David Trads: På høje tid, men givet for sent, at EU råber op mod Putin

Da jeg var Moskva-korrespondent i 1990’erne, inviterede Vibeke Sperling, dengang DR’s enestående reporter samme sted, til en middag med en ganske særlig gæst:

Anna Politkovskaja, en lille dame i højden, men en mægtig skikkelse i kampen for menneskerettigheder. Hun var journalist i det i hvert fald på papiret demokratiske Rusland, som kun havde eksisteret i få år siden Sovjetunionens kollaps i 1991.

Anna gav et uforglemmeligt indtryk, mens hun sad der over Vibekes rødbedesuppe og fortalte i detaljer om, hvordan det russiske demokrati var en illusion, og om, hvordan de ledende politikere og oligarker var aldeles flintrende ligeglade med det enkelte menneske.

Hun havde allerede dengang dækket Tjetjenien-krigen, hvor Ruslands krigsforbrydelser var åbenlyse – vel og mærke ikke bare mod de tjetjenske oprørere, men også mod de russiske soldater, som de havde under deres kommando. Det var hjerteskærende.

Da jeg tog hjem fra den aften, som endte med at blive en sen nat, tænkte jeg på, hvordan det måtte have været at opleve en sovjetisk dissident under Den Kolde Krig:

Anna virkede nemlig præcist lige så hudløst ærlig og akkurat lige så inspirerende modig som Andrej Sakharov, Jelena Bonner, Aleksandr Solsjenitsyn og mange andre, hvis navne er ukendte uden for det gamle Sovjetunionen. Hun kæmpede virkelig for friheden.

De forløbne måneder har illustreret, hvor farligt det er, når vi bare lader stå til, mens mørkets kræfter forgifter vores demokratier – for alle vores venligheder og laden-stå-til over for Putins Rusland har tydelige konsekvenser

David Trads

Det russiske system hadede hende. De mærkede op igennem 1990’erne og 2000’erne, hvordan hendes skarpe pen og utrættelige dokumentation af de grove krænkelser af menneskerettighederne, som regimet stod for, havde et publikum både hjemme og ude.

En dag i oktober 2006 blev Anna Politkovskajas sidste:

Ukendte gerningsmænd trængte sig ind i den bygning, som hun boede i, og dræbte hende i elevatoren. Myndighederne forsøgte at slå det hen som et udslag af tilfældig kriminalitet, men alle mistænkte naturligvis den politistat, som Vladimir Putin, den nye tsar, har bygget.

Det lignede i den grad et politisk bestilt mord – for især efter Annas internationale gennembrud med ”Putin’s Russia: Life in a Failing Democracy’ var det, som om at hun havde en uofficiel dødstrussel hængende over sig. Putin finder sig ikke i modstand.

Desværre skrev Anna sig på den måde ind i en lang række af ’mærkværdige’ dødsfald blandt russiske dissidenter og oppositionspolitikere. Da jeg for et par år siden i Moskva besøgte Emilia Slabunova, formand for Jabloka, et liberalt oppositionsparti, fik jeg frostbid, da hun fortalte om, hvor modbydeligt Putin agerer over for modstand:

Hun viste billeder af fem partifæller, som brutalt havde mistet livet, fordi de ’uheldigvis’ fik et slagstilfælde i fitnesscentret, blev kørt ihjel, udsat for en drukneulykke og tilsyneladende umotiveret begik selvmord. Slabunova sagde:

”De siger, vi har demokrati her i Rusland, men det er kun på papiret – for jo, vi har jo alt det formelle: vi har en forfatning, tredeling af magten, valg af byråd, parlament og præsident, og, ja, vi har ret til at danne partier, forsamle os, ytre os, alt det der. Det er trods alt ikke det Sovjet, som jeg voksede op i, men, helt ærligt, det er desværre ikke langt fra, når vi kommer til virkeligheden. Her bestemmer Putin og hans kumpaner det hele, når de har lyst.”

Det er sådan, det er i Rusland i dag. Rusland er ikke et demokrati, der er ved at fejle, men et autokrati, som er ved at lykkes. Det seneste eksempel er lige så typisk og på sin ubehagelige måde trivielt, fordi det er så normalt, at man næsten glemmer, hvor slemt det står til:

Aleksei Navalnyj, endnu en enestående oppositionspolitiker, som Putin har gjort alt for at tryne og konkret nægtet retten til at stille op til såkaldt frie valg, kæmper for sit liv på et tysk hospital. Navalnyj blev i en russisk lufthavn forgiftet med novichok, et dødsensfarlig stof, som er KGB’s opfindelse. Putin-regimet afviser at have noget med det at gøre. Klassisk propaganda.

Sagen er naturligvis, at alle ved, at der står Putin, evighedspræsidenten, som måske ender med at sidde længere end selv Stalin, ud over hele attentatet. EU plejer at vende det døve øren til, men denne gang ser vi endelig ud til at være vågnet af tornerosesøvnen.

Anført af Angela Merkel, den tyske kansler, som selv er vokset op i DDR-regimets helvede og derfor kender sine lus på travet, kræver EU nu en forklaring fra Putin. Vi får selvfølgelig aldrig et tilfredsstillende svar fra halvdiktatoren, men der er trods alt godt at se handling. Rusland skal presses dag ind og dag ud.

De forløbne måneder har illustreret, hvor farligt det er, når vi bare lader stå til, mens mørkets kræfter forgifter vores demokratier – for alle vores venligheder og laden-stå-til over for Putins Rusland har tydelige konsekvenser:

Aleksandr Lukasjenko får opbakning til at knuse sin hviderussiske opposition – og selv i EU-lande som Polen og Ungarn ser vi rædsomme demokratiske tilbageslag. Den frihed, som vi troede, vi for evigt havde vundet med Murens fald, forvitrer, hvis vi glemmer at kæmpe for den.

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.