David Trads: Dansk Folkepartis enestående triumf kom bag på alle

KOMMENTAR: I 2002 kaldte jeg Dansk Folkeparti for et bedrag. Men når jeg nu ser tilbage, må jeg konstatere, at DF’s politik ikke just var et bedrag. Det var og er virkeligheden.

Ingen havde set det komme, men Dansk Folkepartis indflydelse –uagtet om man kan lide den eller ej – har været enorm.

Den første gang jeg mødte Pia Kjærsgaard, var i efteråret 1992 – og hun gjorde, for nu at sige det, som det er, et uudsletteligt indtryk:

Jeg var netop begyndt som journalistpraktikant på Jyllands-Posten og fik derfor den opgave, som den politiske redaktions ’voksne’ journalister ikke gad at bruge tid på – for politikeren, der godt nok indtog en hovedrolle i Fremskridtspartiet, var politisk ligegyldig.

For mig var det derimod en stor opgave. Det var nemlig første gang, at jeg – alene – skulle interviewe en politisk leder. Pia tog godt imod mig, serverede kaffe og småkager, og så gav hun mig – uden for referat – en meget fin analyse af forholdene i sit parti og blå blok. 

Der var noget særligt over Pia…for modsat så mange andre politikere, jeg allerede havde mødt, var det indlysende, at hun besad en sjælden autencitet. Hun brændte igennem; hun fortalte indigneret om udlændingepolitik, som var et emne, der ellers ikke fyldte meget.

Den artikel, jeg skrev efterfølgende, var en lille to-spalter – for redaktionen var sandt for dyden ikke særligt interesseret i Fremskridtspartiet og dets leder dengang. Pia må imidlertid have været glad - for lige op til jul bankede hun på hos redaktionen for at give mig en juledekoration, hun, så vidt jeg husker, selv havde lavet. Det siger noget om, hvor få venner, hun havde på Christiansborg dengang.

Hendes parti og hende selv var på vej ud af rampelyset: Liste Z var i færd med at kollapse, Pia på vej ud i glemslen, nekrologerne på vej til at blive skrevet.

Men…så skete der noget:

I asken på det fuldkommen sammensunkne Fremskridtspartiet rejste der sig den 6. oktober 1995 et spritnyt parti – nemlig Dansk Folkeparti, Liste O. Fire udbrydere, anført af Pia og med blandt andet unge Kristian Thulesen Dahl, ville sætte Danmark i centrum.

Det var der ærligt talt ikke mange, der troede på ville lykkes. Men Pia satte lynhurtigt en dagsorden, der betød, at ingen kunne komme uden om hende. DF’s dagsorden var simpel, men som Einstein i sin tid sagde, så er ’det simple ikke enkelt’. Pia satte det på formel:

Ud af EU! Ud med de fremmede! Ind med de gamle og syge danskere!

Danmark var truet på to fronter – nemlig fra vores medlemskab af EU, som ifølge hende undergraver nationens selvbestemmelse, og fra de muslimske indvandrere, der kommer til vores land, og undergraver det indefra. Alle de penge, vi bruger på at være med i EU og på at tage imod muslimer, skal vi spare og i stedet bruge på velfærd til gamle og syge.

Den formel virkede! Og virkede! Og virkede – for ved hvert valg, som DF stillede op til, gik det bare fremad og fremad. Pia åd især stemmer fra Socialdemokratiet – ikke mindst efter at statsminister Poul Nyrup Rasmussen ved afslutningsdebatten i 1999 stemplede opkomlingene med sin berømte pointe om at ’stuerene, det bliver I aldrig!’

Det blev de – og det blev Pia. Om man kan lide det eller ej! Efter valget i 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen rykkede ind som statsminister, kom Pia i den grad ind i varmen. Reelt var hun i Fogh-årene nationens næstvigtigste politiker – for intet blev til noget uden hende.

Årtusindets første tiår var en enestående triumf for Dansk Folkeparti, der skubbede Danmark i en retning, som kom bag på alle. Udlændingepolitikken blev strammet og strammet – og ved hver eneste finanslovsforhandling dikterede Pia kursen.

I begyndelsen mødte hun massiv modstand fra rød blok – mest markant fra Socialdemokratiet – men med tiden overtog de mange af hendes synspunkter. Alt, der havde med værdipolitik at gøre blev skubbet stadig længere til højre. Alle gik med til det.

Mens Helle Thorning-Schmidt var statsminister, trådte Pia tilbage som partileder, overlod tøjlerne til Thulesen Dahl, som i 2015 gjorde DF til landets næststørste parti. Pia oplevede den ultimative hævn for alle årene som ubetydelig, da hun endte som Folketingets formand. Dronning Pia af Danmark!

Jeg har i alle årene fulgt Dansk Folkeparti tæt. Tilbage i 2002 udgav jeg ’Danskeren Først! En historie om Dansk Folkeparti’ – en bog, som partiet ikke brød sig om. Det var en kritisk bog om et parti, hvis politik, jeg åbenlyst ikke sympatiserede med. Jeg sluttede min bog af med en konstatering:

”Det glansbillede af Danmark, som Pia Kjærsgaard og hendes partifæller mener at kunne indføre, hvis blot de får magt, som de har agt, er et stort – og desværre også farligt – bedrag.”

Well, når jeg nu ser tilbage, så må jeg konstatere, at DF’s politik ikke just var et bedrag – for meget af den er jo blevet til virkelighed i dag. Partiets indflydelse – igen: uagtet om man kan lide den eller ej – har været enorm. DF var og er ikke et bedrag. Det var og er virkeligheden.

Uden Pia i spidsen har partiet imidlertid ikke længe samme forståelse for folkestemningen - og siden valgkatastrofen i 2019 er det kun gået tilbage. Partiets sølvbryllup er ingen triumf. Det er partiets indflydelse på Danmark imidlertid. Det må man anerkende. Om man kan lide det eller ej.

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Henrik Sass: Spræng forvaltningsloven i stumper og stykker Henrik Sass: Spræng forvaltningsloven i stumper og stykker Næste artikel Lars Olsen: Skæv klimapolitik kan genoplive Lars Olsen: Skæv klimapolitik kan genoplive "det gule Danmark"