Debat: Idépolitikken er død, symbolikken har sejret

DEBAT: I manglen på reelle uenigheder bliver det politikernes evne til at tale de små uenigheder op til store politiske skillelinjer, der kommer til at afgøre, hvem der skal lede landet fremover, skriver studerende Nikolaj Sadaat.

Udlændingepolitik er blevet en politisk malkeko, hvor symbolik trumfer indhold, skriver stud.scient.pol. Nikolaj Sadaat.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Nikolaj Saadat
stud.scient.pol.

En stram udlændingepolitik, et voksende offentligt forbrug og en ambition om Danmark som grøn førernation. Sådan lyder opskriften på et optimalt Danmark nok for langt størstedelen på både Christiansborg og i det ganske danske land.

Derfor bliver det ikke politikernes positionering på det indholdsmæssige i disse spørgsmål, der bliver afgørende for, hvordan danskerne sætter deres kryds i det nye år – dertil er de simpelthen for enige.

I manglen på reelle politiske uenigheder er politikerne overladt til at tydeliggøre forskellen på regeringen og oppositionen gennem soundbites, catchphrases og slogans.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Den idépolitiske debat er så godt som død
Med regeringens seneste oplæg om et paradigmeskifte i udlændingepolitikken, en ny klimapolitik og en omfattende sundhedsreform har der ellers sjældent være et bedre udgangspunkt for at drøfte nogle af de strukturelle problemstillinger i det danske samfund, som for alvor kræver drastiske ændringer og politiske diskussioner.

I stedet er de politiske diskussioner druknet i italesættelsen af en øde ø, antallet af nyuddannede sygeplejersker og mængden af elbiler på de danske veje i 2030. Det lader til, at Christiansborg først og fremmest er optaget af, hvad der kan se godt ud på en plakat ved busstoppestederne, end på at løse reelle udfordringer.

Det danske demokrati er en trestjernet Michelin-restaurant, der bliver behandlet som en snusket pølsevogn.
Nikolaj Sadaat
Stud.scient.pol

Og det er ikke så underligt, når det er, hvad vi politiske forbrugere efterspørger.

Vi skal gerne kunne se forskel, identificere klare vindere og tabere og have nogle, vi holder med – og ikke mindst nogle, vi er imod. Substansen i det politiske indhold bliver dermed sekundær.

Udlændingepolitikken, der som idépolitisk emne for alvor har optaget danskerne og vores politikere de seneste 20 år, er derfor også endt som en politisk malkeko, man desperat presser en ineffektiv grænsekontrol, håndtryksceremonier og lagkager ud af, fordi det appellerer til de danske vælgeres politiske virkelighedsbillede. Indholdet er ude, symbolikken er inde.

Læs også

Studerende: Har politikerne udviklet borgerlede?

Debat

Hvis det danske demokrati var et spisested
Det danske demokrati er et af de mest avancerede og effektive på globalt plan. Vi har kort afstand til vores politikere, vi kan frit udtrykke utilfredshed, og vi har mulighed for at sætte gang i dagsordener.

Det danske demokrati er en trestjernet Michelin-restaurant, der bliver behandlet som en snusket pølsevogn. Her har vores politikere sat de kommunikative konflikter og forskelle på menuen – og vi vælgere smasker dem desværre i os.

Når folkets tjenere derfor tager imod vores bestillinger frem mod det kommende folketingsvalg, bør vi vælgere i langt højere grad efterspørge, hvordan vi får bedre forhold for vores børn, ældre og udsatte, hvordan vi vender de store udfordringer med integrationen, og hvordan Danmark nok en gang bliver verdensførende på den grønne dagsorden. Ikke hvem der vil være grænsens vogter, børnenes statsminister eller evner at nedsætte en kommission for at løse vores klimaudfordringer.

Medmindre borgerne begynder at stille nogle krav til deres politikere, bliver det derfor næppe substansen i de store spørgsmål om udlændinge, velfærdsstat og klima, der bliver afgørende for, hvor vi sætter vores kryds ved det kommende folketingsvalg.

Dertil er langt størstedelen af både befolkningen og Folketinget for enige. I stedet bliver det politikernes evne til at tale de små uenigheder op til store politiske skillelinjer, der kommer til at afgøre, hvem der skal lede landet fremover.

Politik har aldrig været vigtigere