Kommentar af 
David Trads

David Trads: LA – zombiepartiet der ikke vil dø

KOMMENTAR: Hele undergangskoret af politiske kommentatorer havde stort set lagt LA i graven i januar, men nu tyder det på, at der stadig er liv i den liberale lømmel, mener David Trads.

<b>Besser-besserwisser</b>:&nbsp;Samuelsen har i dag grund til at smile – også af denne verdens politiske besserwissere, mener David Trads.
Besser-besserwisser: Samuelsen har i dag grund til at smile – også af denne verdens politiske besserwissere, mener David Trads.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi var mange besserwissere, som var sikre på, at Liberal Alliance ville rasle ned i popularitet, da partiet vingeskudt omkring årsskiftet tabte topskattelettelserne på gulvet – og ingen var mere sikker end Michael Kristiansen, den gamle Venstre-spindoktor, som i Altinget skrev "Nekrolog over LA":

”Dødsstødet har været undervejs længe. Men tirsdag 9. januar 2018 blev så dagen, da de sidste politiske blodsdråber dryppede ud af Liberal Alliances efterhånden medtagne politiske krop … Det bliver næppe 0,0 procent, men spærregrænsen er i spil,” lød det, da Kristiansen mere eller mindre lagde partiet i graven.

Kristiansen var den, der gik hårdest til Anders Samuelsen, men han var langtfra alene – og jeg deltog selv i koret for et par uger siden her på Altinget, da jeg hånede partilederen for selv at være skyld i sit partis fald, fordi han efter min mening talte for meget om skat og for lidt om verden.

Og hvad sker der så:

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Tirsdag 9. januar 2018 blev så dagen, da de sidste politiske blodsdråber dryppede ud af Liberal Alliances efterhånden medtagne politiske krop.

Michael Kristiansen
Politiske kommentator

Ja, de to seneste meningsmålinger – Ritzaus Voxmeter og DR’s Epinion – er fremragende for Liberal Alliance, som begge steder står til 6,2 procent af stemmerne. Stadig et stykke fra de 7,5 procent fra valget i 2015, men en dramatisk fremgang i forhold til de seneste måneder. 

Det er simpelthen både overraskende og tankevækkende – for det strider imod normal politisk logik, som ville tilsige, at et parti, som fik så mange klø i december og januar, ville falde i målingerne. Men måske beviser Samuelsen & Co. igen, at de spiller på en anden bane.

To målinger er ikke nok til at erklære krisen ovre, men jeg forstår godt, hvis LA’erne har svært ved at holde armene nede i de her dage.

David Trads

Lad os lige mindes partilederens storhed og fald – for det var faktisk voldsomt:

Midt under de kaotiske finanslovsforhandlinger, hvor LA truede med at stemme imod den regering, de selv sidder i, kortsluttede Samuelsen processen med denne tweet 8. december:

”Mange har tvivlet på, om skattelettelserne kom. Nu kommer de. Inden jul endda. Og de blive de største i mands minde. Tillykke Danmark. #størstejulegavetildanskerne.”

Da det i januar endegyldigt åbenbarede sig, at der ingen topskattelettelser kom, og at de lettelser, der trods alt blev enighed om, var langt fra de drømme og løfter, som Samuelsen havde stillet i udsigt, krøb han i en Facebook-update 10. januar helt til korset:

“Jeg tager tævene, og de er fortjente. Kritikken er 100 procent i orden. Det har ganske enkelt ikke været værdigt – og jeg beklager dybt overfor jer alle. Uden forbehold. Jeg bøjer nakken. Jeg har fejlet … Jeg undskylder for HELE forløbet. Updaten, træklatring, ydmygelsen af baglandet og partiet.”

Samuelsen lignede i de dage en, der var blevet pryglet, og efter et krisemøde i partiet begyndte rygterne at gå, om hans dage måske var talte. Men manden, der har overlevet den største af alle ydmygelser – den famøse Gallup-måling på 0,0 procent i 2009 – gav ikke op.

Når jeg i dag kigger tilbage på de udtalelser, som partilederen kom med, da det så værst ud i januar i år, så er det karakteristisk, at hans kamp-gen faktisk fortsat var intakt. Til TV 2 sagde han for eksempel samme dag, som han udsendte sin enorme undskyldning:

“Vi skal kæmpe videre nu. Det vil jeg fortsat gøre – på trods af de fortjente øretæver, spot og latterliggørelse.”

Og det gjorde han så – ikke mindst, da han under partiets landsmøde for et par uger siden brugte 70 minutter med en tale, der havde ét klart tema: En understregning af de liberale resultater, som han mente, aldrig var blevet til noget, hvis LA ikke sad i regering.

Det var ikke efter min mening nogen stærk eller overbevisende tale – den virkede tværtimod defensiv. Den blev også holdt i kølvandet på en stribe dårlige nyheder – medlemsflugt, vælgerflugt, donorflugt, ja, der var ikke meget medvind på cykelstierne.

Men Samuelsen har i dag grund til at smile – også af denne verdens politiske besserwissere – for, hvis det virkelig lykkes for ham at få endnu et politisk comeback, så er det faktisk vildt.

To målinger er ikke nok til at erklære krisen ovre, men jeg forstår godt, hvis LA’erne har svært ved at holde armene nede i de her dage. 

-------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

0:000:00