Debat: Hvorfor ønsker politikerne ikke at undersøge SKAT’s udbyttesag til bunds?

Politikerne har valgt det lette kavaleri og en rent fagligt ”light”-undersøgelse til at finde ud af, hvad der er op og ned i den komplekse udbyttesag.

Rasmus Kristian Feldthusen og Michael Gøtze
Professorer, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Det er mejslet ud i granit, at advokatundersøgelsen ikke skal gå dybt ned i dette ellers tilsvarende vigtige spor. Advokaten skal således helt holde sig fra at udtale sig om, hvorvidt en skatteminister har begået fejl.

Rasmus Kristian Feldthusen og Michael Gøtze
Professorer, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Af Rasmus Kristian Feldthusen og Michael Gøtze
Professorer, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Den danske befolkning har nu i en række år været vidne til, at det ene skelet efter den andet om tabte milliarder er væltet ud af skattevæsenets skab. Sagernes omfang og karakter er uden fortilfælde i dansk historie og vidner om afgørende brister i SKAT. Udbytteskatsagen springer i øjnene, og den vedrører SKAT’s forvaltning, tilsyn og refusion af udbytteskat i størrelsesorden 12,3 mia. kr. til udenlandske svindlere. Den vender vi tilbage til.

Udbyttesagen er desværre ikke den eneste sag, som er problematisk. En anden sag, der burde undersøges nærmere – og mere indgående end gjort af Kammeradvokaten – er årsagen til og ansvaret for sammenbruddet i inddrivelsessystemerne EFI og DMI, som indebærer, at skatteminister Karsten Lauritzen ser sig nødsaget til at afskrive op imod 14 milliarder i offentlig gæld. Hertil kan føjes yderligere sager om forkerte ejendomsvurderinger, bevidst syltning af klagesager om ejendomsskat, der har ført til, at borgere har betalt for meget i ejendomsskat m.v.  

Hvis vi går dybere ind i den aktuelle udbyttesag, er det formentlig mange, der husker Rigsrevisionens beretning om sagen fra februar 2016. Mange skatteborgere har med en vis undren kunnet læse i den grundige beretning, at der ikke er noget der peger på, at SKAT eller Skatteministeriet selv ville have reageret på den markante stigning i refusion af udbytteskatter.

SKAT var tværtimod i gang med at oplære nye medarbejdere i at kunne håndtere det stigende antal refusionsanmodninger. Den skæve kurs fortsættes, fristes man til at sige.

Ifølge Rigsrevisionen havde SKAT i hvert fald siden 2010 været vidende om, at der var problemer med refusion af udbytteskat, men meget tyder på, at SKAT’s Interne Revision allerede i 2005 konstaterede, at det i visse situationer var muligt at få udbytteskat refunderet, selv om man aldrig havde betalt den.

I sin beretning siger Rigsrevisionen i et usædvanligt klart sprog:
”Rigsrevisionen vurderer samlet, at SKATs forvaltning af og Skatteministeriets tilsyn med refusion af udbytteskat har været meget kritisabelt. SKAT har ført en helt utilstrækkelig kontrol med udbetalingerne af refusion af udbytteskat, og Skatteministeriets tilsyn med området har været særdeles mangelfuldt.”

Dette er en sjældent alvorlig kritik efter en juridisk standard, og det er derfor efter vores opfattelse helt naturligt, at et sådant hændelsesforløb gøres til genstand for en grundig og fagligt troværdig undersøgelse.

Der er således tidligere sat en undersøgelse i gang hos Bagmandspolitiet, som skal forsøge at finde skattesvindlerne og rejse straffesager mod disse. Men i forhold til de andre aktører i sagen har de politiske partier længe grublet over, hvordan sagen skal undersøges, og hvordan man skal rydde op. Valget er faldet på en advokatundersøgelse. Dette er efter vores opfattelse ikke den rette vej at gå.

Politikerne har valgt det lette kavaleri og en rent fagligt ”light”-undersøgelse til at finde ud af, hvad der er op og ned i den komplekse udbyttesag. Efter vores vurdering ville det have været mere oplagt at lade sagen undersøge af en undersøgelseskommissionen med en dommer i spidsen.

Undersøgelseskommissioner er et tungt apparat, men det er der netop brug for her. En kommission har væsentligt bedre muligheder for at komme dybere ned i sagen bl.a. ved brug af vidneafhøringer. I modsætning hertil vil en advokatundersøgelse foregå på et skriftligt grundlag, og det kan i praksis gøre en stor forskel. 

