Kommentar af 
David Trads

David Trads: Sensationel dansk kritik af Trump er på sin plads

KLUMME: Aldrig før har en dansk udenrigsminister kritiseret en amerikansk præsident så klart. Aldrig før har det i den grad være påkrævet.

Foto: /ritzau/Gian Ehrenzeller
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Anders Samuelsen (LA) går virkelig til den. Endda på engelsk på Twitter med adresse direkte til Donald Trumps personlige konto. Der er ikke noget med at pakke budskabet ind i vat. Det er – for nu at bruge et udtryk, som Samuelsen selv godt kan lide – straight talk:

“@realDonaldTrump should really pull himself together NOW, focus on the fight for freedom and reinstall respect for the presidency.”

Danmarks udenrigsminister belærer i den grad USA's præsident. Siger, at han "skal tage sig sammen NU" – og at han skal "genskabe respekt" for sit embede. Det er i en historisk kontekst helt vildt. Normalt bakker danske regeringer 110 procent op om USA.

Derfor er der selvfølgelig dem, der straks anklager Samuelsen for at gå for langt. En af dem, men ikke den eneste, er Søren Espersen, Dansk Folkepartis udenrigsordfører, som kræver, at Lars Løkke Rasmussen griber ind og indfører Twitter-forbud i regeringen.

Den hastighed, hvormed vi genindspiller Roms tilbagegang og fald på, er imponerende. Hvad der tog Rom århundreder, klarer vi på få måneder.

Bill Kristol
Chefredaktør for det konservative Weekly Standard

Jeg synes derimod, at udenrigsministeren fortjener ros. For med Trump i Det Hvide Hus er den vestlige verdens moralske lederskab ved at forvitre. En undersøgelse fra Pew Research viste forleden, at der er større global tillid til Xi Jinping og Vladimir Putin end til Trump.

Samuelsens angreb havde en konkret anledning – nemlig Trumps vanvidsridt mod navngivne journalister på Twitter i løbet af den forløbne uge, som kulminerede med hans bizarre photo-shoppede video af sig selv i gang med at gennembanke en CNN-journalist.

Med Trump i Det Hvide Hus er den vestlige verdens moralske lederskab ved at forvitre. En undersøgelse fra Pew Research viste forleden, at der er større global tillid til Xi Jinping og Vladimir Putin end til Trump.


David Trads

Amerikanske politikere – også republikanere – troede ikke deres egne øjne. Det var, muligvis, lavpunktet. Bill Kristol, chefredaktør for det konservative Weekly Standard, som har arbejdet tæt sammen med Ronald Reagan og Dick Cheney, udtrykker det sådan her:

”Den hastighed, hvormed vi genindspiller Roms tilbagegang og fald på, er imponerende. Hvad der tog Rom århundreder, klarer vi på få måneder.”

Men ét er Trumps absurde opførsel på sociale medier. Det er til at håndtere, omend pinligt. Noget helt andet er hans grundlæggende aversion mod alt det, som Amerika har stået for – i hvert fald siden Harry Truman efter Anden Verdenskrig tog initiativ til globalt samarbejde:

Trump melder USA ud af frihandelsaftaler. Trump afskyr EU. Trump sår tvivl om NATO. Trump keder sig under møder i G7. Trump trækker sig fra Paris-klimaaftalen. Trump hylder nationalister som Marine Le Pen. Trump roser fascister som Filippinernes præsident Duterte.

Den amerikanske præsident skaber slet og ret usikkerhed – dyb og bekymrende usikkerhed – om den globale verdensorden, som, ledet af USA, har gjort verden friere og rigere i de forløbne syv årtier. Vi står ved en historisk milepæl af de virkeligt ubehagelige.

Som Lars Løkke Rasmussen helt korrekt udtrykte det i sin grundlovstale, hvor Trump netop havde trukket USA ud af kampen mod global opvarmning, så er det "et forstemmende eksempel på, hvordan globalt lederskab kan sættes over styr". En "forkert beslutning":

”Det, der virkelig bekymrer mig, er, at USA sætter spørgsmålstegn ved værdien af brede, internationale aftaler. Det er en beslutning, som beror på en misforståelse af, hvad USA’s egne nationale interesser er. Samtidig underminerer USA deres eget globale lederskab.”

Det var en meget, meget skarp kritik, som Løkke kom med for en måned siden. Nu har Samuelsen så skærpet tonen. Det er, desværre, nødvendigt. Den danske regering havde givet Trump lang snor – for lang, synes jeg – men nu melder den sig som skarp kritiker.

Danmark har brug for et så tæt samarbejde med USA som overhovedet muligt. Det var USA, som sammen med Storbritannien sikrede os friheden fra nazisterne; og efterfølgende med NATO og Marshall-hjælpen skabte fundamentet for vores sikkerhed og velstand.

Men – og det er et helt afgørende men – det var under helt andre omstændigheder:

Roosevelt, Truman, Eisenhower, Kennedy, Johnson, Nixon, Ford, Carter, Reagan, Bush 1, Clinton, Bush 2 og Obama var udenrigspolitisk enige om de store linjer. Og allervigtigst, at opbygningen af stærke alliancer, ikke bare, men især den transatlantiske, var fundamental.

Ingen – ingen som i I-N-G-E-N – amerikansk præsident har siden Anden Verdenskrig betvivlet den doktrin, som især Truman skabte. Om at friheden og velstanden hjemme og i resten af verden blev stærkere, når USA, denne ’fakkel for frihed’, ledte i tætte alliancer med andre.

Lige indtil nu, hvor Det Hvide Hus under Donald Trump, denne farlige klovn, er i færd med at sætte det hele overstyr.

Når først Løkke og siden Samuelsen så skarpt går i rette med Trump, skyldes det selvsagt en dyb uro ved, at fundamentet under Vesten vakler. Stats- og udenrigsministeren fortjener tak for, at de markerer, at, ja, vi skal samarbejde tæt med USA, men Trump skal tage sig sammen.

.......

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

0:000:00