Kommentar af 
David Trads

David Trads: Samuelsen lader, som om Trump ikke eksisterer

KOMMENTAR: På trods af Anders Samuelsens selvvalgte blinde vinkler og Danmarks forøgelse af forsvarsbudgettet vil USA's præsident stadig se de danske skatteborgere som snyltere på USA's militærbudget.

<b>HÅNDFAST</b>: Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, giver Anders Samuelsen et fast håndtryk.<br>
HÅNDFAST: Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, giver Anders Samuelsen et fast håndtryk.
Foto: ritzau/Nicholas Kamm
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forleden var Donald Trump hovedtaleren ved Davos-festen – og her fastholdt han, at det hele for ham handler om ’America first!', som han bombastisk proklamerede ved sin tiltræden for et år siden.

Det er den strategi, der har trukket USA ud af Paris-aftalen om at hindre global opvarmning; som har meldt USA ud af handelsaftalen i Stillehavsregionen; der de facto har trukket USA ud af frihandelsaftalen med EU; og som aktuelt får Trump til at true EU med handelskrig.

Alt det – trods alt dikteret af USA's præsident – vendte udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) både det døve øre og det blinde øje til, da han mandag var i Washington, hvor han efter sit møde med sin amerikanske kollega lod forstå, at han havde talt for mere handelssamarbejde:

”Det synspunkt mener jeg faktisk, deles. Hvis man hører, hvad Trump siger, for eksempel i Davos, er der også nogle andre signaler, der sendes,” sagde Samuelsen efter sit halve time lange møde med Rex Tillerson.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Søren J. Damm, debatredaktør.

Diplomater er ikke Trumps kop te, for nu at sige det mildt.

David Trads

Det synspunkt er helt i tråd med de meldinger, som Lars Gert Lose, Danmarks USA-ambassadør, ofte turnerer rundt med – nemlig at vi ikke skal bruge så meget tid på at følge Trumps udbrud, men i stedet skal se på, at meget faktisk fortsætter uændret bag al bulderet.

Det er ikke helt forkert, for de fleste af de centrale folk, som i Washington agerer i udenrigs-, sikkerheds- og handelspolitik, som ud over udenrigsministeren også er den nationale sikkerhedsrådgiver, forsvarsministeren og finansministeren, stikker ikke ud på samme måde som præsidenten.

Siden Mogens Lykketoft i 2000 kritiserede USA's ageren i Mellemøsten, har ingen dansk udenrigsminister turdet kritisere vores største allierede. Tværtimod.

David Trads

Tillerson er ikke til at adskille fra sine forgængere, når han takker for Danmarks indsats i FN eller for vores indsats i forbindelse med en nedrustningsaftale om kemiske våben. Samuelsen lyder også som alle sine forgængere, når han fremstammer et dybfølt ”thank you so much”.

De er en del af det globale diplomati, hvor man uanset hvad opretholder den gode tone – og hvor man altid leder efter de almindeligheder, der kan udglatte de uenigheder, som risikerer at ødelægge den gode stemning. Man taler hinanden efter munden. Man får ting til at glide.

Når Tillerson, ifølge Samuelsens referat, eksempelvis roser Danmark for at øge vores udgifter til forsvaret fra 1,17 til 1,3 procent, og når han angiveligt har anerkendt, at det tæller meget, at vi altid er med i forreste linje i krige, så kan det meget vel være rigtigt. Sådan taler diplomater.

Men – og det er et meget vigtigt men – så nytter det ikke noget at gøre, som om Trump ikke eksisterer. Det gør han i den grad – og hvis der er noget, han foragter, så er det, hvad han kalder ’den dybe stat’, som er det embedsværk, der ikke vil rette ind efter en ny politisk kurs. Diplomater er ikke Trumps kop te, for nu at sige det mildt.

Virkeligheden er jo, at Trump – ud fra hans ageren i de snart to år, vi har kendt ham som politiker – næppe vil være imponeret af, at Danmark øger forsvarsbudgettet med sølle 0,13 procentpoint. Han vil stadig mene, at danske skatteborgere snylter på det amerikanske.

Da Samuelsen efter mødet i USA tilføjede, at det havde været godt at ”understrege, at der er et godt samarbejde mellem Danmark og USA”, må man spekulere på, hvad han egentlig havde sagt til sin amerikanske kollega?

Havde Samuelsen nævnt, at Danmark finder det problematisk, at USA har trukket sig ud af Paris-aftalen? Fik han sagt, at Danmark er bekymret over, at Trump truer EU med handelskrig? Sagde han, at Danmark savner USA i spidsen for kampen for menneskerettigheder?

Mit gæt er, at det sagde udenrigsministeren ikke noget om. Det er der ikke noget nyt i – for siden Mogens Lykketoft i 2000 kritiserede USA's ageren i Mellemøsten, har ingen dansk udenrigsminister turdet kritisere vores største allierede. Tværtimod.

Man siger ellers, at det er særligt vigtigt, at venner er kritiske. Det burde vi huske netop nu.

--------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)









0:000:00