Kommentar af 
David Trads

David Trads: Så sad jeg der og græd 

KOMMENTAR: Der var noget nostalgisk og melankolsk over at sidde foran tv’et og se alt det bedste ved Amerika vælte ud over os, skriver David Trads om Joe Bidens indsættelsesceremoni onsdag aften.

Det var helt ok at fælde tårer over, at det, vi har brug for, nu er på vej igen, skriver David Trads efter at have set Joe Bidens indsættelsesceremoni. 
Det var helt ok at fælde tårer over, at det, vi har brug for, nu er på vej igen, skriver David Trads efter at have set Joe Bidens indsættelsesceremoni. Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix
David Trads
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Åh, alt det bedste ved det Amerika, jeg elsker, fik mine øjne til at forandre sig til Niagara Falls:

Der stod storsmilende Kamala Harris, den første kvinde i historien, oven i købet farvet, som blev indsat som vicepræsident – endda svoret ind af Sonia Sotomayor, den første hispanic i Højesteret.

Og der gengav Jennifer Lopez, den latinske superstjerne, ’This Land is Your Land’, den smukkeste folkesang – og midt i det hele udbrød hun kort på spansk: ”Una nación, bajo Dios, indivisible, con libertad y justicia para todos!”. ”En nation under Gud, udelelig, med frihed og retfærdighed for alle,” som det lyder i den amerikanske troskabserklæring til Stars & Stripes.

Harris, Sotomayor og Lopez har det tilfælles, at de alle i Danmark ville blive kaldt anden-generations indvandrere, idet deres forældre kom til mulighedernes land fra fattige nationer. I USA kunne ingen drømme om at kalde de tre power women for andet end amerikanere – en vicepræsident, en højesteretsdommer, en superstar.

Fakta
David Trads (f. 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Og så trådte Amanda Gorman, en 22-årig sort kvinde fra Los Angeles, ind på den største af alle scener og leverede sit digt – ’Det bjerg, vi bestiger’ – som omgående ramte alles hjerter med dets budskab om, hvordan der selv i mørkets stund altid, A-L-T-I-D, er håb for Amerika:

”Vi, arvingerne til et land og en tid//Hvor en ranglet sort pige//Efterkommer af slaver og opfostret af en enlig mor//Kan drømme om at blive præsident//Men i stedet læser sit digt for præsidenten.”

Der var noget livsbekræftende, noget af den vidunderligt smittende, livgivende amerikanske optimisme, over at se den indsættelsesceremoni.

David Trads

Den ranglede pige, som bjergtog en hel verden, er Amanda, som er sådan en mønsterbryder, selve den amerikanske narrativ er gjort af. Senere omfavnede hun Harris, hvis far er fra Jamaica, og Michelle Obama, USA's mest populære person, som selv er efterkommer af slaver.

Og der stod Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama – præsidenterne, jeg er vokset op med, idet de indtog Det Hvide Hus fra 1993 til 2009 – og talte varmt med hinanden og med et klart budskab til nationen: Stå sammen! En republikaner og to demokrater. De lignede det Amerika, vi holder af – nemlig den nation, der løfter hinanden, og som hjælper hinanden.

Og der trådte fænomenet Lady Gaga ind og leverede en vidunderlig udgave af USA's nationalsang med de smukke ord om, at dets flag vajer over ’the land of the free and the home of the brave’ – inden Garth Brooks, countrystjernen, som givet er republikansk, sluttede af med ’Amazing Grace’, folkesangen, der med ordene ’I once was lost, but now I am found//Was blind, but now I see’, ikoniserer det evige amerikanske paradoks mellem dets idealer og dets virkelighed.

Og så selvfølgelig det øjeblik, hvor Joe Biden, drengen, der blev mobbet i skolen, fordi han stammede, blev indsat som sin nations 46. præsident i en alder af 78 år. Rette mand på rette sted – for det, som USA har allermest brug for nu, er ro på, respekt og anstændighed for hinanden, og, som han sagde, så har “vi brug for at se hinanden som naboer”. Kulminationen af hans tale ramte os alle:

“Amerika er igen blevet testet. Amerika har igen rejst sig til udfordringen. Folkets vilje er blevet hørt, og folkets vilje er blevet anerkendt. Vi har igen lært, at demokratiet er dyrebart. Demokratiet er skrøbeligt. Og lige netop nu, mine venner, har demokratiet vundet.”

Der var noget nostalgisk, noget melankolsk, over at sidde der foran tv’et og se alt det bedste ved Amerika, vælte ud over os. Der var noget livsbekræftende, noget af den vidunderligt smittende, livgivende amerikanske optimisme, over at se den indsættelsesceremoni. Det var helt ok at fælde tårer over, at det, vi har brug for, nu er på vej igen.

Og, ja, så var det selvsagt en lettelse og en usigelig glæde over, at ham, der har forsøgt at ødelægge alting de forløbne fire år, er væk. Bare væk.

-----

David Trads (f. 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00