Kommentar af 
David Trads

David Trads: Selvfølgelig valgte Alternativet kulturen

KOMMENTAR: Det er faktisk nemt at forstå, hvorfor Alternativets Niko Grünfeld valgte posten som kulturborgmester i København, mener David Trads.

RØD TRÅD: Der var mening i galskaben, da Elbæks spidskandidat Niko Grünfeld (t.h.) valgte kulturborgmesterposten i København, skriver David Trads.
RØD TRÅD: Der var mening i galskaben, da Elbæks spidskandidat Niko Grünfeld (t.h.) valgte kulturborgmesterposten i København, skriver David Trads.Foto: Polfoto/Jonas Olufsson
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hold da lige op, hvor står fråden ud af munden på alle de sædvanlige besserwissere og gennemsnitspolitikere i disse dage – og det skyldes alt sammen Alternativet, denne umulige humlebi af en politisk bevægelse, som bliver ved med at have succes.

Ethvert andet parti, som stillede op til dets første kommunalvalg, fik tre procent af vælgerne, heraf mere end hver tiende i landets største by, og som oven i købet fik en borgmesterpost, ville selvsagt blive hyldet som et af valgets sejrsherrer.

Men: Der er simpelthen noget ved Uffe Elbæk, den gamle kaospilot og stolte klovn, og hans parti, som driver det værste frem hos de fleste andre.

Afvisningen af at spille efter de normale regler – ’se engang, Uffe i fjernsynet med sweatshirt, hvad bilder han sig dog ind’ – hidser simpelthen folk op.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Søren J. Damm, debatredaktør.

What the fuck!, som de udbryder i Venstre; ’storbytosser’, som de siger i Socialdemokratiet; og ’kyllinger’, som de råber i SF.

David Trads

Og nu havde de lige fået skovlen under Elbæks tropper – med en kampagne op til valget om, at Alternativet i virkeligheden er nogle hyklere, som tager mod penge fra skattely, undlader at betale CO2-aflad, og som, chok, holder valgfest på en homobar med fuckswing og darkroom.

Alligevel… ja, alligevel… fik Alternativet et rigtig flot valg. Adskillige byrådsmedlemmer rundt i landet – og så som flødeskummet - erobringen af København. Her stemte 10,5 procent på dem – det svarer til 31.553, altså en stopfyldt Parken – og Niko Grünfeld alene fik 4.005 stemmer.

Der er en rød tråd i det, der ligner kaos for det utrænede øje.

David Trads

Så hver tiende københavner stemte på et parti, der hellere vil kæmpe for en frø på Amager Fælled end vækst; som hellere vil danse til ’Love is in the Air’ end ændre kommaer til et landsmøde; og som i ramme alvor overvejer at indsamle fotos af ansattes og folkevalgtes ’slappe penisser’.

What the fuck!, som de udbryder i Venstre; ’storbytosser’, som de siger i Socialdemokratiet; og ’kyllinger’, som de råber i SF.

Ingen af dem – ingen af disse traditionelle magtpartier – begriber, hvad i alverden det er, som har ramt dem. Hvorfor stemmer folk på dem, jamrer de.

Og nu, som om det ikke allerede var slemt nok, så har Alternativet gud-hjælpe-mig, da de efter valget på grund af deres størrelse var fjerdevælger til en borgmesterpost i København, besluttet sig for at vælge posten som kultur- og fritidsborgmester. Helt til grin, lyder det.

Listen af hån fra denne verdens magtpolitikere og politiske kommentatorer er endeløs – ansvarsløse narrehatte, talentløse kaospiloter, latterlige amatører, håbløse naivister – ja, det lyder næsten som, når Egon Olsen skælder ud på Benny og Kjeld i Olsen-banden.

Hvorfor rakte Alternativet dog ikke ud efter den vigtige post som beskæftigelses- og integrationsborgmester? Den post, som Anna Mee Allerslev havde haft, og som Alternativet netop havde skældt huden fuld for at være for uempatisk - hvorfor bad de ikke om den post?

Det er faktisk – synes jeg – nemt at forstå, hvorfor Niko Grünfeld valgte kulturen. Formentlig ville han helst have haft miljø- og teknik, men den havde Enhedslisten, som er større, allerede valgt, men derefter er kultur- og fritid formentlig den, der passer ham bedst.

Hvorfor? Fordi den lever op til det værdigrundlag, som har givet Alternativet succes. Se bare partiets seks såkaldte kerneværdier:

Mod, generøsitet, gennemsigtighed, ydmyghed, humor og empati. Især de sidste to flugter fint med den nye borgmesterpost, for, som der står skrevet i Alternativets manifest, så skaber humor den kreativitet, der giver gode idéer, skaberkraft og resultater.

For Alternativet er kultur- og fritid ikke noget sidstevalg, ikke den krumme, der er tilbage, når brødkurven er tom. Tværtimod er en bys kultur- og fritidstilbud helt afgørende for et bedre liv og mere harmoni – og, hvis man gør det godt, så modvirker det i længden sociale problemer, mener partiet.

Det er en central del af Alternativets succes, at den mener, hvad den siger – mere empati, mere grønt, mere plads til de skæve.

Deres politik og politisk kultur er anderledes end andres, men, og det er et vigtigt men, der er en rød tråd i det, der ligner kaos for det utrænede øje.

-------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)









0:000:00