Analytiker: Bo Lidegaard og Andreas Steenberg placerer migranter mellem myter og mure

Der er travlt ved skriftestolen for tiden.

Først var det Bo Lidegaard og senest Radikale i form af politisk ordfører Andreas Steenberg, der var ude og tage afstand fra tidligere tiders naive tilgang til migrantionsdebatten.

Nu må mure og pigtrådshegn være svaret på at håndtere migrationen til Europa, skal vi forstå. Og fred være med, at mennesker ændringer holdninger. Det er blot synd, når det tilsyneladende sker på baggrund af misforståelser og myter.

Den grundlæggende myte, eller stråmand om man vil, er, at alle verdens migranter og flygtninge vil søge mod Europa. Som Andreas Steenberg siger til Altinget: "De [flygtninge] kan ikke være her alle sammen".

Og det er ikke underligt, at de to herrer kan sidde med den fornemmelse.

Som regel bliver migration til Europa betegnet som strømme, flodbølger eller tsunamier; uimodståelige naturkræfter som er en eksistentiel trussel. Det tydeliggøres også af Bo Lidegaard, som mener, at mure og pigtråde er en nødvendighed for at beskytte vores demokrati og menneskerettigheder i Europa.

Fire procent kommer til EU

Men er Europa i gang med at blive oversvømmet af flygtninge og migranter? Antallet af fordrevne i verden er 82,9 millioner. Kun omkring 3,5 million af dem er i EU – altså cirka fire procent af det samlede antal fordrevne eller svarende til 0,8 procent af befolkningen i EU. Af de 82,9 millioner har omtrent 28 millioner søgt international beskyttelse, mens næsten 49 millioner er internt fordrevne i deres egne lande.

Hvis perspektivet bredes ud til at inkludere migranter, så var der i 2020 cirka 281 millioner mennesker, der levede i et andet land end det de var født i. Det svarer til omkring 3,6 procent af verdens befolkning. Migration i Afrika sker som udgangspunkt ikke til Europa, men internt i Afrika.

Blandt de migranter, der forlader det afrikanske kontinent, sker det for 94 procent gennem legale migrationsmuligheder. I 2019 kom der i alt 2,5 million migranter til EU og 123.000 af dem krydsede grænsen irregulært. Altså under fem procent af den samlede migration til EU. Det svarer i øvrigt til 336 mennesker dagligt.

Københavns Lufthavn, som i 2020 havde sit laveste antal passagerer siden 1970, havde i gennemsnit 20.500 passagerer igennem hver eneste dag. Hvis 336 mennesker om dagen er en eksistentiel trussel mod det europæiske demokrati og menneskerettigheder, er problemet vist snarere de europæiske borgeres tilslutning til disse institutioner end om udfordringen, der kommer af international migration. 

Redningsskibe i Middelhavet

Men – skal vi forstå – det er kun 336 mennesker om dagen nu, men ryster vi på hånden, vil endnu flere komme.

Sådan lyder den anden myte, særligt udtalt af Bo Lidegaard: "…jo flere man samler op [i Middelhavet], jo flere sejler ud, og jo flere drukner. Vi gør ikke problemet mindre ved at være bløde. Vi gør det værre."

Altså skaber vi en pull-effekt ved at være bløde. Noget, som Andreas Steensberg nok vil mene, var problemet med politikken i 1990’erne.

Hvis vi starter med Bo Lidegaards eksplicitte påstand – redningsskibe i Middelhavet øger antallet af migranter, der forsøger at krydse Middelhavet – så har to italienske forskere undersøgt data fra 2014-2019.

De fandt, at der ingen effekt er af tilstedeværelsen af skibe tæt på Libyens kyst. De faktorer, som betød noget, var vejret: Jo højere temperaturer, jo flere afgange, og jo højere vindstyrke, jo færre afgange.

Flere andre studier er nået frem til samme konklusion, ligesom FN’s kontor for menneskerettigheder konkluderer, at påstanden "is not supported by the statistical evidence".