Den konkrete advokatundersøgelse får endvidere et begrænset fokus. I den politiske aftale om advokatundersøgelse står der, at det først og fremmest er embedsmandssporet, som skal forfølges. Den advokat, som vil blive hyret til opgaven, skal foretage en vurdering af, om "der i SKAT og Skatteministeriet er begået fejl og forsømmelse, og om der er grundlag for at indlede et disciplinært eller ansættelsesretligt ansvar mod embedsmænd." 

Advokaten skal også skrive en prosatekst om ministersporet og spørgsmålet om den lange række af skatteministres eventuelle ansvar, men det skal holdes udelukkende til det rent faktuelle. Det er mejslet ud i granit, at advokatundersøgelsen ikke skal gå dybt ned i dette ellers tilsvarende vigtige spor. Advokaten skal således helt holde sig fra at udtale sig om, hvorvidt en skatteminister har begået fejl.

Det kan undre, at man fra politisk hold ikke har valgt at nedsætte en undersøgelseskommission.  

Et kritikpunkt ved advokatundersøgelser på det indholdsmæssige plan er, at de ligner hop fra ø til ø. Da undersøgelserne altid er meget konkrete, er der ikke den store sammenhæng mellem de forskellige advokatundersøgelser. Den juridiske troværdighed er typisk en hel del mere begrænset end en undersøgelseskommission. Det kan være en af forklaringerne på, at advokatundersøgelsen ikke synes at sætte varige aftryk på myndighedskulturen eller den politiske erkendelse. Der er en del eksempler på advokatundersøgelser, men de har det med at gå hurtigt i glemmebogen.

Den vigtigste grund til, at et politiske flertal har valgt en advokatundersøgelse af udbyttesagen, er efter sigende, at det skal gå hurtigt. Advokaten får ét år til opgaven, og bagkanten er sat til udgangen af 2017. En så kort deadline set i forhold til sagens kompleksitet og de mange forskellige aktører er uhensigtsmæssig. Forcerede undersøgelser er ikke befordrende for kvaliteten eller detaljeringsgraden.

Hertil kommer, at der desuden kan være variation i forskellige advokaters kritikstandarder, og dette kan også svække undersøgelsernes langtidsholdbarhed. Generelt ligner brugen af advokatundersøgelserne en afladshandel, hvor myndigheder kan opnå hurtig tilgivelse for begåede synder og herefter fortsætte relativt uanfægtet. Vi kan her tænke tilbage på advokatundersøgelsen i sagen om den tidligere socialminister Annette Vilhelmsens (SF) million til Huset Zornig.

For os at se er det nødvendigt at hente det tunge kavaleri ind i form af en undersøgelseskommission. Kommissioner er skabt til at se på sager med almen interesse, og det har sagen om udbytteskat utvivlsomt.

Sagen vedrører et stort milliardtab for staten, hvortil kommer, at der er en hel del grundlæggende tillid blandt befolkningen til skattevæsenet og folketingspolitikerne på spil.

En kommission kan som sagt indkalde til afhøringer og kan til en vis grænse også forfølge det politiske spor. Det er for os at se et kunstgreb at gøre udbytteskatsagen til en rent administrativ sag, da det politiske og administrative niveau som bekendt er tæt sammenvævet på det skatteretlige område.

Hvis man ikke tager oprydningen alvorligt, kan det risikere at bekræfte befolkningens mistillid til skattemyndigheder og politikerne, og det er i givet fald et alvorligt problem efter vores opfattelse.

Alene størrelsen på beløbene, som SKAT har mistet, bør efter vores opfattelse føre til, at SKAT og Skatteministeriet underkastes en undersøgelseskommission, således at offentligheden får indsigt i, hvad der er foregået og hvorfor, ligesom en sådan undersøgelse kan bringe viden med sig, om hvordan vi i fremtiden undgår lignende sager.

Danskerne har krav på en grundig undersøgelse, der inddrager det politisk spor og afklarer, hvorvidt der måtte være skatteministre, der bærer et ansvar for de milliardstore tab i SKAT. Det er trods alt vanskeligt at forestille sig, at SKAT og politikerne ikke selv ville rulle det tunge skyts frem, havde det i stedet drejet sig om en skatteyder, hvor der var 12,3 mia. kr. at hente i skat.