David Trads: Socialdemokratiets farlige afvisning af Radikale

Her er to afgørende politiske spørgsmål for socialdemokrater, hvor svarene er givne, men hvor de alligevel synes så svære at anerkende:

Spørgsmål 1: Har Socialdemokratiet nogensinde stabilt holdt på magten uden Radikale?

Svaret er et rungende nej – for Stauning, Buhl, Hedtoft, H.C. Hansen, Kampmann, Krag, Anker, Nyrup og Thorning-Schmidt har alle sammen haft Radikale som den helt afgørende allierede. Ofte, men ikke altid, endda i regering. Andre gange som parlamentarisk grundlag.

Undtagelsen er det ’røde kabinet’ efter valget i 1966, hvor Socialdemokratiet fik flertal alene med SF. Det førte ikke noget godt med sig – for magtens åg pressede SF så meget, at de kollapsede. I 1968 gik magten i stedet til de borgerlige. De Radikale fik statsministerposten.

Enhver socialdemokratisk formand og partiledelse har enten direkte, eller oftere bag lukkede døre bandet og svovlet over De Radikale, som de ser som en slags arrogante halv-borgerlige.

David Trads

Spørgsmål 2: Har Socialdemokratiet nogensinde ønsket, at de kunne slippe for Radikale?

Svaret er et rungende ja – for enhver socialdemokratisk formand og partiledelse har enten direkte, eller oftere bag lukkede døre bandet og svovlet over Radikale, som de ser som en slags arrogante halv-borgerlige, der mangler forståelse for ’bevægelsens’ ønsker.

I disse måneder er det tydeligt, at Socialdemokratiet er i færd med at glemme de faktiske forhold i jernindustrien – nemlig, at ja, De Radikale er besværlige, men nej, de er ikke til at undvære.

David Trads

Svend Auken var så træt af Radikale under Niels Helveg Petersen i 1980’erne, som støttede Schlüter, at han ikke kunne skjule det. Han prøvede i 1990 at vinde uden om Radikale, men trods kanonvalg til S og til SF, manglede de seks mandater til flertal. Helveg havde syv…

Den lære, som skiftende socialdemokratiske ledere har indset – og som de i stigende grad forstod efter fiaskoen, efter det røde kabinet og efter den ubrugelige Auken-sejr – er, at der ingen vej er uden om Radikale, hvis Socialdemokratiet skal have regeringsmagten.

Da Nyrup blev socialdemokratisk formand i 1992, var hans første prioritet at genskabe et tillidsfuld forhold til Radikale. Det lykkedes – efter lange og svære forhandlinger – så partiet, nu under Marianne Jelveds ledelse, skiftede side. Nyrup/Jelved-aksen holdt i ni år.

Under Thorning-Schmidt, som trådte til i 2005, forsøgte Socialdemokratiet, især i årene op til valget i 2011, at skubbe Radikale fra sig. Det var dumt – for da magten blev erobret i 2015, svarede Margrethe Vestager igen ved at diktere den politiske kurs. Hun skyldte ikke noget.

I disse måneder er det tydeligt, at Socialdemokratiet er i færd med at glemme de faktiske forhold i jernindustrien – nemlig, at ja, Radikale er besværlige, men nej, de er ikke til at undvære. Der er ingen flertal i nogen måling, der tyder på et rødt flertal uden dem.

Socialdemokratiet satser hele butikken på, at de kan vinde magten uden Radikales støtte ved næste valg. Ikke bare synes en ny SR-regering stadig mere umulig – nej, det er, som om at den socialdemokratiske ledelse ser en mulighed for at regere helt uden om De Radikale.

Hvis et valg ender, som det ser ud til nu, er der kun rødt flertal, hvis Radikale tælles med. Alt andet er utopi. Men efter et valg kan der teknisk set godt dannes en socialdemokratisk mindretalsregering uden radikal støtte, hvis bare Radikale undlader at skifte side.

En regering kan som bekendt dannes, hvis bare der ikke er flertal imod den. Mette Frederiksen (S) kan altså blive statsminister med blot de røde partier i ryggen, hvis Morten Østergaard forholder sig neutralt og lader være med at gå over til blå blok.

Drømmen synes at være, at en socialdemokratisk mindretalsregering behændigt kan finde flertal i Folketinget både til venstre og til højre – og, helt afgørende, at den stramme udlændingepolitik på den måde kan fortsætte, ja, måske endda skærpes med de borgerlige.

Det er et risikabelt sats – men det bunder i en analyse af, at Socialdemokratiet kun kan vinde næste folketingsvalg, hvis dets udlændingepolitik er så hård, at det ligner Dansk Folkeparti. En så tæt alliance med Kristian Thulesen Dahl (DF) som muligt er selve præmissen for magt.

Afstanden mellem Socialdemokratiet, som siger ja tak til (stort set) alt, hvad Inger Støjberg (V) og Martin Henriksen (DF) mener, og Radikale, der blank siger nej til (stort set) alt, hvad S, V og DF står for på udlændingeområdet, synes simpelthen uoverstigelig.

Spørgsmålet er imidlertid, om der er en sti, hvor SR-aksen kan finde sammen igen? Har Socialdemokratiet virkelig prøvet at tale sig tilrette med Radikale? Har man, som Nyrup ville have gjort det, afsøgt enhver mulighed, vendt alle sten, gennemtænkt det hele tolv gange?

Det virker ikke sådan.

For ofte virker det, som om den socialdemokratiske ledelse har glemt de to grundlæggende spørgsmål i dansk politik, som jeg indledte med. Læs dem lige igen – og tænk så på, hvad Nyrup, den sidste langtidsholdbare socialdemokratiske statsminister, ville have gjort:

Han ville prøve en gang mere. Dernæst endnu engang. Så ville han sende løjtnanter i byen. Iværksætte en udredning. Indkalde til formelle møder. Møde op privat. Prøve for fjortende gang. Og dernæst tredive gange mere.

Hvorfor?

Fordi Radikale er nøglen til magten.

Sådan har det altid været. Det er det stadig.

-----------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.