Debat

Den Grønne Studenterbevægelse: Økonomisk tænkning kvæler omstillingen

KRONIK: Bundet på hænder og fødder endte Elbilkommissionen med at blive en lang økonomisk redegørelse for, hvor lidt der kan lade sig gøre, når vi ikke er villige til at betale, skriver Den Grønne Studenterbevægelse. 

Elbilkommissionens fallit er det seneste eksempel på, at økonomisk tænkning får lov til at kvæle omstillingen, skriver Den Grønne Studenterbevægelse. 
Elbilkommissionens fallit er det seneste eksempel på, at økonomisk tænkning får lov til at kvæle omstillingen, skriver Den Grønne Studenterbevægelse. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Fromberg og Kirstine Lund Christiansen 
Aktive i Den Grønne Studenterbevægelse

Anders Eldrup må have været lidt beklemt, da han i sidste uge skulle præsentere resultatet af den såkaldte Elbilkommissions arbejde foran pressen.

Trods tårnhøje forventninger havde hans kommission efter halvandet års arbejde kun fundet yderst beskedne reduktioner. Alt andet havde nemlig vist sig at blive for dyrt, måtte han lade forstå på pressemødet. 

Elbilkommissionens fallit er det seneste eksempel på, at økonomisk tænkning får lov til at kvæle omstillingen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Kommissionen er et symptom på en økonomisk tænkning, der fortæller os, at hvis omstillingen koster noget på den korte bane, kan den ikke betale sig. Derfor står vi et år efter det såkaldte klima-valg med en regering, der ikke engang har fundet en femtedel af de krævede reduktioner frem mod 2030, et deprimerende uambitiøst finanslovsudspil og en Elbilkommission, der fortæller os, at vi burde have startet arbejdet for ti år siden.

Kortsigtede økonomiske hensyn afgør nu, at vi ikke handler på en eksistentiel trussel. Det står efterhånden klart, at vejen til klimahelvede er belagt med regnemodeller og økonomisk kassetænkning. Skulle vi måske bruge anledningen til at slå ind på en anden vej?

Det står efterhånden klart, at vejen til klimahelvede er belagt med regnemodeller og økonomisk kassetænkning. 

Af Christian Fromberg og Kirstine Lund Christiansen
Den Grønne Studenterbevægelse

Klimapolitikken lagt i økonomisk spændetrøje 
I bakspejlet var Elbilkommissionen kørt af sporet fra starten. Den grønne omstilling måtte hverken koste statskassen, privatbilisterne eller den bredere samfundsøkonomi, stod der i kommissionens opgave.

Den samme spændetrøje er hele den grønne omstilling presset ned i. Klimaloven fastslår, at klimamålet ikke må gå ud over erhvervsudvikling, offentlige finanser og beskæftigelsen. Klimarådet skal på samme måde tage hensyn til vækst, konkurrenceevne og jobskabelse. Spørger man Mette Frederiksen og Dan Jørgensen er meldingen klar: Omstillingen må ikke kunne mærkes på økonomien. Faktisk må den slet ikke kunne mærkes.

Regeringen reagerede da også helt forventeligt, da kommissionen udkom: skatteminister Morten Bødskov blev sendt i felten for at gøre det klart, at med klimatiltag på transporten “risikerer man ret hurtigt at udskrive meget store regninger”. Det kunne regeringen selvsagt ikke tillade.

Det er som om, at vi har glemt, at det økonomiske system er afhængigt af bæredygtige økosystemer og et stabilt klima - ikke omvendt.

Absurde regnemodeller
Bundet på hænder og fødder endte elbilkommissionen altså med at blive én lang økonomisk redegørelse for, hvor lidt der kan lade sig gøre, når vi ikke er villige til at betale.

Finansministeriets regnedrenge blev fra starten solidt placeret for bordenden i kommissionen, og lagde med deres trylleformularer effektivt låg på alt, der lignede visioner. Og den blev dermed endnu en skuffelse for de mange vælgere, der havde håbet på, at Socialdemokratiet ville stå ved deres grønne valgløfter. 

Det lyder umiddelbart uskyldigt, at omstillingen skal kunne betale sig. Og det fremstår måske neutralt og apolitisk, når økonomiske fordele og omkostninger vurderes med Finansministeriets modeller. Problemet er, at modellerne langt fra er neutrale værktøjer. De har indbygget utilstrækkelig politik i sig.

Der skal ikke kradses meget i overfladen, før ligene vælter ud. Kommissionen indregner blandt andet ikke den samfundsmæssige omkostning af CO2-udledninger i deres beregninger, og dermed gevinsterne af at omlægge væk fra fossilbiler. 

