David Trads: Fock minder om Bernie – på den forkerte måde

Der er panik – som i P-A-N-I-K med så store bogstaver, jeg kan skrive – i de dominerende lag af både Alternativet i Danmark og hos Demokraterne i Amerika.

Årsagen er den samme: De to partiers medlemmer vender i den grad ryggen til de anbefalinger til ny politisk leder, som deres førende skikkelser kommer med. Straks græsrødderne får chancen for selv at stemme i direkte valg, hvor hvert medlem har samme stemme, vælger de fuldkommen frit:

Tag Alternativet først: Partiets øverste lag – Uffe Elbæk, den afgående leder; hele folketingsgruppen; de vigtigste i partiorganisationen – var helt, helt enige om, hvem der burde være den nye leder, nemlig Rasmus Nordqvist. Alt var timet og tilrettelagt til kronprinsens indtog på den store scene.

Men … medlemmerne, som i en demokratisk proces, der næppe er set så fri for indblanding i noget dansk parti, vendte i den grad tommelfingeren nedad for det, man på amerikansk kalder 'the establishment candidate'. Nordqvist blev ydmyget. I stedet blev Josephine Fock valgt.

Tag så Demokraterne: Ingen – som i absolut ingen – i partiets øverste lag ønsker, at Bernie Sanders skal blive partiets præsidentkandidat. Faktisk kan de ikke døje ham – hverken som person eller som politiker. De vil alle sammen helst have Joe Biden, til nøds Elizabeth Warren eller Pete Buttigieg.

Men … medlemmerne, der stemmer i helt ustyrlige primærvalg, er så trætte af den gamle, trætte elites forsøg på at tvinge en kandidat ned over sig, som de ikke kan lide, at de begejstret stormer over til Bernie. Lige nu ligner Biden et såret dyr, basket til side af Feel The Bern!

Fock er på en slags tålt ophold hos Alternativets folketingsgruppe. Ingen – nej, ingen – af de fem folkevalgte har sådan rigtigt lykønsket hende.

David Trads

De problemer, som medlemsdemokratiet udfolder, er åbenlyse herhjemme allerede nu, og det vil også åbenbare sig ualmindeligt hurtigt derovre om et øjeblik:

Fock er på en slags tålt ophold hos Alternativets folketingsgruppe. Ingen – nej, ingen – af de fem folkevalgte har sådan rigtigt lykønsket hende. Nordqvist er gået som politisk ordfører, Elbæk spiller slet ikke med, Leila Stockmarr, den centrale organisator, siger farvel og tak.

Den konflikt, som synes at eskalere dagligt, risikerer at begrave det parti, der begejstrede så mange for så kort tid siden. De årsager, som de centrale figurer har til at vende den kolde skulder til Fock, er mestendels ukendte for de medlemmer, der med stor glæde valgte hende.

Det er helt de samme mekanismer, som Demokraterne kan se frem til, hvis Bernie Sanders rent faktisk vinder partiets nominering og endnu mere, hvis han skulle ende med at blive USA's næste præsident. Også han vil i givet fald være på tålt ophold som sit partis leder.

Bernie ses af partieliten som et fremmedlegeme, der er i færd med at skyde sig igennem til det, man i erhvervslivet kalder en fjendtlig overtagelse. Ét er, at han slet ikke er medlem af partiet (!) – noget andet er, at hans politik er endog meget langt til venstre fra partiets. Lidt som hvis Pernille Skipper pludselig stod til at blive leder af Socialdemokratiet!

Hvis det bliver til præsident Sanders, vil han være den første præsident, som ikke vil have 'sit' parti i ryggen, når han måtte sætte sig i Det Hvide Hus. Nancy Pelosi og Chuck Schumer, partiets ledere i Repræsentanternes Hus og Senatet, er simpelthen ikke enige med ham.

USA kan lige nu lære en del af at studere Alternativet … for den kulde, som Fock møder i 'sin' folketingsgruppe, ligner den, som Bernie oplever i 'sit' parti. De græsrødder, der har valgt hende, og som måske snart vil vælge ham, er så langt fra partieliten, at kløften er for dyb.

Uffe Elbæk anno 2015 mindede kolossalt meget om Bernie Sanders anno 2016 – samme type ældre, no-nonsense-mand, der ærligt lagde en anderledes politik frem, som i overrumplende grad appellerede til især unge vælgere. Venstresnoede populister, som begejstrede.

Josephine Fock anno 2020 minder også meget om Sanders anno 2020 – men på den svære måde: Som personer, der ganske vist vælges af græsrødderne, men som i magtlagene slet og ret savner allierede, der er villige til at kæmpe for deres sag. Det er enorme udfordringer for dem begge – og, ikke mindst, for deres partier. Måske knækker de allesammen på det.

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.