Debat: Anbragte unges skolepauser får katastrofale konsekvenser

DEBAT: Der er behov for en mere målrettet indsats for at få udsatte unge gennem deres uddannelse. Det er en ekstra investering at få alle i skole, men det er et kæmpe samfundøkonomisk tab at lade være, skriver Karin Glad, leder af UNG AKUT.

Af Karin Glad
Leder af Hjulsøgård UNG og UNG AKUT

En ny undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd viser, at 20 procent af landets 11.000 anbragte børn og unge i en eller flere perioder ikke har været indskrevet på en skole. Undersøgelsen viser også, at gennemsnitsvarigheden af skolepausen er på knap fem måneder. Det læste jeg i dagspressen forleden.

Tallene overrasker mig ikke.

Som leder af et opholdssted for 14-18-årige med misbrugsproblemer og psykiatriske problemstillinger har den manglende skolegang hos anbragte børn og unge frustreret mig længe. Konsekvenserne er katastrofale – både for samfundet og for de anbragte børns og unges liv.

Skolegang koster penge
Af de ni 14-18-årige, der på nuværende tidspunkt er indskrevet på det opholdssted, hvor jeg arbejder som leder, er to af dem indskrevet i vores skoletilbud. Vores interne skole er godkendt som hjemmeundervisningstilbud. Her bliver de unge undervist tre dage om ugen af en erfaren, uddannet folkeskolelærer. Nogle af vores elever indhenter 2-3 skoleår i løbet af et års skolegang. Andre formår at tage folkeskolens afgangsprøve og komme videre med en uddannelse.

De syv, der lige nu ikke går i skole, deltager på vores erhvervslinje. For nogle er det den rigtige vej. For andre er det en kæmpe fejl, at de ikke får bevilget skoleundervisning af deres hjemkommune og får opgraderet de skolefaglige kompetencer, mens de bor hos os.

Hvorfor går de så ikke i skole?
Det gør de dybest set ikke, fordi mange kommuner ikke vil betale for, at de unge deltager i et specialskoletilbud, mens de er i behandling (i op til to år). Unge i stofafvænning og misbrugsbehandling kan ikke følge hverdagen i en folkeskole. Derfor har vi, som mange andre opholdssteder, et internt tilbud. Og ja… Vores tilbud er unægteligt en ekstra investering i den unge, for vores skole er lillebitte, og vi har en veluddannet og dygtig lærer ansat.

Jeg oplever, at de anbringende kommuner har forskellige opfattelser af ordet ”undervisningspligtig”. Én kommune udtrykker, at man ikke længere er undervisningspligtig, når man er fyldt 16. En anden mener, at man ikke længere er undervisningspligtig, når man allerede har fået tilbudt 9 års skolegang – uanset om eleven har fulgt undervisningen eller ej.

Lovgivningsmæssigt holder argumenterne vand. Det er jeg klar over.

Men set i et samfundsøkonomisk og menneskeligt perspektiv er det en gigantisk katastrofe, at vi ikke har særlige regler for anbragte unges skolegang og undervisningspligt.

Det er jo helt grotesk, at en kommune kan fravælge undervisning i dansk og matematik til en ung samfundsborger, der ikke engang kan stave sit eget navn.

En simpel løsning kunne være at teste de unge fagligt som en del af behandlingen og tage udgangspunkt i deres faglige standpunkter eller mangel på samme i stedet for deres alder og ordet ”undervisningspligtig”?

Ekstremt dårlige faglige færdigheder
Nogle af de 15-16-årige, som vi modtager, har stort set ikke gået i skole siden 6. klasse. De har en lang række skolerelaterede nederlag med i bagagen. De har ikke deltaget i ret meget undervisning, mens de rent faktisk var undervisningspligtige.

Derfor er det ikke usædvanligt, at de hverken kan læse eller skrive ret godt (nogle få kan ikke alfabetet), ikke kender årets måneder eller kan tælle til 10 på engelsk. De er socialt handicappede. De mangler basal paratviden og dannelse.

De unge kan nå at rette op på meget af det, mens de er anbragt. Men ofte får de af økonomiske grunde ikke chancen.

Vi taber de unge – igen
Jeg ser følgende: De mange skolepauser i de anbragte unges liv er med til at forlænge deres tid på offentlig forsørgelse med flere år. Og de unge, der ikke har fået rettet op på deres faglige kundskaber, mens de er i længevarende misbrugsbehandling hos os eller andre opholdssteder, ryger på kontanthjælp efter anbringelsen.

Her kan de - nu som voksne - prøve at tage en 9. klasseseksamen på VUC, hvilket de som regel ikke magter.

Endnu et nederlag. Endnu en ung, der aldrig får en uddannelse.

Endnu en ung, der aldrig bliver selvforsørgende.

Forrige artikel Debat: Friheden til at vælge egne værdier skal ikke kun være for de rige Debat: Friheden til at vælge egne værdier skal ikke kun være for de rige Næste artikel Connie Hedegaard: Mon Løkkes grønne snak overlever flyveturen hjem fra Paris? Connie Hedegaard: Mon Løkkes grønne snak overlever flyveturen hjem fra Paris?
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.