Debat

DCH: Klare principper kan afhjælpe tillidskrisen

DEBAT: Klare principper er altafgørende for at genoprette tilliden mellem kommunerne og handicaporganisationerne. Ankestyrelsens nye principafgørelser kan være første skridt på vejen, skriver formand for Det Centrale Handicapråd Tue Byskov Bøtkjær.

Hvis de handicappolitiske grundprincipper står så skarpt, at kommunerne er bundet af dem, vil en forenkling af serviceloven måske ikke være så utryg, skriver Tue Byskov Bøtkjær.<br>
Hvis de handicappolitiske grundprincipper står så skarpt, at kommunerne er bundet af dem, vil en forenkling af serviceloven måske ikke være så utryg, skriver Tue Byskov Bøtkjær.
Foto: DCH
Ida Routhe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tue Byskov Bøtkjær
Formand, Det Centrale Handicapråd

Mennesker med udviklingshæmning har ret til at holde ferie – også hvis de har brug for socialpædagogisk støtte på ferien. Det fastslår Ankestyrelsen i to nye principafgørelser.

Retten til ferie er vigtig i sig selv. Men endnu vigtigere er det princip, der ligger bag:

”Inden for serviceloven gælder et grundlæggende princip om, at hjælpen skal kompensere for borgers nedsatte funktionsevne (Kompensationsprincippet). Dette princip tager udgangspunkt i, at kompensationsbehovet er forskelligt fra menneske til menneske og fra funktionsnedsættelse til funktionsnedsættelse.”

Retten til ferie er vigtig i sig selv. Men endnu vigtigere er det princip, der ligger bag.

Tue Byskov Bøtkjær
Formand for Det Centrale Handicapråd

Sådan skriver Ankestyrelsen i sin afgørelse. Kompensationsprincippet går ud på, at mennesker med handicap skal kompenseres for det, de ikke kan i udgangspunktet, så de så vidt muligt kan deltage på lige fod i samfundet. Princippet er grundlæggende i bestræbelsen på at skabe lige muligheder for mennesker med handicap.

Klare principper kan skabe tryghed 
Afgørelserne rammer ned i en hed debat om retssikkerheden på handicapområdet og det, der ofte kaldes en tillidskrise mellem kommunerne og handicaporganisationerne. Den tillidskrise bliver synlig i overvejelserne om at forenkle servicelovens voksenbestemmelser.

Finansministerens formuleringer om, at forenklingen skal gøre området mere ”styrbart”, har fået alarmklokkerne til at ringe hos flere handicaporganisationer, som frygter, at forenklingen blot vil blive brugt til at reducere hjælpen til mennesker med handicap.

Tillidskrisen må løses med dialog, og det kan være en længere proces. Men måske viser Ankestyrelsen med den klare henvisning til kompensationsprincippet en vej, hvor arbejdet med serviceloven kan blive en positiv del af den proces, frem for en forhindring. Til de handicappolitiske grundprincipper hører - ud over kompensation - også ligebehandling, solidaritet og et klart sektoransvar.

Hvis de principper står skarpt, så kommunerne tydeligt er bundet af dem, så vil det måske være mere trygt at sætte dem fri til at skræddersy løsningerne til den enkelte og fjerne unødigt bureaukrati – som det hele tiden har været hensigten med at forenkle loven.

Vi har alle en interesse i at skabe nogle rammer, hvor kommuner og borgere i samarbejde kan forfølge de mål, som grundprincipperne er udtryk for, på en effektiv måde, der passer til den enkelte person eller familie. Kan vi skabe rammerne for det i en god proces, hvor vi også genopbygger tilliden, så har vi de bedste forudsætninger for, at de negative konsekvenser af at leve med et handicap i fremtiden bliver så små som muligt – både for den enkelte og for samfundet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tue Byskov Bøtkjær

Landsformand, Hjernesagen, adm. direktør, Kuma Holding, Apollo Bar & Kantine, Kafeteria & Atelier September, formand, Fashion Society
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1995)

0:000:00