Debat

Debattør: Bigtech dræner danske medier for fem milliarder årligt

DEBAT: Bigtech underminerer demokrati og marked i Danmark. Vi er nødt til forhindre techgiganterne i at profilere, skriver debattør Stephan Engberg.

Globalt hænger medieøkonomien i laser, fordi Google og Facebook har sat sig på markedsføringen af produkter og holdninger, skriver debattør.
Globalt hænger medieøkonomien i laser, fordi Google og Facebook har sat sig på markedsføringen af produkter og holdninger, skriver debattør.Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Stephan Engberg,
Initiativtager til Citizen First og medlem af Strategic Advisory Board for EU FP7 Security Research Road Mapping

Mediebranchen er i dyb økonomisk krise og har været det i lang tid.

Vi ved alle også hvorfor, når man for eksempel læser Frederik Kulagers påpegning af Googles/Youtubes magt til at skabe og stoppe Rasmus Paludan eller rapporten 'Globalisering af den danske mediebranche'.

Dette drejer sig ikke om partipolitik, ideologi eller indbyrdes slagsmål. Det drejer sig om mediebranchens fremtid – og om den overhovedet skal have en demokratisk berettigelse som mere end underholdning og mikrofonholdere.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi skal tilføre den danske mediebranche fire til fem milliarder kroner om året – ved at tage dem fra bigtech og give dem til borgerne som "mediepenge", som de kan bruge til at kvalificere og købe medier og digitale services for.

Nøglen er at blinde bigtech, så de ikke kan profilere.

Bigtechs styrke er dens profilering af borgerne – og dermed også dens svaghed.

Stephan Engberg
Initiativtager, Citizen First

Dermed løser vi på samme tid problemer med blackbox marketingmaskinernes magt, de lukkede branchespecifikke fora, gør op med clickbait, stopper manipulation af valg og markeder, forebygger radikalisering samt genskaber den frie konkurrence i mediebranchen. Syv med et slag.

Skal starte småt 
Vi skal starte småt – lad os sætte målet, at kommunalvalget 2021 skal være det første valg i nyere tid, som ikke styres af Facebooks og Googles agendaer.

Hvor lokale forretningers markedsføring til lokale vælgere og forbrugere finansierer lokal journalistik – uden overvågning, uden kommerciel filtrering, og hvor økonomien fungerer for alle, uden at tredjepart skal malke systemet.

Har vi først modnet løsningen, kan vi altid skalere til landsplan og eksportere. Men det skal ske, mens vi stadig har en mediebranche at redde og skabe løsninger til. En hel stribe af medier kæmper med overlevelse.

Det er samtidig også eksemplet på, hvordan vi bygger fremtidens digitale infrastruktur oven på den nuværende, uden at skulle vente på, at Mette Frederiksen og staten opgraderer CPR.

Mediebranchens værste fjende
Udgangspunktet er, at medieøkonomien globalt hænger i laser, fordi Google og Facebook har sat sig på markedsføringen af produkter og holdninger – betalt eller ubetalt – med deres ulovlige opsamling af persondata og uigennemskuelige marketingmodeller.

Uden aktiv handling bliver det snart meget værre, fordi bigtechindustrien er i færd med at lukke loopet med kontrollen over betalinger og dermed kontrollerer dataflow til sin AI-profilering af den enkelte borgers meningsdannelse og adfærd.

Problemet er langt større end medierne. Men samme mediebranche er sin egen værste fjende, fordi de fodrer persondata til Google og Facebook – dels for at få synlighed på nettet, og dels fordi man tror, at medieøkonomien er afhængig af mediets målrettede reklamer og misforstået "personalisering".

Tanken om integrerede, målrettede reklamer i netindhold er dobbelt absurd, fordi det netop fokuserer på at distrahere, irritere og lokke borgeren væk fra mediet.

Det nuværende fokus på overlevelse er kort sagt en visionsløs, sikker død startende med de lokale medier og gradvist alle, fordi mediemarkederne ikke fungerer og bevidst manipuleres af bigtech.

Bigtechs styrke er også en svaghed
Jeg skrev i sidste uge om de store samfundsgevinster på tværs af sikkerhed, økonomi og velfærd ved at give borgeren kontrollen over egne data og digitale værktøjer til at dele data uden at afgive kontrollen. 

Det er også opskriften på at gøre op med mediebranchens problem. Bigtechs styrke er dens profilering af borgerne – og dermed også dens svaghed.

Hvis Google og Facebook ikke kan overvåge, så kan de ikke manipulere eller kontrollere menings- og markedsdannelsen. Ved at hugge slangens hoved – øjnene, ørene, lugten og smagen – over, kan vi nulstille og omstille processen.

Vi skal grundlæggende retvende medieprocessen – det vil sige redde mediebranchen og meningsdannelse både som demokrati og fri markedsdannelse – på samme tid.

Googles og Facebooks profileringsmagt er også deres svage punkt, fordi de er afhængige af at kunne overvåge og genkende borgeren for at kunne koble en session med en bagvedliggende profil og samtidig opsamle nye klikdata. Det kan vi ændre, men vi skal tænke markedsdannelse samtidig.

Kræver handlingsplan
Det kræver tre faktorer, som skal arbejde sammen.

1. Vi skal blokere for, at nogen kan opsamle viden om, hvilken borger som gør/læser hvad. Så kan bigtech ikke overvåge, diskriminere, profilere og kontrollere markedsdannelsen.

2. Vi skal skabe nye neutrale og anonyme, men transparante og ikke-filtrerede digitale distributionskanaler og personlige evalueringsværktøjer. Medier, politikere, foreninger, virksomheder, staten – alle har brug for åbne kanaler til borgerne, som ikke misbruges til at lægge et nyt profit- og magtapparat mellem medierne og borgerne.

3. Vi skal skabe nye markedsneutrale strukturer for, hvordan virksomhedernes marketingbehov kan kobles til finansiering af digitalt indhold og services, uden at reducere borgeren til nogens profilerede produkt.

Danmark er faktisk perfekt til at gøre dette. Vi er et lille, homogent sprogområde, har en høj grad af basisdigitalisering at bygge på og tradition for at arbejde sammen for bedre løsninger for alle. 

Mange argumenter, som alle peger på det samme – at flere borgere skal have adgang til flere og bedre artikler uden overvågning.

Det kræver kun, at man holder op med at tro, at det drejer sig om beskatning eller mere regulering.

Reguleringen er på plads. Det er branchen, som ikke vil redde sig selv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stephan Engberg

Ejer, Priway, stifter, Citizen First
Kandidatgrad i Computer Science and Business Administration (CBS, 1995)

0:000:00