Debat: Sådan kan udsatte unge få selvværd og fællesskab

Af Anne Bergvith Sørensen m.fl. (Se afsendere nederst)
Chefkonsulent i Hjem til Alle

På den stejle klatrevæg i Haderslev Streetdome hænger 26-årige Guðjón Andri. Han er godt i gang med ruten af røde greb, der skal føre ham til toppen af den 12 meter høje væg.

Armene syrer til, men Guðjón fortsætter under tilråb fra klatrevennerne. For seks år siden var Guðjón Andris tilværelse knap så lys. Han var droppet ud af en ungdomsuddannelse for tredje gang, kæmpede med et massivt hashmisbrug og havde ikke fast tag over hovedet.

I dag er han stoffri, under uddannelse, vellidt af vennerne og fuld af tro på fremtiden. Hans rejse mod et nyt liv tog fart, da han trådte ind ad døren i ‘den-FRI’ – et fællesskab for tidligere stof- og alkoholmisbrugere under Ungdommens Røde Kors.

Sammen med de andre unge i den-FRI begyndte Guðjón at komme i klatreklubben, der blev adgangsbilletten til et nyt, meningsfuldt fællesskab. Spørger man Guðjón, er han ikke i tvivl om, at fællesskabet i klubben var med til at få hans liv tilbage på ret køl.

Det gav ham struktur i en tumultarisk periode, boostede hans selvværd og gav ham venner, som han kunne dele bekymringer og glæder med.

Udsathed og vejen ud af udsathed er i høj grad blevet et individuelt anliggende. 

Anne Bergvith Sørensen, Troels Boldt Rømer, Bent Madsen, Peter Giacomello, Sine Egede og Christoffer Elbrønd
Repræsentanter fra flere organisationer

Fællesskaber nytter
Guðjón Andris historie er et eksempel på, at fællesskaber nytter: At stærke netværk og tilhørsforhold kan være udslagsgivende, når udsatte unge skal tilbage på sporet. Men vi har endnu ikke knækket koden: Alt for mange udsatte unge er ikke en del af et meningsfuldt fællesskab.

Tal fra Fællesskabsmålingen 2017 viser, at 5,1 procent af unge mellem 18-29 år har alvorlige sociale problemer. Af de 5,1 procent føler 84 procent sig ensomme. De har markant lavere livstilfredshed, færre nære stabile relationer og indgår i ringere grad i meningsfulde fællesskaber end deres jævnaldrende.

De har mindre kontakt med deres naboer, deltager mindre i fritidsaktiviteter og er ikke i gang med uddannelse. Det er bekymrende, når vi samtidigt ved, at fællesskaber og nære relationer er afgørende for eksempel for at komme sig over psykisk sygdom.

Udsathed er blevet et individuelt anliggende
Udsathed og vejen ud af udsathed er i høj grad blevet et individuelt anliggende. Vi har indrettet vores velfærdssamfund, så udsatte unge kan søge individuel hjælp hos fagprofessionelle i specialiserede tilbud. De unge har uden tvivl brug for en socialfaglig indsats til at håndtere de komplekse udfordringer, der præger deres liv.

Men tallene tyder på, at vi har overset en væsentlig komponent i forhold til at klare sig godt i vores samfund: adgangen til et fællesskab og nære relationer.

Spørgsmålet er, hvordan vi bedre kan hjælpe udsatte unge ind i de brede ungdomsfællesskaber, som de selv ønsker at være en del af. Fællesskaber, hvor unge kan spejle sig i andre unge og ungdomslivet.