David Trads: Hvis jeg var Løkke, ville jeg ringe til Fogh

Der er et begreb i amerikansk politik, the WWBD-factor, som ofte bliver brugt, når Demokraterne er i knibe, måske allermest når de slet og ret er på røven.

Forkortelsen kommer fra ’what would Bill do?’ – altså: hvad ville Bill gøre? – og vi taler selvfølgelig om Bill Clinton, den succesrige præsident fra 1993 til 2001, som fik tilnavnet the comeback kid, fordi han igen og igen og igen overkom selv de største nedture:

Fra anklager om affærer med og overgreb mod adskillige kvinder, kulminerende med Lewinski-sagen, der nær havde fældet ham, over anklager om korruption i sin tid som guvernør til enorme politiske nederlag ved midtvejsvalg og i Kongressen.

Hver gang Bill Clinton var nede i sølet, fandt han imidlertid en udvej. Sjældent en, som andre kunne se; ofte snørklet, ikke altid lige efter grønspættebogen; men, og det er det helt centrale, han fandt en måde at komme videre på. Selv uden politisk flertal opsporede han en alligevel.

Løkke har sandt for dyden ikke meget at glæde sig over lige nu. Han er reduceret til en slags mødeleder, der er ydmyget af især Kristian Thulesen Dahl.

David Trads

Det er derfor, at Demokraterne stadigvæk – så mange år efter Bill Clintons regeringstid – bringer the WWBD-factor i spil, for i den mørkeste stund er der trøst at hente i, at det faktisk altid er muligt at finde en løsning. Det kunne Bill, fordi han var kreativ, arbejdsom og, ikke mindst, realistisk. Små sejre var bedre end store nederlag.

I dag, hvis jeg var Lars Løkke Rasmussen – der som bekendt sidder i udfordringer til halsen – ville jeg overveje en dansk pendant, nemlig HVFG-faktoren. Ja, jeg ved godt, at den ikke findes, men så må den jo opfindes: ’Hvad ville Fogh gøre?’ - Anders Fogh, den mest succesrige Venstre-statsminister.

Fogh ville skrue en aftale sammen, som ikke ville være historisk, men som ville gøre det muligt for alle at undgå at tage ansigt.

David Trads

Løkke har sandt for dyden ikke meget at glæde sig over lige nu. Han er reduceret til en slags mødeleder, der er ydmyget af især Kristian Thulesen Dahl, som opfører sig, som om han er statsminister, men også af Anders Samuelsen, hvis amatørisme han er tvunget til at acceptere.

Siden valget i juni 2015, hvor Venstre og Løkke fik en på sinkadusen, har statsministeren reelt sejlet rundt i manegen. Først med den smalle Venstre-regering, nu med den samspilsramte VLAK-regering. Store udspil, betegnet historiske, er lagt frem … og faldet pladask sammen.

Lige før jul vaklede taburetten under Løkke, men som den flugtkonge han er, slap han i sidste øjeblik ud af kniben. De fastlåste forhandlinger om skat og udlændinge, hvor der er en galakse mellem DF og LA, blev – igen igen – udskudt. Til januar? Februar? Marts? Hvem ved?

Det rigtig gode spørgsmål er selvsagt, ’hvad ville Fogh gøre’, hvis han befandt sig i samme krise – for Anders Fogh Rasmussen var verdensmester i harmoni i blå blok. Bendt Bendtsen, daværende konservativ partileder og vicestatsminister, ynder at fortælle, hvad Fogh svarede, når han bad om topskattelettelser:

'Det er en rigtig god ide – og det synes jeg, vi skal foreslå i samme øjeblik, du har skaffet 90 mandater,' lød det nogenlunde fra Fogh, når De Konservatives mærkesag blev bragt frem. Det flertal kom aldrig – og derfor ønskede Fogh ikke at provokere DF med et paradeforslag. Det ville være rent harakiri.

I stedet arbejdede Fogh – og med ham især Thor Pedersen og Claus Hjort Frederiksen, hans tro væbnere som finansministre – på at finde andre måder, hvor den skat, de så inderligt også ønskede at sænke, rent faktisk kunne blive sænket. Bid for bid åd de elefanten, som de sagde.

I 2009 – otte år efter magtovertagelsen – kom belønningen, da der blev skruet en solid skattereform sammen med DF. Bundskatten blev lettet, mellemskatten forsvandt, og grænsen for, hvornår topskatten satte ind, blev hævet. Den politiske pointe: Alle i blå blok vandt. Ingen revolutionær triumf, men pragmatisk fremgang for deres sag.

Så hvad ville Fogh mon gøre, hvis han sad i Løkkes stol netop nu? Ja, for det første ville han aldrig have bragt sig i en så defensiv situation, som Løkke er i nu – dertil var hans evne til at opbygge tætte alliancer alt for stor – men hvis nu det alligevel var sket, hvad så?

Han ville selvfølgelig skrive en drejebog – vel at mærke en drejebog, der ville udvide hans manøvrerum betragteligt. Han ville – kreativt og arbejdsomt og bag linjerne – lede efter det kompromis, som ville kunne gøre både Thulesen Dahl og Samuelsen tilfredse.

Han ville offentligt dæmpe forventningerne til aftalens omfang – og han ville helt sikkert have brugt sin nytårstale på det, men det er jo for sent – og så ville han sende sine løjtnanter fra finansministeren til fagministre i gang med at lede efter alternative sejre til DF og LA.

Fogh ville skrue en aftale sammen, som ikke ville være historisk, men som ville gøre det muligt for alle at undgå at tabe ansigt. Noget med at pulje en hel masse tidligere skattelettelser med nogle få nye, så man når et acceptabelt milliardbeløb over flere år.

Så ville Fogh tage en dag i manegen, fremlægge en mindre skattepakke, puste den så meget op, han kunne, og så ville han trække en streg i sandet og selvsikkert sige, at ’nu skal vi se fremad’ – og omgående ’opfinde’ et nyt politisk projekt, der ville kunne overtage dagsordenen.

Så hvad venter du på, Løkke? Skynd dig dog at ringe til Fogh, og find ud af, ’hvad Fogh ville gøre’.

--------------------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.