De har undladt at bruge den CO2-pris på 363 kroner per ton, som de ellers selv skriver, de har lagt til grund. Men selv hvis de havde brugt prisen på 363 kroner ville det ligge langt under Klimarådets anbefaling på 1.500 kroner og endnu længere under prisen i Sverige, hvor de regner med 5.000 danske kroner.

I sig selv kan ingen af de tal hævde at reflektere, hvad et ton CO2 rent faktisk koster vores samfund. Alle de samfundsøkonomiske modeller afskriver nemlig fremtiden, så den vægter mindre end nutiden. Konsekvenser om 100 år vil ikke bone ud i modellerne, i stedet sætter man sin lid til, at fremtidige generationer vil have teknologi og penge til at håndtere konsekvenserne af klimaforandringerne.

Kan vi virkelig tillade os at bringe klimaet på kurs mod kollaps uden at indregne konsekvenserne for vores børn og børnebørn?

Forskere fra University of Chicago har netop forsøgt at estimere, hvad et ton CO2 koster for menneskeheden, hvis vi medregner konsekvenserne for fremtidige generationer og ikke antager, at økonomien vil vokse. Deres bedste bud? Mere end 600.000 kroner.

Havde Eldrup indregnede gevinsterne af at omlægge væk fra fossil transport på linje med Klimarådet, svenskernes eller forskernes anbefalinger, havde en langt mere progressiv og radikal omstilling af transportsystemet været økonomisk ansvarlig. Men i stedet valgte Kommissionen, på befaling af Finansministeriet, slet ikke at medtage gevinsterne.

Akut opgør med de økonomiske logikker
Når regnemodellerne fortæller, at det er samfundsøkonomisk positivt at undergrave vores livsgrundlag ved at fortsætte CO2-udledningerne, er regnemodellerne ubrugelige. Og når økonomiske “nødvendigheder” leder til, at vi nøler med at påbegynde en reel omstilling af vores samfund, så er de økonomiske logikker afsporede.

Kort sagt: Hvis de økonomiske logikker og Finansministeriets regnedrenge ikke kan levere omstillingen, har de spillet fallit. Vi kan ikke bruge dem til noget.

Derfor er der brug for et radikalt og akut opgør med økonomiseringen af omstillingen. I stedet er vi nødt til i højere grad at basere klimapolitikken på principielle og moralske overvejelser. Vi så for et kort øjeblik, hvad det indebar, da corona brød ud i Danmark. 

Pludselig tog det at redde liv forrang. De økonomiske “nødvendigheder” blev ud af det blå afløst af en moralsk forpligtelse til at redde liv. Og pludselig blev der lavet hjælpepakker for 285 milliarder kroner. Den samlede pris for at nå 70 procents målet vil givetvis være langt mindre.

Det gør det så meget desto mere absurd, at de økonomiske logikker lynhurtigt har fået overtaget igen, og kvæler en reel omstilling.

For den usikkerhed, vi oplevede under coronakrisen, afspejler på mange måder de usikkerheder, der relaterer sig til klimakrisen. Derfor fortjener klimakrisen på samme måde som coronakrisen, at vi lader moral og principper stå over usikre økonomiske kalkuler, ser hinanden i øjnene og spørger, om vi kan tillade os at sende regningen videre til fremtidige generationer.

Politikerne holder desperat fast i, at håndteringen af klimakrisen ikke må koste os penge. Men klimakrisen koster os allerede penge i dette øjeblik, hvilket de dystopiske skovbrande, der lige nu hærger i USA, vidner om.

Og vælger vi ikke at investere i seriøse CO2 reduktioner i dag, kommer vi til at betale mangefold tilbage for klimatilpasning, flygtninge og katastrofer i morgen.  

Når politikerne nu skal til at forhandle om omstillingen af transportsektoren, er der brug for, at de tager opgøret med økonomiseringen af omstillingen og påtager sig moralske forpligtelser over for fremtidige generationer.

Vi har ikke brug for flere kommissioner, der fortæller os, at vi burde være startet for ti år siden. Vi har ikke brug for de “nødvendige” økonomiske vækstrater, hvis de lægger låg på omstillingen.

Vi har brug for, at forskruede kortsigtede økonomiske hensyn bliver sat til side for et beboeligt klima og miljø. Stop med at kvæle omstillingen og vores fremtid på den økonomiske nødvendigheds alter. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Eldrup

Formand, Innovationsfonden, bestyrelsesmedlem, CIP Fonden, bestyrelsesmedlem, Innargi, bestyrelsesmedlem, Norlys Energi
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1972)

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00