David Trads: I disse døgn falder Vesten fra hinanden

Der er noget dybt, dybt deprimerende over at se "the end of the world as we know it", som R.E.M. sang i deres dystopiske megahit fra 1987 – for jeg kan simpelthen ikke få den sang ud af mit hoved i de skæbnesvangre døgn, vi befinder os i netop nu.

Det Vesten, som vi kender, og den idé, som Vesten er, har været rystet siden 2016, da briterne først valgte Brexit og amerikanerne dernæst Trump, fordi de to nationer, som har været drivkræfterne i opbygningen af de alliancer, som har kæmpet for liberale værdier, vendte os andre ryggen.

Lige nu – i efteråret, hvor mørket begynder at dominere over lyset – er vi på første række vidner til noget, der ubehageligt ligner et kollaps.

Det hele ramler for øjnene af os, og det er åbenlyst, at ordentlige, liberale politikere er lamslåede. Lad os tage problemerne et for et:

For det første – Nato’s moralske kollaps:

Netop nu er Tyrkiet, i dag et halvdiktatur under næsten-islamistisk ledelse, men også et af Nato’s vigtigste lande, i færd med et brutalt angreb på de kurdere, som har været vores modige støtte i krigen om Isis.

Trump, ’den frie verdens leder’, har skammeligt ladt kurderne i stikken, efterladt dem som forsvarsløse skydeskiver og Europa, ja, vi aner ikke, hvad vi skal stille op. 

David Trads

Trump, ’den frie verdens leder’, har skammeligt ladt kurderne i stikken, efterladt dem som forsvarsløse skydeskiver og Europa, ja, vi aner ikke, hvad vi skal stille op. Under Trump er Nato – den vigtigste alliance, vi har – reelt ved at falde fra hinanden.

For det andet – EU’s og USA’s kinesiske kollaps:

Netop nu kæmper modige frihedskæmpere i Hong Kong for deres ret til i hvert fald en vis beskyttelse mod det enorme kinesiske, kommunistiske diktatur. Frihedskæmperne, vor tids Havel, Walesa, Sakharov, råber på vores hjælp, men modsat under Den Kolde Krig, hvor Vesten ubrydeligt stod samlet i kampen for demokrati og menneskerettigheder, så får de en kold skulder. For EU og USA er de universelle rettigheder i dag, ja, en by i Kina.

For det tredje – USA’s indre kollaps:

Netop nu bevæger USA – demokratiets og menneskerettighedernes vugge (!) – sig ud i en grim forfatningskrise, hvor landet dag for dag er sværere og sværere at genkende.

Demokraterne trækker Trump ind i en rigsret, fordi han, ret åbenlyst, har brudt forfatningen ved at udnytte sin position til at presse en udenlandsk præsident til at finde snavs på en politisk modstander. Trump afviser at følge Kongressens krav. Hele Amerika skælver. Værdigheden forsvinder.

For det fjerde – EU’s indre kollaps:

Netop nu snerper de efterhånden tragiske Brexit-forhandlinger til igen-igen. Og Boris Johnson, denne britiske klovn af en premierminister, sværter sin egen stolte nation til i mudder. Alt er kaos i parlamentet i London. Det er ikke til at holde ud at se på.

Men det er jo ikke det eneste rædsomme, der foregår i EU – for den altoverskyggende Brexit-farce skygger for mindst lige så alvorlige udfordringer i Ungarn og Polen. EU’s problemer er enorme.

Med et EU og et USA i indre opløsning er der meget lidt håb for, at det Vesten, som har gjort hele verden til et mere fredeligt, mere velstående, mere demokratisk og frem for alt mere frit sted at leve for næsten alle, inden for en overskuelig årrække vil kunne genindtræde som klodens moralske ledestjerne.

Hvem vil nu og i lang tid frem over kunne tage Vestens bragesnak om demokrati alvorligt, mens vi lader kurderne – vores venner for pokker! – i stikken; mens vi bekvemt lukker øjnene for kinesiske overgreb mod Hong Kongs frihedskæmpere? Det svarer til, at vi havde bedt Solidaritet lukke ned, Mandela holde sin kæft, Sovjets dissidenter sejle deres egen sø.

Åh, hvor jeg savner det politiske mod, som Vestens politikere udviste under Den Kolde Krig – Churchill, Roosevelt, de Gaulle, Truman, Monet, Schuman, Reagan, Thatcher, Ellemann-Jensen og heldigvis mange flere på kryds og tværs af alle ordentlige politiske partier – for de visioner, de fulgte, også når det gjorde ondt og var farligt, sikrede fred i vores tid. Alle disse politikere vidste, hvad krig og ufred var, for de havde gennemlevet den selv. Og de havde helt sikkert læst ’Intet nyt fra Vestfronten’, Erich Maria Remarques uafrystelige roman om rædslerne, meningsløsheden og døden under Første Verdenskrig, der begyndte sådan her:

"Denne bog skal hverken være en anklage eller en bekendelse. Den skal kun være et forsøg på at berette om en generation, som blev ødelagt af krigen – selvom den også undslap granaterne."

De europæere, som havde alle rædslerne fra Europas selvdestruktion i første halvdel af det 20. århundrede tæt inde på livet, og de amerikanere, der i samme århundrede vitterlig påtog sig en større sags tjeneste om at gøre verden til et bedre sted, skabte den vidunderlige verden, som gav os, der er så heldige at bo i Vesten, historisk enestående fred i årtier.

Det er alt det, som livsfarlige, inkompetente, snæversynede, nationalistiske og skrupskøre ledere i Washington, London, Budapest, Warszawa og Ankara er i færd med at ødelægge. Tiden er inde – ja, den er virkelig inde – til, at vi andre træder til, siger fra og bygger op igen.

-----

David Trads (f. 1967) er journalist, skribent og debattør og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet, forhenværende udviklingsdirektør, Metro International.