Kommentar af 
David Trads

David Trads: Er Radikale ved at overflødiggøre sig selv?

KOMMENTAR: Med Mette Frederiksens seneste udspil på flygtningeområdet er der ikke længere tale om sprækker mellem S og R – men om vidtåbne ladeporte, skriver David Trads.

<b>DU FORSVINDER:</b> Er Morten Østergaard og co. snart blot en skygge af sig selv?
DU FORSVINDER: Er Morten Østergaard og co. snart blot en skygge af sig selv?Foto: ritzau/Søren Bidstrup
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da Mette Frederiksen fremlagde Socialdemokratiets nye udlændinge- og integrationsudspil, kaldte hun den ”ikkevestlige indvandring for den største udfordring i Danmark” – og da Lars Løkke Rasmussen holdt sin nytårstale, advarede han skarpt mod selvsamme udvikling.

Vi ved også, at i hvert fald Dansk Folkeparti og De Konservative deler holdningen – og det betyder, at et endog meget stort flertal på 124 af de nuværende folketingsmedlemmer bakker op om, at indvandringen og integrationen er nationens største problem. Liberal Alliance og SF er tæt på at være enige.

Det kan man naturligvis synes, er forkert, men man kan ikke undgå at konstatere, at kontinentalsoklerne har flyttet sig under dansk politik. Den tid, hvor Socialdemokratiet kaldte Dansk Folkeparti for ”ikke-stuerene”, og hvor Venstre kaldte partiet ”modbydeligt”, er fjern historie.

Der er allerede sket et paradigmeskift i dansk politik, hvor der i dag hos et meget bredt flertal i Folketinget er opbakning til en hård – en benhård – kurs over for indvandring fra ikkevestlige lande (læs: muslimske). Enigheden er så udtalt, at den udfordrer vanetænkningen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Søren J. Damm, debatredaktør.

Den tid, hvor Socialdemokratiet kaldte Dansk Folkeparti for ”ikke-stuerene”, og hvor Venstre kaldte partiet ”modbydeligt”, er fjern historie.

David Trads

De partier, der ikke anerkender denne nye enighed, risikerer slet og ret at overflødiggøre sig selv i en rum tid. Den parlamentariske situation, vi har haft siden 1992, med en fast rød blok (S, R, SF, EL, ALT) og en fast blå blok (V, K, DF, LA) har længe slået revner. Nu bliver sprækkerne større.

Det er den nye enighed om udlændingepolitikken, der er katalysatoren, men tendenserne til opløsning har været der længe. SR-aksen havde under Thorning/Vestager alvorlige samspilsproblemer – og det tætte S-DF-samarbejde de forløbne par år skubber til alt.

De Radikale ser ikke ud til at lade sig flytte – og derfor risikerer de at miste magt.

David Trads

En hel del tyder derfor på, at vi, når vi analyserer dansk politik i disse måneder, skal begrave den vanetænkning, vi har haft i et kvart århundrede om, hvem der bakker op om hvem – og i stedet skal lære af den parlamentariske situation fra 1978 til 1982, hvor alt blev brudt op:

I 1978 fik vi den første og hidtil eneste arbejder-bonde-alliance, da S og V dannede en fælles regering. Den blev ingen succes, men den var et billede på, at datidens ledende politikere (Anker Jørgensen og Henning Christophersen) anerkendte, at der måtte tænkes nyt.

I 1982 fik vi firkløverregeringen med K, V, CD og Kristeligt Folkeparti – en helt ny konstellation, som oven i købet havde opbakning fra Fremskridtspartiet og i reglen også af De Radikale. Den blev til gengæld en succes, og den var igen et billede på politisk nybrud.

Lige siden at Poul Nyrup Rasmussen som ny socialdemokratisk formand i 1992 lokkede De Radikale over i rød blok, har billedet imidlertid været fastlåst. Med den nye enighed i udlændingepolitikken opstår der nye brudflader, som kan ændre den politiske logik.

Det parti, som har sværest ved at acceptere den nye virkelighed, er naturligvis De Radikale. Dets leder, Morten Østergaard, gav Socialdemokratiets udspil den kolde skulder – for ifølge ham vil det aldrig blive til noget. Det er, sagde han, bare endnu en cirkusforestilling.

Politiske journalister, hvoraf mange hænger fast i vanetænkningen, gik straks i gang med at lede efter de sprækker, der er mellem S og R – og det er ikke længere sprækker, men vidtåbne ladeporte – og som ville vanskeliggøre eventuelle regeringsforhandlinger efter et valg.

Østergaard spillede villigt med – og henviste til de berygtede forhandlinger i Det Sorte Tårn i 2011, hvor Margrethe Vestager fik stor også indflydelse på udlændingepolitikken. Den slags, lod han forstå, ville nemt kunne ske igen, for De Radikale er slet og ret ikke enig i kursen.

Og det er de jo ikke – i den grad ikke. De Radikale står i udlændingepolitikken for synspunkter, der i øjeblikket kun har opbakning fra Enhedslisten og Alternativet – end ikke fra SF. De Radikale ser ikke ud til at lade sig flytte – og derfor risikerer de at miste magt.

Hvis det næste valg ender, som meningsmålingerne vedvarende viser, så vil der være ’rødt flertal’. Vil S kunne indgå i reelle forhandlinger med R om en fælles regering, hvis det, som S kalder den ’største udfordring’, fejes af banen af R som en ’cirkusforestilling?

Nej, det er faktisk endog meget vanskeligt at forestille sig. Derfor er det, som det ser ud lige nu, mere sandsynligt, at S i den situation vil gå efter at danne en ren S-regering, hvor den vil søge – og nemt få – opbakning hos de borgerlige til at føre en stram udlændingepolitik.

Er det endda muligt, at S kunne finde på at danne regering med enten DF eller med V eller måske endda med dem begge allerede efter næste valg? Det er ikke overvejende sandsynligt, men i en tid, hvor kontinentalsoklerne flytter sig, og hvor der dannes nye alliancer, er alt muligt. Tjek eksempelvis 1978 og 1982. 

--------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00