Nikolaj Saadat: Racismebegrebet har skabt fortællingen om Kjærsgaard og DF

KOMMENTAR: Pia Kjærsgaard spiller efter sine egne spilleregler, hvor det er lykkedes hende at positionere sig som den udstødte i dansk politik, mener Nikolaj Saadat. Irettesættelsen af Pelle Dragsted kan ikke ses som andet end et led i DF's kamp for at normalisere racistiske ytringer.

Da franskmanden Antoine Magnan i 1934 publicerede sin beregning af humlebiens manglende fysiologiske evne til flyve, søsatte han en af dyreverdenens mest vedholdende myter. Humlebien og dens evne til at gøre det umulige blev siden et symbol på menneskets evne til at bryde samfundets normative begrænsninger.

Et symbol, Folketingets formand Pia Kjærsgaard byggede sin egen politiske karriere og siden landets største borgerlige parti op omkring.

Poul Nyrup Rasmussen igangsatte med sin berømte kultsætning i 1999 idéen om Dansk Folkeparti som noget anderledes i dansk politik. Noget, der ikke logisk burde fungere, og som i hvert fald ikke hørte til. Siden blev fortællingen om det politiske parti anført af den ærgerrige hjemmehjælper som et symbol på noget, det etablerede politiske system havde sat begrænsninger for.

DF blev partiet, der ikke burde kunne flyve, men som siden viste sig at få massiv vind under vingerne.

Sætningen har spøget lige siden. Ikke mindst, fordi vi konstant bliver mindet om den af Dansk Folkeparti og ikke mindst Pia Kjærsgaard selv. Dyrkelsen af DF som det underlige dyr på den politiske savanne kommer først og fremmest fra partiet selv.  

Den seneste sag mellem Pia Kjærsgaard og Pelle Dragsted vidner også i al sin tydelighed om, at Kjærsgaard stadig den dag i dag lykkes med at positionere sig som den udstødte i dansk politik. Selv når hun er udstøderen. 

Når Kjærsgaard med en billig henvisning til skønsudøvelsen i Folketingets forretningsorden i Altinget 28. februar postulerer, at racisme-begrebet er upassende og sætter et grimt stempel på ens politiske modstandere, fortsætter hun kampen mod det begreb, der siden partiets oprindelse har bidraget til karakteristikken af DF som et, der ikke hører til.

Og de mange beskyldninger mod DF for racisme gennem historien er netop, hvad der har fået partiet til at klække som en humlebi. Racismebegrebet har tegnet og skabt fortællingen om Kjærsgaard som den udstødte i den danskpolitiske dyreverden.

DF har i over 20 år kæmpet en værdikrig, hvor partiets udlændinge- og indvandrerpolitiske holdninger og ytringer ifølge dem selv fejlagtigt er blevet dæmoniseret og klassificeret som racistiske – og hvor Kjærsgaard og de øvrige partisoldater ihærdigt har kæmpet for at normalisere selvsamme ytringer. Hvem husker ikke Kjærsgaards højlydte forargelse i 2003, da Højesteret fastslog, at det var okay at kalde Kjærsgaards synspunkter for racistiske?

Det er derfor helt åbenlyst, at Kjærsgaard havde et politisk motiv, da hun tog skarp afstand fra Dragsteds brug af ordet. Kampen mod Dragsted var en fortsættelse af kampen for normaliseringen af de racistiske ytringer, som partiets medlemmer op til flere gange er blevet dømt for. En kamp, som er en integreret og enormt vigtig del af det partis identitet, som Kjærsgaard selv byggede op.

Det er altså, trods sin fornemme titel, lykkes Kjærsgaard at fastholde sin position som en outcast i det politiske system og positionere sig selv som humlebien, der er umulig ikke at have medlidenhed med.

Kjærsgaard har, med sin udvanding af racisme-begrebet gennem årtier, skabt særlige spilleregler og bedømmelseskriterier, der kun gælder hende selv og hendes parti. De spilleregler forsøgte Kjærsgaard endnu engang at stadfæste fra sin position fra formandsstolen, da Folketinget skulle tage stilling til DF's nyfødte humlebi; paradigmeskiftet.  

Teorien om humlebiens manglende flyveevne var som bekendt en myte, der dog først cirka 70 år senere blev afkræftet. Men sympatien for den gul-stribede tykke humlebi, der trodsede logikkens begrænsninger, bestod.

De meningsdannere, der anser Kjærsgaard som politikeren, der trodsede systemets logik og begrænsninger og byggede sit parti op på ærværdige og sympatiske principper, tager i lige så høj grad fejl, som Magnan gjorde i 1934. Lad os håbe, der ikke også går knap 70 år denne gang, før vi får bekræftet dét.

---------

Nikolaj Saadat (f. 1995) er stud.scient.pol og medlem af Socialdemokratiet. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Vedby: Det nye forsvarsbudget holder formentlig også kun to år Vedby: Det nye forsvarsbudget holder formentlig også kun to år Næste artikel Signe Bøgevald: Er Venstre blevet Danmarks socialdemokratiske parti? Signe Bøgevald: Er Venstre blevet Danmarks socialdemokratiske parti?