede det, men fordi vi krævede det. Grønland som koloni, Færøerne som dansk amt. Begge lande har i de forløbne årtier forhandlet stadig mere selvstyre på plads – og begge har iværksat planer for selvstændighed. Det er en proces, som respekteres i Folketinget, Landsstyret og Altinget.

Vi er ikke revolutionære i Rigsfællesskabet – og tak for det – men vi er verdensmestre i at reformere med brede og solide flertal.

David Trads

Danmark har sandt for dyden ikke været dydsmønstre i løbet af kolonihistorien, men den måde, som forholdet inden for Rigsfællesskabet i dag fungerer på, er der virkelig mange andre lande, der misunder. Læren er vel, at en langsom forhandling, hvor man skridt for skridt ser, hvor meget det kan bære, og hvor man accepterer de forfatningsmæssige spilleregler, faktisk virker.

Vi er ikke revolutionære i Rigsfællesskabet – og tak for det – men vi er verdensmestre i at reformere med brede og solide flertal, som også tilgodeser mindretal. Den erfaring, vi har, burde vi bruge til aktivt at søge en mæglerrolle i den spansk-catalanske konflikt. Vi har redskaberne til at deeskalere en konflikt. Vi har troværdigheden til at samle parterne.

Den militaristiske stil vækker ubehagelige minder i et land, som først forlod diktaturet efter Francos død i 1975.

David Trads

Derfor er det positivt, at Carles Puigdemont, den nu afsatte catalanske præsident, som selv kalder sig eksil-præsident, er i København, hvor han orienterer Folketinget og Københavns Universitet om situationen. Det er godt, at venstrefløjen aktivt tager mødet med ham – og det er også godt, at de fortæller, at de også gerne vil mødes med det officielle Spanien.

Derimod er det ærgerligt, at resten af Folketinget og regeringen holder Puigdemont ud i strakt arm. At mødes med ham er ikke det samme som at holde med ham og dermed være mod den spanske regering. I givet fald skulle danske regeringer i 1980'erne også have afvist at mødes med Nelson Mandelas ANC eller med Vaclav Havels Charta 77-bevægelse. Dengang gjorde vi det stik modsatte.

Danmark burde gribe muligheden for at indtage en konstruktiv rolle i den spansk-catalanske konflikt. I første omgang ikke på regeringsniveau, men på et lavere, mindre kontroversielt niveau. Det kunne være i form af støtte til møder mellem repræsentanter fra universiteter, intellektuelle og NGO’ere. Et godt mødested, der i sig selv kunne kølne krisen, er Nuuk.

Den situation, der udspiller sig i Spanien lige nu, er uværdig – efter min mening fordi begge parter, det føderale styre i Madrid og det lokale styre i Barcelona, har ladet følelserne overtage styringen fra fornuften. For mange er flammekastere. For få er brandfolk. Der er blevet for meget alt eller intet over krisen – ja, til tider har det lignet en latinamerikansk 70’er farce.

Der er selvsagt stærke følelser på spil:

Catalonien, som under den Spanske Borgerkrig i 1930’erne, der endte med at føre til fire årtiers Franco-diktatur, var hovedsæde for kampen mod fascismen, har altid følt sig mere som et land end spansk provins. Da Carles Puigdemont sidste år udskrev og vandt en folkeafstemning om selvstændighed, eskalerede følelserne. Hans dramatiske landflygtighed bærer ved til bålet.

Spaniens premierminister Mariano Rajoy, der er leder af det konservative Partido Popular (Folkets Parti), som er en udspringer af Franco-bevægelsen, satte hårdt mod hårdt, da han sendte spansk politi på gaderne og udstedte arrestordre på Puigdemont. Den militaristiske stil vækker ubehagelige minder i et land, som først forlod diktaturet efter Francos død i 1975.

I Rigsfælleskabet har vi ikke – i nyere tid, forstås – haft den slags konflikter. Ikke noget, der ligner. Alligevel har alle parter vundet. Grønland og Færøerne har fået stadig mere kontrol over deres egne forhold – og Danmark har, modsat de fleste eks-kolonimagter, i stigende grad formået at føre værdige forhandlinger. Lad os bruge den position til at hjælpe andre.

-----------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.