Kommentar af 
David Trads

David Trads: Er vi parat, hvis Trump vinder igen?

KOMMENTAR: Har Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet i Danmark gjort sig dybe tanker om, hvordan pokker vi sikrer vores fremtidige sikkerhed, hvis Donald Trump vinder igen og fortsætter sin 'America First'-doktrin, spørger David Trads.

Hvis Trump vinder igen, så står vi i udfordringer til halsen, skriver David Trads.
Hvis Trump vinder igen, så står vi i udfordringer til halsen, skriver David Trads.Foto: Youtube/Club for Growth
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvad nu, hvis Donald Trump ikke bliver afsat ved den rigsretssag, som efter al sandsynlighed kommer i det nye år, men i stedet cruiser til endnu en valgsejr om et år?

Er vi – altså Vesten, Europa, Danmark – så parat til at reagere? For hvis Trump vinder præsidentvalget om et år, så vil det naturligvis betyde, at amerikanerne har set på manden i Det Hvide Hus gennem fire år og tænkt, at det ser godt ud; ham vil vi gerne beholde!

I givet fald er det ikke bare Trump, som har sejret, men selve trumpismen – den ideologi, der siger ’Amerika først!’ hver eneste dag og uden undskyldninger. Det vil i givet fald være et massivt rygstød til hans kurs om at fjerne sig fra alle de alliancer, som har skabt Vesten.

Nato, hjørnestenen i det transatlantiske samarbejde, vil i givet fald risikere kollaps, for Trump har længe kaldt alliancen for "forældet". Selve grundprincippet – nemlig musketereden om, at et angreb på et medlem, selv det mindste, er et angreb på alle, inklusive det største – har han åbenlyst har haft svært ved at bakke op om. Han koketterer med at trække USA helt ud.

Fakta
David Trads er journalist, skribent og debattør og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Hvad skal Vesten så gøre? Hvad skal Europa så gøre? Hvad skal Danmark så gøre?

Tre enorme spørgsmål, som jeg vender tilbage til, når vi først lige har set på, hvad der er sandsynlige scenarier for henholdsvis den reelt allerede igangværende rigsret og det præsidentvalg, der holdes om et år:

Det er meget muligt, at det er irriterende emner at forholde sig til midt i en aktuel finanslov, som handler om flere pædagoger i børnehaverne og flere sygeplejersker på sygehusene, men hvis Trump vinder igen, så ryddes pladen.

David Trads

Først rigsretten:

Demokraterne har iværksat en proces, der ikke kan føre til andet resultat, end at Repræsentanternes Hus stemmer et anklageskrift igennem. Det er ren politik – og da partiet har flertallet, vil det, uanset hvad der måtte blive sagt af vidnerne, træde speederen i bund.

Men fra det øjeblik rigsretten føres over i Senatet, sikkert lige efter jul, ændrer sagen karakter. Der skal nemlig ikke bare simpelt flertal til for i sidste ende at fjerne præsidenten, nej, der skal to tredjedels flertal. Mindst 20 republikanske senatorer skal ofre deres egen mand.

Glem ’bevisførelsen’. Det er ikke en juridisk sag, men en politisk sag. Alt handler om en eneste ting: Vil der være mindst 20 republikanske senatorer, som stemmer for at fjerne præsidenten? Lige nu er det meget lidt sandsynligt, at det sker. Kan det ske? Ja, men muligheden er lille.

Dernæst præsidentvalget:

Alle målinger tyder på, at enhver demokrat kan slå præsidenten – selv en demokratisk kat, så jeg et sted! Men, som vi erindrer fra 2016, så er målinger stærkt usikre i forhold til Trump. For et genvalg taler to ting – økonomien går rigtigt godt; præsidenter får næsten altid to perioder.

Demokraterne er i gang med et primærvalg – uden at have en egentlig favorit endnu, fordi alle har deres udfordringer: Joe Biden (77 år) og Bernie Sanders (78 år) virker for gamle; Pete Buttigieg (37 år) er for ung; Elizabeth Warren (70 år) er for rød. Når vælgerne at blive begejstrede?

Konklusionen må være, at som det ser ud lige nu, så står Trump endog rigtig godt.

Han vil med overvejende sandsynlighed gå til valg i november med 1) en rigsret, der ikke dømte ham ude – ’I WON!’, 2) en historisk stærk økonomi – ’AMERICA IS GREAT AGAIN’ og 3) Demokraterne vil stå med en kandidat, der ikke motiverer vildt – ’LOSERS!’

Så vi må forberede os på, at der er en endog stor mulighed for, at præsidenten også i 2021 hedder Trump. Det kan selvfølgelig også være, at det bliver præsident Warren, præsident Biden, præsident Sanders, præsident Buttigieg, præsident Bloomberg eller en femte.

Så hvad gør vi, hvis Trump vinder igen?

Har Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet gjort sig dybe tanker om, hvordan pokker vi i givet fald sikrer vores fremtidige sikkerhed? Vil vi anbefale en Europa-hær som alternativ til et rystet Nato? Er vi parate til i givet fald at fordoble vores militærbudgetter? Vil vi argumentere for et stærkere EU?

Det er meget muligt, at det er irriterende emner at forholde sig til midt i en aktuel finanslov, som handler om flere pædagoger i børnehaverne og flere sygeplejersker på sygehusene, men … Hvis Trump vinder igen, så ryddes pladen. Så står vi i udfordringer til halsen.

-----

David Trads er journalist, skribent og debattør og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)









0:000:00