Merkel-effekten

Bo Lidegaards implicitte påstand er generelt, at hvis vi åbner vores grænser for nogen flygtninge og migranter, så vil det skabe en ukontrollerbar strøm af mennesker, der søger mod Europa. Igen er der begrænset evidens til støtte for denne myte.

Det virker historieløst at advokere for genetablering af pigtråd og mure som en måde at håndtere nødstedte mennesker i søgen efter beskyttelse.

Alexander Kjærum
Senioranalytiker

Da Merkel i 2015 åbnede armene og sagde "Wir schaffen das", mente mange politiske modstandere, at det ville skabe en pull-effekt på migranter – også kaldet Merkel-effekten. To tyske forskere har undersøgt Merkel-effekten nærmere og har ikke fundet nogen som helst evidens for, at den tyske åben-dør politik førte til mere migration efterfølgende.

Det forklares blandt andet ved, at forholdene i afsenderlandene – Afghanistan, Syrien, Irak, mv. – blev bedre i de efterfølgende år. Altså var push-effekten mindsket. Derudover forklarer forskerne det også ved at understrege, at antagelsen om, at migranter og flygtninge er velinformerede omkring politikkerne i modtagerlande, er stærkt overdrevne.

Disse studier bekræfter dermed, at push-effekten – altså forholdene i afsenderlandene – er centrale for. at forstå migration, hvorimod pull-effekten er begrænset eller ikkeeksisterende.

Dette bliver også bekræftet, når man vender fokus på hovedet og ser på, hvad der får flygtninge til at vende hjem igen. Et større studie fra Verdensbanken undersøgte i 2019 syriske flygtninges tilbagevenden til Syrien i perioden 2015-2018.

De kom frem til, at den stærkeste faktor, der fik syrere til at vende hjem, var bedre sikkerhed og adgang til offentlige ydelser i Syrien. Altså de samme faktorer, der får folk til at flygte når disse forhold forværres, får også folk til at vende hjem, når de forbedres.

Kopipolitik i nærområderne

Både Bo Lidegaard og Andreas Steenberg slipper dog ikke helt tøjlerne i deres tidligere humanisme og mener derfor, at mure og pigtråd skal kobles med hjælp i nærområderne. Og det er selvfølgelig fornuftigt også at hjælpe i nærområderne.

Men hvad gør vi, når nærområderne kopierer vores politikker? Samtlige af Afghanistans nabolande har meldt ud, at de vil lukke grænserne for flygtninge fra Afghanistan. Derfor er afghanerne nu fanget i Afghanistan uden mulighed for at søge international beskyttelse. Alternativet til flugt kan være folkedrab.

Samtidig klinger det hult, når man ser på den faktiske hjælp til nærområderne. Siden 2015 har det netop været mantraet blandt danske og europæiske politikere. Men ser vi på pengene, der er gået til humanitært arbejde i eksempelvis Pakistan, så er de faldet fra 218 millioner dollars i 2015 til kun 89 millioner dollars i 2020. Ser vi på penge til humanitært arbejde i nabolandene til Syrien, så er de faldet fra at dække to tredjedele af behovet til kun 40 procent i 2020 og indtil videre er knap 20 procent dækket i år.    

Europa først

Bo Lidegaard og Andreas Steenberg mener tilsyneladende, at en 'Europa først'-politik, hvor sikring af demokrati og menneskerettigheder i EU sker gennem politikker, der vil føre til menneskerettighedskrænkelser for migranter og flygtninge og støtte til illiberale diktaturer, er eneste løsning på ankomsten af flygtninge og migranter.

Ser vi på størrelsesordenen af antallet af flygtninge og migranter, der kommer til Europa, vil det være som at skyde spurve med kanoner. Eller som de har prøvet i Grækenland: At skyde migranter med lydkanoner.

Det virker historieløst at advokere for genetablering af pigtråd og mure som en måde at håndtere nødstedte mennesker i søgen efter beskyttelse. Det kender vi resultatet af fra historien, og derfor lavede visionære politikere internationale aftaler for, at det ikke skulle gentage sig.