Debat

Debat: Folk-legenden havde et vigtigt budskab med på sin afskedsturne

DEBAT: Da Paul Simon afholdt sin afskedskoncert i København, havde han en vigtigt og vægtigt budskab med til de fremtidige generationer, skriver sognepræst Flemming Pless og Alternativets Carolina Magdalene Maier.

Musik-ikonet Paul Simon, er på sin afskedsturne.
Musik-ikonet Paul Simon, er på sin afskedsturne.Foto: Jimmy Jeong/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Paul Simon i Royal Arena, tirsdag den 2. juli

Af Carolina Magdalene Maier og Flemming Pless

Som vi gik fra metroen til Royal Arena var vi en folkevandring af det grå guld over hipsters til unge, der ellers godt kunne ligne nogle, der var på vej til Roskilde Festival. Der var en forventning i sommeraftenen.

Paul Simon på farvel-tur. Hvad kan der komme ud af det? Næsten tre timer senere står vi lykkelige ved sceneudgangen og håber på et sidste glimt af mesteren, der stadig var crazy nok til at tænde en fyldt arena fra første sang og holde ilden ved lige til de sidste toner af The Sound of Silence.

Vil vi undgå jordens sjette udryddelse, er der kun ét at gøre: at omlægge halvdelen af kloden til naturområde for på den måde at sikre tilstrækkelig biodiversitet til klodens overlevelse.

Carolina Magdalene Maier og Flemming Pless

Vi var på en rejse gennem et langt musikliv, men med en velsignet smuk vægt på den midterste periode, hvor Simon dykker ned i creolske, afrikanske og latin påvirkninger. Med sig på alle mulige måder havde Simon en backing af musikere, der alene var en oplevelse af de sublime.

En tændt publikum ville Paul Simon, og der blev sunget af karsken bælg med tusindvis af stemmer. For det var en perlerække af sange, der slidstærkt sørgede for et bagtæppe af poesi og toner fra næsten tre generationer.

Og mere end det. Havde vi måske frygtet en Paul Simon med en stemme, der var mærket af sine 76 år, eller som havde valgt de stille numre frem for dem, man kunne danse til, så blev vi begejstret overrasket. Simon havde masser at byde på. Måske ovenikøbet med en lagring af sit register, der lægger til de første og store sange.

Nu kommer denne anmeldelse jo i Altinget og alle ved, at så må det have noget at gøre med politik. Det kommer her:

Af flere statements fra Paul Simon var der også et om nødvendigheden af af redde kloden fra de galopperende klimaforandringer. Vi blev bedt om at google entomologen og biologen Edward Osborn Wilson, der med sin bog ‘Half Earth’ taler for, at vil vi undgå jordens sjette udryddelse, er der kun ét at gøre: at omlægge halvdelen af kloden til naturområde for på den måde at sikre tilstrækkelig biodiversitet til klodens overlevelse.

Paul Simon har en præsident, der fornægter at fossile brændstoffer ødelægger, så man forstår Paul Simons statement. Også i en dansk politisk virkelighed, hvor en blåsort regering tror det batter at skrue på de små knapper.

To timer og femogfyrre minutter senere gik vi hjem efter en koncert, der står som en af de helt store de senere år i København. Hvis det handlede om stjerner, ville der være mange fra vores side. Men i sidste ende er det en sær objektgørelse af en oplevelse som slet ikke lægger en døjt til det mageløse denne aften i Royal Arena.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00